Østervrå-spejdere hjemme igen efter skøn sommerlejr
Mange nye oplevelser er fyldt på hos baptistspejderne i Østervrå efter en hel uge på Centerlejr i Øksedal. Alle nød, at det igen er muligt at deltage i fællesskabet, selv om der lige til det sidste var stor usikkerhed om årets lejr.
Sommerlejr er altså noget særligt – fællesskabet ikke mindst. Flokspejderne fra Østervrå har nydt igen at kunne være sammen med spejdere fra hele landet – denne gang i Øksedal ved Nibe, hvor der i en hel uge var samlet omkring 400 blå baptistspejdere til alle mulige spejderaktiviteter.
Lørdag blev lejren bygget op, og der blev jongleret lystigt med rafter, pløkker, barduner og teltdug inden alt var på plads, og spejderne kunne sætte kogegrejet på bålet til aftensmaden og bagefter krybe i soveposerne.
Hjemmefra havde spejderne forberedt et sjovt og finurligt spil, som blev en del af søndagens store aktivitetsmarkedsdag med rig lejlighed til at prøve forskellige vandtemaer, noget med verdensmål, hoppepude med forhindringer og meget meget mere.
Hiken blev gennemført – dog med lidt bygevejr, men det klarede de gæve spejdere uden problemer. Tirsdagens fællesbål blev aflyst, fordi metrologerne havde meldt skybrud over Nibe, det gik heldigvis ikke så galt, og i stedet for blev der holdt formiddagslejrbål om onsdagen. Her blev vinderne af hiken hyldet, og samtidig var det optakt til aftenens fodboldlandskamp, der blev vist på storskærm, og alle havde vist bidt mærke i navnet Østervrå. – Det var faktisk ret sjovt at være fra Østervrå – Mæhles by, fortæller spejderleder Mette Agerdal, som oplevede at der også på lejren blev heppet på Mæhle fra Østervrå.
Grænseoverskridende
Et alsidigt program var lagt til rette fra centralt hold, og spejderne blev udfordret på både land og vand.
Snobrødet var skiftet ud med en Masterchefdag, hvor der skulle laves mad over bål. Alle gik til den med liv og sjæl, og det gav nogle meget interessante retter, dog er der ingen meldinger om Michelinstjerne i denne omgang.
En hel dag blev der lavet aktiviteter på vandet med kanoer og kajakker, og dagen efter besøgte spejderne Aalborg Klatrecenter – begge steder fik de fleste brudt en del grænser.
På grund af coronarestriktioner var der næsten til det sidste tvivl om, hvordan og om lejren i det hele taget kunne afvikles, men heldigvis blev der givet grønt lys, og naturligvis stadig med de gældende regler om god hygiejne, afspritning og afstand.
Nu er alle spejdere hjemme igen efter nogle skønne dage, og foran venter en god lang sommerferie. Til august er spejderne klar på nye spejdermøder hver mandag i huset på Søndergaardsvej i Østervrå.
ÅB