Østervrå Idræts- og Kulturcenter indledte ugen med gratis svømning og godt 120 børn og voksne deltog, da Blomsterløbet foldede sig ud senere på søndagen. Deltagerne kunne løbe, cykle eller gå ad fastlagte ruter. Undervejs var der pitstops med traktement hos lokale erhverv.
Solen og varmegrader fik mange Østervrå-borgere ud på gader og veje for at deltage i Blomsterløbet. Knud Hjørnholm bød på vegne af arrangørerne Østervrå-Løberne, Østervrå Motionscykelklub og ØVIs Venner velkommen, og efter et par praktiske informationer, blev deltagerne delt op i løbe-, cykel- og gågrupper. En gruppe på almindelige cykler var ikke planlagt, men det lod cyklisterne sig ikke påvirke af, de dannede hurtigt en gruppe.
Udover en frisk gang motion kunne deltagerne også aflægge besøg hos Østervrå Museum, hvor Carl Børge Hansen stolt viste sin flotte samling frem. Den lille lokalsamling med tusinder af små og store brugsgenstande har fået vokseværk med flere kvadratmeter, så nu er der endnu mere at kigge på og snakke om.
Hos Østervrå Fysioterapi og Træning mødte deres udsendte en flok glade og let fnisende fodboldpiger fra ØVI. De fem 13-15-årige Asta, Ida, Laura, Laura og Josefine havde bare kastet sig ud i en løbetur uden et egentlig mål, men de havde det helt sikkert sjovt.
Byens nye spisested ”Gryden” havde også masser af besøg, og her kunne deltagerne lige konstatere, at der også er ild under gryderne i efterårsferien, hvis nogen skulle få lyst til en gang mormormad.
I Bøgelunds Gårdbutik var der god anledning til at få en snak om lammekød – både for og imod. Butikken, der åbnede 30. august, er kommet godt fra start, og inden længe er en ny forsyning af frisk lammekød på vej til butikken, oplyser Karina og Kenneth.
Den længste tur bragte deltagerne til landbruget Enghøj lidt udenfor Østervrå. Her tog bl.a. ejeren Jan Karlsfort imod sammen med en stor flok meget nysgerrige køer.
Festdage i Østervrå fortsætter ugen ud med bl.a. foredrag, Familiebanko og Danseaften.
ÅB
Fotos: Ejvind Pedersen




