Reception i tandklinikken gav trængsel i Østervrå Sundhedshus

Fredag den 24. oktober summede det af liv i Østervrå Sundhedshus, hvor der var reception i anledning af ejerskiftet hos Tandklinikken Østervrå. Her blev der sagt officielt velkommen til tandlægerne Marie Møller Lund og Mads Møller Lund – og samtidig farvel til den mangeårige klinikejer Kirsten Steffensen, som takkede af efter 30 år.
Det strømmede ind med gæster, gaver og lykønskninger fra kunder, familie, samarbejdspartnere og venner, som alle ville være med til at markere generationsskiftet.
Held og lykke fremover
Marie Møller Lund bød velkommen, og overlod herefter ordet til sin mand og medindehaver Mads. – Det vil blive alt for følelsesladet for mig, at skulle sige farvel til mor, lød det med et smil.
Mads takkede Kirsten for hendes store indsats gennem tre årtier, hvor hun både som klinikejer, kollega og svigermor havde sat sit tydelige præg.
– Det er ikke et farvel, men et held og lykke fremover. Du har været en stor inspiration – altid med hjertet i arbejdet og på forkant med udviklingen. Jeg håber, jeg kan have samme gåpåmod om 30 år, lød det fra Mads. Både han og Marie er helt klar over, hvilket stort ansvar de har påtaget sig. – For Marie og mig er det en stor ære at føre dit arbejde videre, måske med vores eget lille præg, sagde Mads.
Alt godt fremover
Kirsten Steffensen takkede i sin tale både patienter, personale og familien. Hun fortalte med et glimt i øjet, hvordan tanken om, at datteren Marie engang skulle overtage klinikken, havde ligget der længe, men langt fra en selvfølge.
– Mads, du har aldrig lagt skjul på, at du gerne ville være selvstændig – men måske ikke lige i en landsbyklinik. Ting har det jo med at modnes, og det gjorde det også for dig, sagde Kirsten med et smil.
Hun roste også personalet for at være et dygtigt, samvittighedsfuldt og loyalt hold, der gennem årene har haft stor betydning for klinikkens drift.
– Det hele ser så fint ud, I har fundet jeres egen vej, og det glæder mig, at I har beholdt mit udstyr – men lad os nu se, hvor længe det varer, lød det med et glimt i øjet. Vores kunder kan være godt tjent med jer, og jeg ønsker jer alt godt fremover.
Receptionen bød også på et lækkert traktement leveret af lokale virksomheder.
ÅB

