Sang, fællesskab og flammer skabte magi ved Gjersholt Sø

For femte år i træk inviterede familien Haugaard til stor Skt. Hansfejring ved deres idylliske Gjersholt Sø, og igen var der flere hundrede, ikke kun fra Østervrå, der bl.a. kunne synge ”Vi elsker vort land” i Midsommervisen og mange andre sange. Aftenens program lagde nemlig op til, at publikum skulle medvirke aktivt med deres sangstemmer.
Skt. Hansfesten ved Gjersholt Sø kan endnu en gang sætte en stor tyk streg under fællesskabet, der tilmed, på mirakuløs vis igen blev tilsmilet af vejrguderne, godt nok lidt blæsende, men med sol og uden en eneste dråbe regn – på trods af forudgående meldinger om det modsatte.
Ildens magi
Byrådspolitiker Christina Lykke Eriksen (SF) holdt en positiv og tankevækkende båltale leveret med smil og varme – uden løftede pegefingre. Udgangspunktet var ilden og dens betydning tilbage i historien og helt frem til nutiden med en opfordring til at lægge stress og jag på hylden og lytte til ildens sprog. Børnene fik en særlig opfordring til at gå på jagt efter eventyret i bålets flammer, men de voksne måtte gerne kigge med – for måske ville de også få øje på noget magisk og eventyrligt!
Thoft og Knøsen
Et nyt indslag i programmet var fællessange med korleder Christina Thoft og korsanger Heidi Knøsen, som med smittende energi og skønne stemmer fik gang i et måske lidt tilbageholdende, men hurtigt meget veloplagt publikum. De to syngepiger tog, med deres fine stemmer, os med på en lille tur rundt i den danske sangskat fra Bamses ”En lille båd der gynger” til Andreas Odbjergs ”I morgen er der også en dag” – som, ifølge Christina, måske bliver nutidens svar på et hit til Skt. Hans. Ingen havde lyst til at slippe den velsyngende duo, og heldigt for os, blev vi belønnet med hele to ekstranumre – og naturligvis sang de også for til Midsommervisen.
Bålet fik ekstra god hjælp af nogle kraftige vindstød fra vest, der fik sat godt fut under flammerne. Bødkergårdens fine trold i bålets top blev snart sendt på langfart, og røg måske helt til Månen, hvis det er der, trolde hører til, som aftenens båltaler luftede tanken om.
Vidunderlige Siel
Lene Siel var aftenens hovednavn, og sammen med hendes to dygtige musikere, fløjtenist Morten Øberg og pianist Palle Juhl Hansen, havde de fra start publikum i deres hule hånd. Lenes vidunderlige stemme og ditto sange leveret med den helt karakteristiske tørre underspillede nordjyske humor og hjertelige ærlighed. Jo, aftenens solist var helt sikkert på hjemmebane i det vendsysselske, og da hun afslørede, at hun også har boet i Østervrå en kort periode, så fik hun da for alvor vores hjerter.
Perfekt ramme
Den 120 år gamle lade var åben i dagens anledning, og den helt rette kulisse for PixlArts digitale præsentation af Årets Pressefoto. De lidt rå, autentiske ramme gav udstillingen ekstra kant med de mange utroligt flotte fotografier, som på en og samme tid kalder på beundring for fotografernes evner, men samtidig også rører og sætter tankerne i gang – mange af billederne er jo fra nogle af verdens værste brændpunkter.
Tilfredse værter
Vi nød simpelt hen det hele så meget, lyder det spontant fra Lone og Rasmus Haugaard, og ”Vi elsker vort land” – det er den følelse, vi sidder med efter endnu en fuldstændig fantastisk Midsommerfest i græsset ved søen – med løbende, legende børn, store som små, og tæpper og klapstole spredt ud mellem scenen og madteltet. Særligt elsker vi vores skønne danske kultur med tradition for at mødes og samles i brede fællesskaber. Den varme, gode samtaler og hilsener på kryds og tværs er en energi, som vi kommer til at kunne mærke i kroppen i mange dage. Vi glæder os allerede til næste år, forsikre parret, som allerede kunne afsløre, at næste års båltaler er biskop Thomas Reinholt Rasmussen.
Midsommerfesten havde samlet omkring 600 gæster, og dertil kommer alle de frivillige fra bl.a. ØVIs Venner, som igen i år stod for sikker håndtering af lækre kæmpe grillpølser og drikkevarer.
ÅB
Fotos: Ejvind Pedersen


