Pladen blev helt fuld til Familiebanko i Østervrå
Østervrå Seniorer blev næsten blæst helt omkuld med antallet af deltagere til årets Familiebanko. I meget god tid meldte de første gæster deres ankomst, og det blev ved med at strømme ind, så det blev nødvendigt at finde mange flere stole og brygge meget mere kaffe.
P-pladserne både ved idrætscentret og i den nærmeste omkreds var fyldt op torsdag aften til årets Familiebanko, og i hallen blev der i hast fundet flere stole frem, så alle kunne få en plads. – På et tidspunkt var vi også lige ved at få sved på panden i forhold til bankoplader, men de slog heldigvis til, fortæller formand for Østervrå Seniorer Fritz Pedersen, som i den grad glædede sig over den store flotte opbakning til en aften, der leverede åndeløs spænding under de mange spil.
Velvillige sponsorer
Det blev nemlig til rigtig mange spil på hele rækker og to gange i aftenens løb også pladen fuld, takket være et kæmpe bidrag af sponsorgaver, som det lokale erhvervsliv endnu en gang så rundhåndet havde budt ind med. – Vi er så taknemlig for alle de bidrag, vi har modtaget, vi kunne slet ikke lave sådan en fantastisk familievenlig aften uden sponsorernes bidrag, fortæller Hanne Kiil Thomsen, som var sat på den udfordrende opgave at holde styr på alle gevinsterne. – Det kan nok være lidt nervepirrende, især når vi nærmer os slutningen, for jeg kan jo ikke vide, hvor mange der får banko på samme tid, og der skal jo gerne være en præmie til alle, forklarede Hanne, som i øvrigt endnu en gang klarede den opgave i flot stil.
Hele familien
Familiebanko er for hele familien – måske lige undtaget de helt små, der ikke selv kan styre en plade, men for skolebørn, unge og voksne er det en særdeles hyggelig og, kan man vist godt tillade sig at sige, analog aften, hvor der stort set ikke blev set mobiltelefoner i action, det er hygge og fællesskab af høj karat. Hver gang en heldig vinder skal have sin plade kontrolleret, er det rigtig svært for kontrollanterne, for BANKO udløser nemlig også en masse snak og gensidige udvekslinger af, hvilke tal der lige manglede at blive udløst.
Al snak forstummer dog hurtigt, ja, nærmest som ved et trylleslag, lige så snart opråber Børge Nielsen med klar og tydelige stemme afslører første nummer til det næste spil. Børge blev i øvrigt sekunderet på bedste vis af Kathrine Christensen. Seniorerne havde endnu en gang fået assistance af en kompetent gruppe frivillige, som stod klar til at kontrollere plader og levere gevinster osv.
De næsten 300 deltagere benyttede pausen til at handle flittigt af både kaffe, kage, drikkevarer m.m., så energidepoterne var godt fyldt op til aftenens anden spillerunde.
ÅB