Singh og Goldschmidt spiller for fred

Igen i år lægger Torslev og Østervrå sogne kirker til i det omfattende program af koncerter i Vendsyssel Festival. Programkataloget for alle koncerter ligger i kirkerne og ved biblioteket i Østervrå.
Første koncert hos os er søndag den 6. juli i Torslev kirke, hvor vi får besøg af en ganske enestående duo.
Duoen Anders Singh Vesterdahl og Henrik Goldschmidt har adskillige hundrede kirke koncerter bag sig, og musikken passer smukt til kirkerummet. Men ganske som klangvidden spænder bredt, gør musikken det også. Singh & Goldschmidt mestrer både det højtidelige og det bryllupsfestlige – og alt det, der ligger derimellem.
Repertoiret er jødisk og arabisk musik, egne kompositioner samt klassiske værker af bl.a. Carl Nielsen, Balkan-musik og danske sange. Singh & Goldschmidt har de mange forskellige traditioner med sig, og når man rører i dén musikalske smeltedigel med talent og kærlighed, bliver resultatet smukt og helt specielt.
Singh & Goldschmidt komponerer og arrangerer det meste af musikken selv. Henrik nærer stor kærlighed til den traditionelle jødiske klezmer, og musikken tager langt hen ad vejen afsæt netop i klezmertraditionen. Anders har indiske rødder og en solid fundering i Balkan- og sigøjnermusikken og bidrager med et særligt islæt af verdensmusik.
Musikken er rytmisk, melodiøs og forunderligt rørende. Den taler til hjertet i lange improvisationer og jiddiske sange, og den gør det vanskeligt at holde fødderne i ro i de glade, udadvendte dansenumre. Man bliver musikalsk forført og forlader koncerten med perlerækker af toner i øret, indhyllet i en duft af Balkan, Orienten og Østeuropa.
Ligesom musikken er kulturmøder, lægger musikken op til at vi som publikum mødes, fredeligt og i øjenhøjde også efter koncerten. Gå ikke glip af denne mulighed for en musikalsk oplevelse.


