Pias Private Pasningsordning klar til at åbne

Efter 33 år som kommunal dagplejer i Dybvad blev Pia først på sommeren fyret på grund af manglende børn. Hun fik god hjælp af kommunen, der tilbød hende at blive gæstedagplejer i Sæby eller at få et job i en vuggestue eller børnehave. Hun ville dog gerne tænke over tilbuddene sammen med familien.
En ting stod dog helt fast for Pia: hun syntes ikke, hun kunne undvære børnene og arbejdet med dem. Da flere opfordrede hende til at starte en privat pasningsordning, tog hun endnu en snak med familien, og de blev enige om, at det var det helt rigtige at gøre. Som hun siger nu, hvor vores samtale finder sted: ”Her er godt nok stille, og det er, som om der mangler noget i huset uden de glade små børn.”
Hun søgte derfor kommunen om godkendelse til at åbne en privat pasningsordning – og fik den. Som hun fortæller, var det rent praktisk nemt at klare, da huset, indretningen og udearealerne allerede var godkendt til den kommunale dagpleje.
Før Pia kunne åbne sin private pasningsordning, skulle hun afvikle al ferie og øvrige forpligtelser. Derfor bliver det den 15. oktober, at hun modtager de første børn i den nye ordning. Allerede nu er der børn tilmeldt, så hun er både optimistisk og spændt på det nye kapitel. I den forbindelse fortæller hun, at hun har anskaffet en cykel – magen til den kommunen stiller til rådighed – for hun elsker cykelturene med børnene. Der er også indkøbt højstole og barnevogne, så alt er klar. Pia nævner desuden de læreplaner, som kommunen kræver, hun skal udarbejde.
Endelig er der én sidste ting, der skulle være på plads i forbindelse med åbningen: en vikarordning, hvis hun skulle blive syg. Også det er løst – Pias mand, Kurt, og hendes datter, Line, er godkendt som vikarer. Dermed er alt klar til åbningen af den nye pasningsordning.
Som Pia afslutningsvis siger: ”Jeg glæder mig så meget – og familien glæder sig lige så meget – til at åbne dørene for alle de dejlige børn og deres forældre, som kunne tænke sig at blive passet i vores hyggelige, landlige omgivelser lige uden for Dybvad.”
Jo-Jo

