Ole fra De Frivillige trak æselkortet
De Frivillige har fået lagt en plan for, hvad beboerne på Østervrå Ældrecenter, skal ud i af oplevelser og aktiviteter her i efteråret. En hyggelig dag med forskellige spil var særligt udfordrende for én af De Frivillige.
Ludospillet og Æselkortene var på bordene ved De Frivilliges første efterårsarrangement, og det skulle vise sig, at beboerne på centret er vældigt godt kørende, når det gælder det taktiske spil. Det gik således ret lystigt til omkring Ludospillet, hvor der for alvor gik sport i at få hinandens brikker slået hjem.
Der var også store vindermentaliteter på spil omkring bordet med Æselkort, det gik særligt ud over Ole Nielsen fra De Frivillige, som måtte se sig slået, og det kalder jo på en revanche, men heller ikke i det efterfølgende spil var Ole heldig, han var kommet op mod nogle ret skrappe modstandere, og måtte se sig selv sidde tilbage med Æselkortet.
Aktivitetsplan
De Frivillige er klar med en ny aktivitetsplan for efteråret, som bl.a. byder på bankospil, en musikaften, julepyntning og sangaften med julesange. Helt aktuelt er De Frivillige i fuld gang med at planlægge årets oktoberfest for beboerne og deres pårørende. Efterårsfesten har tradition for at være en kanonhyggelig aften med musik, lotteri, måske lidt dans og højt humør. – Vi glæder os til endnu en gang at kunne invitere til denne dejlige fest, slutter De Frivillige.
ÅB