Optimisme og udfordringer i Try Thorshøj Boldklub

Det forgangne år ligner til forveksling tidligere år i Try Thorshøj Boldklub (TTB). Året forløb dog ikke uden udfordringer, men optimismen er heldigvis stadig i god behold.
Klubbens herre senior i serie 5 er sædvanligvis et rimeligt midterhold, og i stærkeste opstilling rigtig gode. Noget formanden godt kunne ønske sig skete lidt oftere. – Desværre sker det rigtig tit, at der er mere spændende ting, der trækker i spillerne, lød de indledende ord i årsberetningen fra en lettere skuffet formand, som håber på, at den indstilling vender på et tidspunkt.
Klubbens tre 7-mands damehold har til gengæld haft godt gang i spillet. – Alle tre hold har klaret sig fortræffeligt med oprykning til det ene, og alle tre hold sluttede blandt de tre bedste i deres række. Vi ser frem til den nye sæson med mange gode kampe og sejre til damerne, lød det forventningsfuldt.
Tillidsfuldt samarbejde
Ungdomssamarbejdet med ØVI går gnidningsløst med træning og kampe i begge klubber, og her vil jeg sende en særlig tak for det tillidsfulde samarbejde specielt med Anette Elbæk Andersen, understregede Kurt Thomsen. Der har været hold tilmeldt i de fleste rækker, og med udmærkede resultater. – Det er vigtigt at vinde, men det er mindst lige så vigtigt at give de unge mennesker nogle sociale kompetencer, lære dem samarbejdets svære kunst og nogle gode kammeratskaber. Kan vi bibringe de unge mennesker forståelsen for, at i holdspillet er alle lige uundværlige, så er vi nået langt, lød det fra formanden.
Kurt Thomsen efterlyste mere fornuft og respekt for både flertal og mindretal i debatten om et forslag fra DBUs repræsentantskabsmøde, at drenge/mænd, der hellere vil være piger, fremover skulle have mulighed for at spille på pigehold. Kurt Thomsen hilste med stor tilfredshed, at forslaget var blevet forkastet af et stort flertal.
Fornuftig økonomi
Et tag på det ene hus i Thorshøj Idrætsbørnehus er blevet skiftet, og udgifterne til dommere og turneringsgebyr m.m. har været stigende i 2024. Til gengæld gav Idrætsugen et super flot resultat, som dog alligevel betød, at regnskabet udviste et større underskud. – Det er jo ikke noget, vi er vant til at se, konstaterede formanden i sin beretning. Det er dog ikke noget, der får bestyrelsen til at ryste på hånden, foreningen har stadig en god og fornuftig økonomi. Derfor var der heller ikke et problem for kasserer Pauli Thomsen at få godkendt regnskabet uden bemærkninger.
TTB kunne i 2024 fejre sit 60-års jubilæum, men det blev uden den helt store festivitas på grund af flere omstændigheder. Klubben valgte i stedet for, i forbindelse med afslutnings- og medhjælperfesten at udnævne fire nye æresmedlemmer: Erik Jensen, Henning Jensen, Knud Knudsen og Kurt Thomsen.
Til bestyrelsen var der genvalg til Kirsten Krogh Lunden, Kim Nielsen og Annika Thomsen. Finn Fredborg Nielsen sørgede for, i rollen som dirigent, at holde god ro og orden.
Formand Kurt Thomsen indledte generalforsamlingen med at bede forsamlingen mindes to af foreningens æresmedlemmer Kurt Pedersen og Ejvind Larsen, der gik bort i 2024. Æret være deres minde!
ÅB

