Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Østervrå Borgerforening arbejder med synlighed

Østervrå Borgerforeningen har som så mange andre, også ligget underdrejet i det sidste års tid, men det betyder ikke, at der ikke bliver arbejdet med lokale initiativer til gavn for vores by. 

– Fysiske møder og arrangementer har reelt være umuligt siden sidste forår, og det er vi selvfølgelig rigtig kede af, siger formand Frode Thule Jensen, vi vil meget gerne have afholdt vores juleoptog i december, og den årlige nytårsfrokost for vores to hold af ”Grønne Mænd” måtte vi også droppe. Den er dog ikke aflyst, blot udsat. 

Én ting lykkedes det dog at afvikle: Fastelavn på Torslev Skole, som for andet år blev afviklet i samarbejde med borgerforeningen. 

I længere tid har Østervrå Borgerforening haft særligt fokus på synlighed på så mange platforme som muligt, og senest har foreningen haft sine opmærksomhed rettet mod testcentret i Østervrå Kulturhus.

Synlighed 
– Vi ser en mulighed for øget synlighed af Østervrå, nu hvor det meste af Midtvendsyssel kommer  forbi Østervrå Kulturhus for at blive Covid-19-testet, forklarer Frode. Borgerforeningen har, efter aftale med Østervrå Idræts- og Kulturcenter, fået opstillet foreningens informations-rollup ved indgangen af testcenteret, og ved udgangen har vi fået lavet en ny rollup med fokus på de byggegrunde, der er til salg på Bakkevænget. Så lidt er der trods alt sket. 

Østervrå har også fået en nål i kortet på sitet ”Spor i landskabet”, som er en samling vandrestier fordelt over hele landet. – Vi har fået vores MTB-spor registreret hos Spor i Landskabet, og det er i min verden endnu et sted Østervrå bliver nævnt, lyder det fra formanden. 

På siden spor.dk kan alle interesserede få mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden. SPOR i Landskabet har eksisteret siden 1997. Østervrå finder du her: spor.dk/ostervra 

Østervrås MTB-spor er også med i den folder Frederikshavn Kommune udgav i 2020 med oversigt over vandrestier og cykelruter i kommunen.  Du kan også kigge ind på Frederikshavn-kortinfo, her finder du bl.a. en oversigt over ruter og friluftsfaciliteter i kommunen. 

Generalforsamling
Østervrå Borgerforening afholder sin årlige generalforsamling torsdag den 10. juni i Østervrå Kulturhus.

ÅB

Populære artikler