Mon der er ret mange af os, som vil hævde, at vi ikke kunne lære en ting eller to om, hvordan vi mest hensigtsmæssigt bruger mobilen – og hvornår vi måske skulle lade den ligge? Dette spørgsmål var den drivende kraft bag en debataften i Sindal Sognegård, hvor blandt andre 8. z fra Torslev Skole deltog med et oplæg om de forsøg, som de igennem nogle måneder har foretaget i skoletiden.
Lidt polemisk indledtes aftenen med ”Hvem sidder der bag skærmen”, selvom det er en ganske anden skærm, som var temaet for aftenens debat, hvor invitationens overskrift var: ”FÅ SÅ DEN MOBIL NED I TASKEN!”. Oplægsholderne tegnede dog et noget mere nuanceret billede af, hvad det er, vi skal gøre for ikke hele tiden at sidde der bag skærmen. Faktisk kunne man næsten få det indtryk, at mobiltelefonen kun i meget begrænset omfang er en tidsrøver og dog…
Det var interessant at høre, hvordan udskolingselever på tre skoler har lavet en række forsøg med brugen af mobiltelefoner i skoletiden efter at de i september havde deltaget i en workshop om sociale medier. En af de deltagende klasser var 8.z på Torslev Skole, hvor 6 friske unge mennesker og deres klasselærer, Tine Schroll, aflagde rapport med et velgennemarbejdet oplæg med evaluering af de gennemførte forsøg. De havde blandt andet over to dage registreret, hvor mange gange eleverne blev forstyrret af meddelelser, notifikationer eller lignende. De kunne rapportere om et gennemsnit på 15 pr. time pr. elev. Et tal der dog dækkede over store udsving og som viste, at det i høj grad er snapchat, der forstyrrer – og at forældre også kom på listen over ophavsmænd og -kvinder til forstyrrelser!
Tankevækkende var det også at høre, at eleverne følte sig ”nøgne”, hvis de en hel dag skulle undvære mobiltelefonen. Dette forsøg var der ikke stemning for at lade strække over mere end en enkelt dag!
Forsker og lektor cand. mag Malene Charlotte Larsen fra Aalborg Universitet kunne i sit efterfølgende oplæg supplere med, at unge mennesker har behov at mobiltelefonerne ikke pakkes væk fra dem, men at de skal kunne se deres telefoner, idet dette får dem til at føle en forbundethed med deres venner og med resten af verden. Det er de vokset op med og de føler uro, hvis ikke de har mulighed for at komme i forbindelse med verden omkring dem. Vi fik også indblik i, at hun ud fra sin forskning har fundet, at unge mennesker generelt er dygtige til at håndtere deres mobil-vaner og at de reflekterer over, hvornår og hvordan de bruger mobiltelefonen. Desværre kunne hun også berette, at brugen af mobiltelefonen har en social slagside, idet blandt andre udsatte unge ikke har velfungerende disconnecting-strategier. En disconnecting-strategi er en måde, hvorpå man sætter regler op for sig selv for brugen af mobiltelefonen og blandt andet sørger for, ikke hele tiden at blive forstyrret af beskeder, der popper op, blinken og vibrationer.
Alt i alt kunne man efter en hyggelig aften med megen debat gå hjem med et positivt indtryk af, at det nok ikke står så galt til med de danske unges brug af mobiltelefonen og at vi i hvert fald på vore breddegrader har nogle reflekterende unge mennesker. På den anden side stod stadig nogle ubesvarede spørgsmål tilbage: Hvorfor er der så mange unge mennesker, der føler sig ensomme? Hvorfor er stress blevet en folkesygdom? Hvad gør det ved vores hjerner og fordybelse, at vi det meste af tiden lader os forstyrre af mobilen? Hvad med fremtidens arbejdsmarked og arbejdsgivernes syn på, at mobilen er ”en forlænget arm”?
Debataftenen var det seneste initiativ fra en gruppe med tilhørsforhold til Lærerkreds Nord, Skole- Kirketjenesten og Skolebestyrelser i Frederikshavn og Hjørring Kommuner, som har til formål at sætte fokus på dannelse i folkeskolen. Der kan ses klip fra aftenen på
https://www.tv2nord.dk/fokus/fokus-14?autoplay=1#player.
Lone Haugaard




