
Østervrå Ifs badmintonafdeling har også haft en betydelig fremgang i medlemstallet, og måske er det fordi, der er fuld fart på i afdelingen, at de var faldet ud i sidste uges positive omtale af fremgangen for det samlede medlemstal i ØVI.
Den positive udvikling hos badminton glæder også ØVIs formand Knud Hjørnholm, som endda kan fortælle, at badminton lokalt har oplevet en betydelig fremgang i modsætning til, hvordan udviklingen ser ud på landsplan. – I de sidste fem år har badmintonsporten set en nedgang på omkring 6.500 medlemmer i hele landet, mens vores lille afdeling i stedet har oplevet en stigning, oplyser formanden.
Det mest glædelige er, at stigningen primært sker på ungdomssiden, og det er da en stor fornøjelse at se, hvordan flere og flere unge har fundet vej til ketchersporten. Samtidig ser det ud til, at vi opretholder et stabilt medlemstal for motionisterne.
Hos badminton gør de meget ud af at præsentere de unge spillere for nye og spændende aktiviteter, og lige nu står de på spring med et helt nyt projekt, som de snart er klar til at præsentere, slutter formanden, som i øvrigt kan oplyse, at den nye sæson er gået i gang med træning mandag og fredag.
ÅB




