
Smil og latter, god mad, musik og fællessang, det er den helt perfekte sammensætning, når De Frivillige og Østervrå Ældrecenter afholder den årlige oktoberfest. Stemningen var helt i top fra start til slut, og både beboere og pårørende nød aftenen og det gode selskab.
I alt 75 deltagere havde fundet vej til festlokalet i Aktivitetscentret, hvor Ole Nielsen fra De Frivillige og centerleder Helle Yding Kooij bød velkommen. De fortalte blandt andet om, hvordan der hele tiden bliver arbejdet med at søge fonde og skabe arrangementer som udflugter, musikaftener, banko og andre hyggelige aktiviteter for beboerne.
Aftenen bød traditionen tro på den populære oktobermenu – flæskesteg med alt det klassiske tilbehør og risalamande til dessert – alt sammen tilberedt af ældrecentrets køkken.
Inden kaffen blev det tid til at udløse spændingen om aftenens lotteri, hvor der var stor interesse for de mange flotte præmier, som De Frivillige havde modtaget som sponsorgaver fra byens og oplandets erhvervsdrivende.
Musikken blev leveret af Hansens Trio, som sørgede for en skøn blanding af sang og fællessang. Der blev sunget, klappet i takt – og nogle kunne endda ikke nære sig for at tage en lille svingom på dansegulvet.
Efter fire hyggelige timer rundede de frivillige aftenen af med en stor tak til alle deltagere og sponsorer for at have bidraget til endnu en herlig og festlig oktoberfest.
ÅB




