Østervrå-duo hyldet som årets ildsjæle i foreningslivet

ØSTERVRÅ: Der var anerkendelse til frivilligheden i Østervrå, da Idrætssamvirket i Frederikshavn Kommune afholdt generalforsamling med kåring af årets træner og årets ildsjæl/leder.
Et af aftenens højdepunkter blev, da Lene Baier og Anette Eckhardt Nielsen fra Østervrå Idrætsforenings håndboldafdeling blev kåret som årets ildsjæle/ledere. De modtog 2.000 kroner og blomster som anerkendelse for deres mangeårige indsats i foreningslivet.
Ifølge formand Hasse R. Christensen fra Idrætssamvirket var der stor interesse for at indstille kandidater.
– Der er utrolig mange, der fortjener anerkendelse for deres indsats. Derfor er det også en svær opgave at vælge vinderne, lød det ved prisoverrækkelsen.
Mange års indsats i ØVI Håndbold
I sin indstilling fremhævede Knud Hjørnholm, at Lene Baier og Anette Eckhardt Nielsen gennem henholdsvis 14 og 9 år har været trænere i ØVI Håndbold. De har arbejdet med både ungdoms- og seniorspillere, og i de seneste syv år har de stået sammen om flere hold.
Deres fælles indsats kulminerede i denne sæson, hvor de formåede at samle unge spillere – primært U19 – og mere erfarne seniorspillere på klubbens serie 2-hold. Resultatet blev en flot oprykning til serie 1, første gang i mange år.
I indstillingen blev det også fremhævet, at de to trænere har været stærkt medvirkende til at vende udviklingen i håndboldafdelingen, som på bare to år næsten har fordoblet medlemstallet.
Samtidig har Lene Baier i ti år været en del af håndboldafdelingens bestyrelse, heraf otte år som forkvinde.
Taknemmelige for anerkendelsen
Lene Baier og Anette Eckhardt Nielsen lægger ikke skjul på, at prisen betyder meget. – Vi er meget taknemmelige over at have modtaget prisen. Den betyder meget for os.
For os har drivkraften dog altid været glæden ved håndbolden. – Vores samarbejde har altid været drevet af en fælles passion for sporten – samtidig med en ambition om at drive det så langt som muligt inden for rammer, hvor der er plads til alle.
De fremhæver især denne sæsons sportslige succes som et højdepunkt. – At se unge og erfarne spillere rykke sammen på serie 2-holdet og sikre oprykningen til serie 1 har været en fed oplevelse. Det viser præcis, hvad man kan opnå, når man løfter i flok med høj motivation, drive og god holdånd. – Oprykningen til serie 1 var prikken over i’et på en fantastisk sæson.
Begge understreger, at det gode samarbejde også bygger på et tæt personligt bånd. – Vi supplerer hinanden rigtig godt, og det tætte bånd, vi har fået gennem årene, gør det let at lægge de mange timer i hallen.
– Vi nyder at være sammen med spillerne og hele holdet, så vi har altid gjort meget ud af også at være sociale med vores spillere.
Stolthed i bestyrelsen
På vegne af bestyrelsen i ØVI Håndbold glæder formand Louise Stønbach Svendsen sig over hæderen.
– Vi er enormt stolte over, at vores trænere har modtaget en sådan hyldest for deres store indsats gennem mange år. Det er yderst velfortjent.
Hun ser samtidig prisen som en vigtig anerkendelse af det frivillige arbejde, som er helt afgørende for idrætslivet i Østervrå. – Denne pris er ikke kun velfortjent – den er også vigtig. Den sætter fokus på den enorme indsats, der hver dag lægges i foreningerne. Lene og Anette repræsenterer alt det bedste af det frivillige Danmark.
Hos ØVI Håndbold håber man nu, at hæderen også kan inspirere andre. – ØVI Håndbold ser frem til at bygge videre på det stærke fundament, som de to ildsjæle har været med til at skabe, og vi håber, at deres historie kan inspirere andre til at engagere sig i foreningslivet.
ÅB

