Om bogudgivelsen ”Vores liv på Hørby”
VORES LIV PÅ HØRBY er Hørby Ungdomsskoles historie fra dens start og 3-4 årtier frem. De tre forfattere, Finn Jakobsen, Ole Læborg og Bjørn Bjørnskov, der tilsammen har næsten 100 års ansættelse på skolen fra dens start til dens 50-års jubilæum, fortæller skolens historie ud fra deres selvoplevede hverdag. Det er en fortælling, der tegner et billede af en skole, der er blevet til i en tid og en egn, som er anderledes end nutiden. Gennem historie og anekdoter beskriver de et billede af skolens hverdag og udvikling socialt, holdningsmæssigt, pædagogisk og økonomisk gennem de første årtier.
Ved QR koder i bogen er det muligt at få uddybende oplysninger og indtryk fra skolens historie.
Her finder man bl.a. en oversigt over skolens tidligere medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, og ikke mindst kan man se videoer fra nogle af de mange musicals, skolen har opført, og der er også en lang række billeder der afspejler skolens historie.
Bogen vil være et nyttigt redskab for den lokalhistorisk interesserede, hvor stationsbyen Hørby siden 1899 foruden folkeskolen har været skoleby med højskole, håndværkerskole og nu efterskole. En særlig interesse vil der naturligt være for både nuværende og tidligere elever og ansatte.
En fin gestus har forfatterne udvist over for skolen ved, at den færdige bog overdrages til skolen, og indtægter ved salget går til skolens elevforening, der via legater kan uddele midler til tidligere elever, der gør en særlig indsats indenfor sociale fællesskaber.
Bogen udgives torsdag den 8. august 2024. Det sker ved en reception på Hørby Efterskole. Her vil de tre forfattere være til stede, og man kan i dagens anledning få sin bog signeret. Alle er velkomne til receptionen.