Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Slægtens Dag i Østervrå

Graver du i din slægtshistorie – eller går du med ønsket om at komme til det, så er det måske lige noget for dig, når Østervrå Lokalhistoriske Forening afholder Slægtens Dag i Østervrå Kulturhus, Bredgade 6-8 i Østervrå lørdag den 17. november.

De sidste tre år har Slægtens Dag været afholdt i Sæby, Frederikshavn og Skagen, i år rykker arrangementet længere ud i kommunen. – I Østervrå syntes vi, at det ikke kun skulle være kommunens større byer, som lagde hus til, fortæller Jørgen P. Clausager fra Østervrå Lokalhistoriske Forening og vi har været så heldige, at Frederikshavn Kommunes Distriktsudvalg har ydet os økonomisk støtte til arrangementet, som bl.a. betyder, at der er fri entré for alle hele dagen. 

Råd og vejledning
I Kulturhusets store sal bliver der ”slægtshistorisk messe”, hvor et udsnit af de slægts- og lokalhistoriske foreninger i området præsenterer sig på stande, og foreningernes repræsentanter står klar til en god snak om erfaringer, råd og vejledning. Der bliver også opstillet borde og stole til publikum, hvor man kan sidde og udveksle erfaringer, eventuelt ”bytte aner”. Kulturhuset har trådløs adgang via wi-fi, så gæsterne har mulighed for at koble sig op på evt. medbragte computere el. lign. 

Tre foredrag
I Kulturhusets lille sal bliver der i dagens løb tre foredrag for slægts- og lokalhistorikere: 

– Karen M. Olesen og Anders L. Widt fra Frederikshavn Stadsarkiv fortæller om ”Arv og Skifte”

– Arkivar Jørgen P. Clausager fra Østervrå Lokalhistoriske Forening beretter om ”Konfirmation og konfirmationstraditioner” 

– Erik Christensen fra Bangsbo Arkiv belyser ”GDPR – databeskyttelsesforordningen og dens betydning for slægtsforskerne”. 

– Vi håber at se rigtig mange besøgende på ”Dagen” – ikke kun de garvede slægts- og lokalhistorikere, men også dem, som måske ikke rigtig er kommet i gang med slægtshistorien, men som er interesserede og kunne tænke sig at snuse lidt til emnet, og måske få hjælp til at komme i gang, lyder det fra arrangørerne.

For at det hele ikke skal blive alt for tørt, bliver der mulighed for at købe kaffe og kage, eller en øl eller sodavand. 

– Vi ser frem til en festlig dag med rigtig god deltagelse, såvel af foreninger som af publikummer, så den 17. november bliver en dag, hvor Kulturhuset rigtig kan summe af historisk snak, slutter Jørgen P. Clausager fra Østervrå Lokalhistoriske Forening.

ÅB

Populære artikler