Sol, smil, stjerneskud og fyldte maver

Forårets og glædens tegn stod højt på både himlen og i deltagernes ansigter ved De Frivilliges første udflugt, som gik til Restaurant Havkatten i Hals. Undervejs blev det gode humør yderligere skærpet af indtryk fra den valgte naturskønne rute og den lækre mad.
Takket været gode naboer på ældrecentrene i Sæby, som venligst havde udlånt deres minibusser, var det muligt at få alle med på turen. Det betød at 11 beboere, 11 frivillige og to hjælpere sammen satte kursen ud i det blå på vej mod en lækker menu.
På restauranten blev deltagerne trakteret med store og flotte stjerneskud – og for dem med lidt ekstra appetit blev der serveret Vebbestrup softice og kaffe som dessert. Stemningen var høj, og beboerne, som havde set frem til turen, fik alle deres forventninger opfyldt. Glade, lidt trætte og meget mætte vendte de hjem med varme minder og smil på læben.
Vejret viste sig fra sin bedste side med strålende sol, og naturen gjorde sin del af oplevelsen magisk ved på både ud- og hjemtur, at prale med nyudsprungen bøgeskov, gule rapsmarker og et glimt af krondyr i det fjerne. Turen gik ad små idylliske veje gennem blandt andet Storskoven og Pajhede Skov – det kunne ikke have været smukkere.
Udflugten blev muliggjort takket være støtte fra Henrich & Laurine Jessens Fond, som De Frivillige havde søgt og fået tildelt midler fra – en generøs gave til stor glæde for beboerne.
Allerede den 7. maj er De Frivillige klar med et nyt tilbud til Østervrå Ældrecenters beboere. – Vi skal nemlig holde indvielse af vores nye grill, fortæller Ole Sørensen fra De Frivillige, endnu en dejlig begivenhed, der er blevet til med støtte fra Melsen Folden, og vi glæder os.
ÅB