PixlArt nomineret til Fotogratula 18
Fotogalleriet PixlArt i Østervrå er blandt de nominerede til prisen Fotogratula 2018, der er en hyldest til dem, der gør det professionelle fotografi ære.
Blandt 17 gode forslag fra 48 stillere, har priskomiteen fundet de tre nominerede til årets pris. Der er tale om tre forskellige formidlingstiltag, der alle udspringer af ildsjæles dedikation. På hver sin måde bibringer de dansk fotografi formater, der sikrer opmærksomhed i en tid, hvor fotografiets indhold og dets kvaliteter nemt drukner i malstrømmen af digital og analog information, lyder det bl.a. i begrundelsen.
De nominerede er udover Galleri PixlArt, Tidsskriftet ”Katalog” ved redaktør Jens Friis og Copenhagen Photo Festival ved direktør Maja Dyerhauge Gregersen.
Fotogratula ’18
Prisen er en hyldest til dem, der gør det professionelle fotografi ære, og gives til en person, en gruppe eller en institution, der har gjort noget særligt for dansk fotografi. Det være sig politisk, kunstnerisk, teknisk eller andet, der har løftet det professionelle fotografi og sikret dets fortsatte udvikling som kunstart, som journalistik eller som kommerciel formidling. Med prisen følger 20.000 kr.
Prisoverrækkelse
Torsdag 15. november afsløres det i Fotografisk Center, København, hvem der bliver årets prismodtager.
Prisen er tidligere tildelt:
2014 Fatamorgana v/ Morten Bo
2016 Henrik Saxgren
ÅB