Home Blog Page 74

Generalforsamling i Flauenskjold Varmeværk

0

Torsdag i sidste uge afholdt Flauenskjold Varmeværk generalforsamling i Flauenskjold Kulturhus.

Formand Torben Larsen kunne byde 40 forbrugere velkommen til den 63. generalforsamling i værkets historie. Per Dyg blev valgt til dirigent.

Formand Torben Larsen aflagde beretning.

Torben kunne fortælle at varmeværket tæller 283 forbrugere, og at vandspildet kører lidt op og ned. Det er derfor vigtigt at hver enkelt forbruger holder øje og aflæser måleren regelmæssigt. Et unormalt vandforbrug kunne eksempelvis være tegn på en utæt varmtvandsbeholder.

Forbrugerne fik ros for retur temperaturen, som er faldet med 3 grader.

Man er lige nu i gang med at udskifte samtlige målere. De nye målere koster 850.000 kr. plus godt 100.000 kr. i opsætning. De nye målere skulle kunne holde i 16 år.

Herudover kunne formanden berette at varmeværket har pumpet 5.678 mw ud, hvoraf de 4.250 mw er solgt til forbrugerne. Det giver et varmetab på 25%, hvilket svarer til normalen.

Solfangerne har produceret 1.550 mw og motoren har kørt 120.000 timere produceret el svarende til 325 mw samt varme på 485 mw.

Motoren har i kroner og øre genereret el-salg for 1,3 mio. kr. i sidste regnskabsår mod 441.000 kr. året før.

Den gode økonomi har gjort at den endelige afregningspris for 2024/2025 blev nedsat fra de budgetterede 750 kr. til 650 kr. pr. kwh.

Man kunne i øvrigt fremlægge en statistik der viser at ud af 16 vendsysselske varmeværker ligger Flauenskjold lige midt i feltet hvad angår varmeprisen. 

Torben kunne således konstatere, at man godt kan være varmeprisen i Flauenskjold bekendt.

Med hensyn til ønsker for fremtiden, så kunne bestyrelsen godt tænke sig en større akkumuleringstank samt en ny motor. en investering til ca. 3. mio. kr. Der sættes derfor penge til side til denne investering.

Til slut takkede formanden varmemester Peter Gilbak og bogholder Kirsten Christensen samt den øvrige bestyrelse for samarbejdet i det forgangne år.

Revisor Per Dyg fremlagde det reviderede regnskab der udviste et overskud på kr. 658.000. Et meget flot resultat som Per Dyg også roste bestyrelsen for.

Egenkapitalen var pr. 30. september 2025 på kr. 1.334.000 med en balancesum på kr. 16.380.000.

Per Dyg fremlagde herefter budgettet for indeværende år. Budgettet udviser et 0 resultat med en uændret varmepris på 650 kr. pr. mwh.

Erik Frederiksen og Niels Neergaard blev genvalgt til bestyrelsen for en 3 årig periode. Herudover består bestyrelsen af Claus Drejer, Brian Andersen samt Torben Larsen.

Poul Lyhne og Rune Birk blev valgt som suppleanter.

Revisionsfirmaet Beierholm blev genvalgt som revisor.

Under eventuelt blev der spurgt til varmeværkets hjemmeside og annoncer i avisen da Østvendsyssel Folkeblad fra nytår bliver en afhentningsavis.

Herefter sluttede generalforsamlingen med stegt flæsk til de fremmødte.

Tekst og foto: IS

Vellykket kommunalvalg

0

Set med lokale briller blev det et særdeles vellykket kommunalvalg i Flauenskjold, idet både Dennis Kvesel og Danny Rosenkilde, via flotte personlige stemmetal, blev valgt til det nye byråd for Brønderslev Kommune.

På valgstedet i Flauenskjold var der 959 stemmeberettigede, hvoraf 706 afgav en gyldig stemme, hvilket gav en flot stemmeprocent på 74.

Til sammenligning stemte 689 ud af 1.026 stemmeberettigede ved valget i 2021, hvilket kun var en stemmeprocent på 66.

Det, der blev udslagsgivende for det flotte lokale valg, skal dog ses i lyset af, at hele 414 stemmer blev i byen mod kun 235 ved valget for 4 år siden.

Dennis Kvesel, Venstre, blev valgt til byrådet som nr. 4 på listen med 388 personlige stemmer, hvoraf hele 271 blev opnået på valgstedet i Flauenskjold.

Danny Rosenkilde, som var spidskandidat for Dansk Folkeparti, blev valgt til byrådet som nr. 20 med 435 personlige stemmer, hvoraf de 143 var fra Flauenskjold.

Efter at det nye byråd har konstitueret sig, er der faldet følgende poster af til vores to lokale kandidater.

Dennis bliver formand for Klima- og Beredskabsudvalget samt Grundlisteudvalget. Herudover bliver han medlem af Teknisk Udvalg, samt bestyrelsen for Fonden Hjallerup Er­hvervs­park. Endelig fortsætter han sandsynligvis som gruppeformand for Venstres byrådsgruppe.

Danny får sæde i Teknisk Udvalg og Ældre- og Sundhedsudvalget samt en plads i Handicaprådet. 

Danny er endvidere valgt til at forhandle for DF i KKR under Kommunernes Landsforening.

Det bliver spændende at følge vores lokale kandidater i deres arbejde i det nye byråd.

Der hersker dog ingen tvivl om, at vi, som lokalområde, står stærkt rustet i de kommende 4 år.

IS ν

Fotos: Privat

At vælge den rette størrelse

0

At finde frem til de helt rigtige sengemål er en vigtig beslutning, som har stor betydning for både komfort og søvnkvalitet. Mange vælger seng uden at tænke nærmere over størrelsen og ender med en model, der enten føles for trang eller fylder for meget i rummet. Det rette sengemål skal passe til både kroppens behov og soveværelsets dimensioner. Sover man alene, kan en mindre seng ofte være tilstrækkelig, men deler man seng med en partner, bliver ekstra bredde hurtigt afgørende for en uforstyrret nattesøvn. Samtidig spiller højden også ind – er man høj, kan det være nødvendigt med en længere seng end standardmålet på 200 centimeter. Ved at tage sig tid til at afklare sine behov fra starten undgår man at gå på kompromis med komforten i mange år frem.

Pladsbehov og indretning
Når man overvejer sengemål, bør soveværelsets indretning tænkes med i beslutningen. En meget stor seng i et lille rum kan få området til at virke trangt og gøre daglig bevægelse besværlig. Der skal være plads til at komme rundt om sengen, åbne skabe og anvende sengeborde uden problemer. Det er også værd at tage højde for døre, vinduer og radiatorer, så sengen ikke blokerer naturlig gang eller lysindfald. Omvendt kan en for lille seng i et rummeligt soveværelse se forkert ud og give en fornemmelse af manglende balance i indretningen. Den rette størrelse bidrager derfor til både funktionalitet og æstetik. Ved at måle rummet nøjagtigt og eventuelt lave en simpel skitse over møbleringen kan man visualisere, hvordan forskellige sengestørrelser vil fungere i praksis.

Komfort og langtidsglæde
Komforten er det vigtigste argument for at vælge korrekt sengemål. En seng med passende bredde giver mulighed for at bevæge sig frit uden at vække sin partner, mens den rette længde sikrer, at kroppen kan strækkes naturligt ud. Over tid kan en for lille seng føre til dårlig søvn, spændinger i kroppen og generel uoplagthed. Omvendt skaber en seng med ideelle mål bedre hvile og mere overskud i hverdagen. Når man investerer i en ny seng, er det en langsigtet beslutning, der ofte påvirker ens søvn i 8–10 år eller mere. Derfor er det værd at bruge ekstra tid på at finde frem til netop de mål, der passer perfekt til ens behov. Den rette størrelse giver ikke blot bedre søvn, men også større tilfredshed med købet i mange år frem.

Juletræsfest med lokal sponsorstøtte gjorde stor lykke hos de kommunale dagplejere

0

De kommunale Dagplejere kunne byde velkommen til årets Juletræsfest med ekstra stor glæde. Takket være et lokalt sponsorat, kunne dagplejerne invitere til et gratis arrangement, og næste års Juletræsfest er også sikret. 

Østervrå Kulturhus genlød forleden af både julestemning og sang til De kommunale Dagplejeres Juletræsfest, som atter en gang nød stor opbakning fra forældre, bedsteforældre og oldeforældre. 

I år kunne dagplejerne byde ekstra varmt velkommen. Købmand Allan Jensen fra MENY Østervrå havde nemlig henvendt sig med en glædelig overraskelse: et sponsorat på 5.000 kroner fra KFI Erhvervsdrivende Fond øremærket til juletræsfesten. En uventet og glædelig overraskelse, der betyder rigtig meget. – Det betyder, at vi i år kan invitere til et helt gratis arrangement, og samtidig er næste års Juletræsfest sikret, fortæller en storsmilende dagplejer Joan Jensen.  

Joan indledte med at byde alle velkommen til festen, og opfordrede herefter alle til at være med til at kalde på Nissemor. Hun dukkede heldigvis op og fik, med sin altid dejlige måde at være på, børn og voksne rundt om juletræet til både at synge og lege flere populære jule- og børnesange. På den måde blev hele selskabet motioneret på en både sjov og hyggelig måde. 

Da trætheden begyndte at melde sig, hentede Nissemor en stor sæk, som Julemanden havde stillet ude i gangen. Til stor begejstring for de små gemte sækken på en gave til hvert barn. Bagefter blev der hygget ved bordene med æbleskiver, saft, kaffe, pebernødder og mandariner, mens snakken gik på kryds og tværs.

Inden festlighederne sluttede af, kom Nissemor endnu en gang forbi – denne gang med en godtepose til hvert barn, og det var også populært. 

Godt mætte af oplevelser og julelækkerier trængte alle genererationer vist til en middagslur, mens de kunne ligge og drømme om en dejlig og varm julestemning. 

ÅB

Det kommende regionsråd har konstitueret sig

0

Det kommende regionsråd for 2026-2029 har på et møde 4. december 2025 konstitueret sig. 
Mads Duedahl (V) fortsætter som regionsrådsformand, og derudover er der fordelt poster i kommende udvalg og de to sundhedsråd. 

Det kommende formandskab i Nordjylland
Regionsrådet for 2026-2029 har holdt konstituerende møde 4. december 2025.

Mads Duedahl (V) er blevet genvalgt som regionsrådsformand. 1. næstformand er Gitte Bundgaard (Æ) og 2. næstformand er Lene Linnemann (F).

På mødet blev der også sat navne på de regionale medlemmer af de to nye sundhedsråd, Sundhedsråd Limfjorden og Sundhedsråd Vendsyssel, samt Forretningsudvalget, Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, Udvalg for Anlægs- og Digitaliseringsprojekter og Udvalg for Implementering af 10-årsplanen på Psykiatriområdet.

Fordeling af poster i sundhedsråd og udvalg

Forretningsudvalget
Formand: Mads Duedahl (V)

Næstformand: Gitte Bundgaard (Æ)

Øvrige medlemmer: Arne Boelt (A), Anna Kirsten Olesen(A), Susanne Flydtkjær (Ø), Marianne Mulle Jensen (B), Lene Linnemann (F), Pia Buus Pinstrup (C), Per Larsen (C), Peter Therkildsen (V) og Mette Hardam (V).

Sundhedsråd Limfjorden

Formand: Pia Buus Pinstrup (C)

Næstformand: Gitte Bundgaard (Æ)

Øvrige medlemmer: Jakob Dyrman (V), Ib Madsen (O), Kenneth Hammer (I), Lærke Holm Sø (V), Lina Hundebøll Jespersen (V), Hanne Korsgaard (A) og Torben Ringe Christensen (A) samt yderligere otte medlemmer valgt af kommunerne.

Sundhedsråd Vendsyssel
Formand: Mogens Gade (V
Næstformand: Kirsten Morild Andersen (A)

Øvrige medlemmer: Arne Boelt (A), Lene Linnemann (F) og Anne Honoré Østergaard (V) samt yderligere fire medlemmer valgt af kommunerne.

Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse
Medlemmer: Poul Kristensen (A), Jakob Dyrman (V), Hanne Korsgaard (A), Peter Therkildsen (V), Susanne Flydtkjær (Ø), Anne-Sofie Overgaard (F), Kenneth Hammer (I), Per Møller (C) og Gitte Bundgaard (Æ).

Udvalget konstituerer formand og næstformand på første udvalgsmøde.

Udvalg for Anlægs- og Digitaliseringsprojekter
Formand: Marianne Mulle Jensen (B)

Næstformand: Kenneth Hammer (I)

Øvrige medlemmer: Ib Madsen (O), Anne-Sofie Overgaard (F), Anne Honoré Østergaard (V), Mette Hardam (V), Per Møller (C), Poul Kristensen (A) og Torben Ringe Christensen (A).

Udvalg for Implementering af 10-årsplanen på Psykiatriområdet
Formand: Line Linnemann (F)

Næstformand: Ib Madsen (O)

Øvrige medlemmer: Susanne Flydtkjær (Ø), Anna Kirsten Olesen (A), Kirsten Morild Andersen (A), Peter Therkildsen (V) og Lærke Holm Sø (V).

Nyt byråd i Hjørring Kommune er konstitueret

0
Hjørring Byråd 2026 Foto: Hans Ravn

Hjørring Kommunes byråd for perioden 2026-2029 har fordelt borgmesterposten, viceborgmesterposter samt pladserne i Økonomiudvalget og de stående udvalg.

Byrådet har konstitueret sig med Søren Smalbro (V) som borgmester. Per Møller (C) er 1. viceborgmester, og Mai-Britt Beith (A) er 2. viceborgmester. Derudover er følgende udvalg sammensat:

Økonomiudvalget
Søren Smalbro (V)
Per Møller (C)
Lone Olsen (V)
Mette Jensen (C)
Frode Larsen (O)
Andreas Huus Andersen (Æ)
Ellen Raunsmed (F)
Mai-Britt Beith (A)
Thomas Klimek (A)
Gry Bruun Nielsen (B)
Holger Kjærgaard (Ø)

Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget
Per Møller (C)
Christian Engen (V)
Michael Engbjerg (V)
Mette Jensen (C)
Frode Larsen (O)
Annette Dyrbye Jensen (Æ)
Line Kraghede Jensen (A)
Pernille Buhelt (A)
Holger Kjærgaard (Ø)

Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget
Lone Olsen (V)
Mathias Holger Nielsen (C)
Mia Povlsen (C)
Claus Mørkbak Højrup (V)
Christian Engen (V)
Henrik Taagaard (A)
Sven Bertelsen (A)
Julie Vinther (A)
Erik Høgh-Sørensen (VL)

Teknik- og Miljøudvalget
Søren Homann (C)
Lars Peter Høgh (V)
Betina D. Jensen (V)
Martin Kirkholm Braun (C)
Jørgen Bing (F)
Tim Jensen (A)
Henrik Taagaard (A)

Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget
Ellen Raunsmed (F)
Andreas Huus Andersen (Æ)
Betina D. Jensen (V)
Daniel Vestergaard (C)
Martin Prentow (A)
Line Kraghede Jensen (A)
Gry Bruun Nielsen (B)

Formands- og næstformandsposter for de stående udvalg besluttes ved udvalgenes konstituerende møder.

Om Hjørring Kommune
Hjørring Kommune er med sine ca. 63.500 indbyggere den næst største kommune i Nordjylland. Du finder os centralt placeret i Vendsyssel og dermed i centrum af Skandinavien og Nordeuropa. Klik dig videre og bliv meget klogere på Hjørring Kommune.

Julehygge til lands og til vands

0

Der er garanti for julehygge i Voersaa lørdag 13. december, hvor Voersaa Kajakklub står bag det, man roligt kan kalde Vendsyssels største luciaoptog med kajakroere fra hele Nordjylland. Samtidig står Voersaa Kajakklub klar i det store telt med blandt andet gløgg, æbleskiver, pølser og varm kakao med skumfiduser.  For børnene er der mulighed for at lave popcorn over bål, mens de venter på de smukke kajakker, som til lejligheden er pyntet med lyskæder og nissetøj. 

Stensnæsskolens kor vil synge julesange og vil selvfølgelig synge for på Luciasangen, når Julemanden og hans kajakfølge sejler forbi Inderhavnen.

Formand for Voerså Kajak Klub, Brian Mølgaard, er glad for tidligere års flotte opbakning fra lokale og ikke mindst det stigende antal kajakroere. Han er ikke bange for at kalde sejladsen for Nordjyllands største kajak Lucia. – Det er bare en rigtig hyggelig tradition. Sidste år deltog 32, der hver havde brugt deres kreative evner til at udsmykke kajakken, fortæller Brian Mølgaard.

Vaskeriet Neptun øger fokus på bæredygtighed

0
Christian Frederiksen, direktør Vaskeriet Neptun og Thorbjørn Stenholm, Erhvervskonsulent Erhvervshus Nord.

Hos Vaskeriet Neptun i Dybvad er et forhøjet fokus på bæredygtighed rykket helt ind i vaskerihallen. Virksomheden, som vasker tekstiler for erhvervskunder, arbejder målrettet på at bruge mindre energi og samtidig styrke sin miljøprofil.

Baggrunden for Neptuns initiativer er flere ting: stigende energiudgifter, skær­pet konkurrence og kun­der­nes øgede krav om bære­dygtighed. For at imødekomme de udfordringer, har Neptun igangsat flere indsatser, der skal gøre driften mere energieffektiv og miljøvenlig.

Med hjælp fra netværket AddSmart – en europæisk digital innovationshub, der støtter virksomheder med digitalisering og smarte løsninger – og Erhvervshus Nord har vaskeriet fået tilknyttet universitetsstuderende, som har analyseret energiforbruget og foreslået nye løsninger. Derudover, har Neptun fået støtte til at søge midler til energiscreeninger og til at undersøge mulighederne for at genanvende tekstilrester.

”Det har været en stor fordel at få studerende ind og se på vores processer. De kommer med ny viden og ser ting, vi selv overser i hverdagen,” siger Christian Frederiksen, Direktør hos Vaskeriet Neptun.

Indsatsen handler især om at finde konkrete, energibesparende løsninger, som kan mærkes både på driften og i klimaregnskabet.

”Kunderne efterspørger i stigende grad en skarp miljøprofil. Ved at arbejde henimod at reducere energiforbruget og dokumentere vores indsats, står vi stærkere i markedet,” lyder det videre fra Christian Frederiksen.

Erhvervshus Nord har bidraget med at finde samarbejdspartnere og vejlede i mulighederne for støtte og lovgivning.

”Vi hjælper virksomheder som Vaskeriet Neptun med at gøre bæredygtige initiativer konkrete og værdiskabende. Det handler om at finde løsninger, der både gavner miljøet og forretningen,” siger Thorbjørn Stenholm, Erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord.

Om Erhvervshus Nord

Erhvervshus Nord er et erhvervskontor, der drives af de tre erhvervsforeninger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, som til sammen har omkring 570 medlemsvirksomheder, og Frederikshavn Kommune, der yder økonomisk støtte. Husets specialiserede konsulenter yder rådgivning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet.  Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet.

En uventet gave gav ekstraordinær juleafslutning hos KFUM-spejderne i Østervrå

0

Takket være en helt uventet økonomisk håndsrækning fra en lokal ”julemand” kunne de grønne KFUM-spejdere i Østervrå i år invitere til en ganske særlig juleafslutning med gratis aftensmad i Spejderhytten med deltagelse af hele 80 børn og voksne. 

Spejderne fik for nylig en virkelig glædelig overraskelse, da købmand Allan Jensen fra Meny i Østervrå henvendte sig med et ønske om at støtte med 5.000 kroner fra KFI Erhvervsdrivende Fond. – Det var en helt uventet og meget dejlig før-julegave at få, her lige før vores juleafslutning, fortæller spejderleder Heidi Knøsen. I første omgang tænkte vi: Jamen, så mange æbleskiver kan spejderne slet ikke spise! Men efter at have sundet os lidt blev vi enige om, at der i år ikke skulle være nogen begrænsning på antallet af deltagere. Spejderne kunne invitere hele familien med til gratis flæskesteg med hele svineriet.

Invitationen blev mødt med stor begejstring, og hurtigt var 80 spejdere, forældre og søskende tilmeldt. Selvom Spejderhytten blev fyldt til sidste siddeplads, var stemningen høj, og aftenen udviklede sig til en både ekstraordinær og stemningsfuld afslutning på spejderåret.

Spejdersangbogen kom flittigt i brug, og den muntre stemning steg yderligere under en alternativ pakkeleg, hvor deltagerne iført stort halstørklæde og grillhandsker skulle forsøge at åbne pakker med kniv og gaffel – til stor morskab for alle.

Det blev en aften præget af højt humør, fællesskab og julestemning. Nu holder spejderne juleferie frem til første mandag i februar, og i den mellemliggende periode lægger lederne planer for den nye sæson, som står på nye spejderaktiviteter og sikkert også lejrture. 

ÅB

Pakkespil gav smil og latter i Østervrå Kulturhus

0

Østervrå Seniorer havde i sidste uge inviteret til julehygge og pakkespil. Det blev en rigtig livlig og munter eftermiddag, hvor julestemningen spredte sig i Østervrå Kulturhus, mens terningerne rullede og pakkerne skiftede hænder. 

Måske skulle man overveje at sætte pakkespil på recept, for er der noget, der kan få det gode humør på banen, så er det jagten på seksere for at få del i pakkepuljen. 

Der blev dog lagt ud i et mere roligt tempo med et par julesange, og derefter gløgg og æbleskiver, og det var selvfølgelig også med til at sprede en liflig duft af jul. Bagefter blev der spillet pakkespil, og det gik ikke stille af sig. 

55 deltagere havde fundet vej til det hyggelige arrangement, og de havde hver medbragt en pakke til en beskeden værdi af 30 kr. Alle pakker blev fordelt rundt på bordene i et antal passende til, hvor mange, der sad ved hvert bord. 

I det indledende spil gælder det om at få terningen til at slå seksere, og når alle pakker er fordelt, går spillet for alvor i gang. Et ur stilles til et antal minutter, og så bliver der ellers spillet på livet løs – lige indtil uret ringer. Igen gælder det om at slå seksere, og så må man stjæle hinandens pakker. 

Det er slet ikke pakkens værdi, det drejer sig om, nogle pakker er særligt eftertragtet udelukkende på størrelse, flotte udseende eller facon. Der blev spillet med stort engagement og højt humør, mens pakkerne fløj frem og tilbage på bordene. Gevinster eller ej – alle gik da vist hjem med et stort smil på læberne. 

Julefrokost 
Næste arrangement er julefrokost tirsdag den 9. december, hvor der bliver serveret julemad og Morten Baggesen kommer og spiller og underholder. – Bemærk venligst tidspunktet for arrangementet, lyder det fra Østervrå Seniorer.

ÅB