Home Blog Page 52

Dokumentarfilm om byudvikling og kunst vises i Sæby

0

SÆBY: Igen i år får Sæby mulighed for at være med i filmfestivalen VENDSYSSEL:DOX, hvor der i marts vises otte dokumentarfilm rundt omkring i Vendsyssel. I Sæby vises filmen ”Alle os og siloen” – en dokumentar, der sætter fokus på byudvikling, kunst og lokale fællesskaber.

Filmen er udvalgt, fordi den både kan give indsigt, inspirere og lægge op til en god debat. Inden visningen vil Margaretha Cedergren fra Sæby Scenen sammen med Nana Hyllested fra Sæby Festival give en kort optakt til filmen. Efterfølgende vil de to også være med til at samle op på filmens temaer og perspektivere til lokale erfaringer og tanker om, hvad der kan gøre en by spændende både at besøge og at bo i.

”Alle os og siloen” er en varm og eftertænksom do­ku­­men­tar om sammenhold, forandring og modet til at se nye muligheder i det eksisterende. Filmen følger en gruppe kunstnere og kulturaktører i den lille by Stubbekøbing, hvor en forladt kornsilo på havnen i årevis har delt byen. For nogle er den et grimt levn fra fortiden – for andre rummer den muligheder for fremtiden.

Da ideen opstår om at forvandle siloen til et kunstnerisk vartegn i stedet for at rive den ned, sætter det gang i en livlig debat om byens udvikling, om kunstens rolle og om, hvad der egentlig skaber værdi i et lokalsamfund.

Arrangementet finder sted torsdag den 12. marts på Skovlyst, Kildevej 51 i Sæby. Filmen varer cirka 75 minutter, og arrangørerne håber på en god dialog efter visningen. Efterfølgende vil det være muligt at fortsætte snakken i caféen på Skovlyst, hvor der også vil være musik i højtalerne.

VENDSYSSEL:DOX er en del af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og er udviklet i samarbejde med foreninger og institutioner i Frederikshavn og Hjørring kommuner. Festivalen byder på filmvisninger i blandt andet Løkken, Hirtshals, Hjørring, Tversted, Østervrå, Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Blue IT bliver hovedsponsor i TUI

0

Taars-Ugilt Idrætsforening har indgået en ny treårig hovedsponsoraftale med virksomheden Blue IT. Aftalen giver et vigtigt løft til foreningen og sikrer bedre muligheder for at udvikle aktiviteterne for både børn, unge og voksne.

Støtten fra Blue IT skal blandt andet være med til at forbedre træningsforholdene, investere i nyt udstyr og skabe rammer for nye aktiviteter i foreningen. Hos Taars-Ugilt Idrætsforening er der stor glæde over samarbejdet.

– Vi er både glade og stolte over aftalen. Den giver os ro til fortsat at udvikle foreningen og skabe gode rammer for idrætsglæde og engagement, lyder det fra bestyrelsen.

Blue IT er en lokal IT-virksomhed, som ønsker at støtte det lokale foreningsliv og de aktiviteter, der samler mennesker i lokalområdet. Foreningen ser sponsoratet som en stor anerkendelse af det arbejde, som frivillige, trænere og medlemmer hver dag lægger i klubben.

Som en del af samarbejdet har måltavlen ved den udendørs fodboldbane allerede fået ny beklædning med støtte fra Blue IT. Det giver et flot løft til stadion og skaber endnu bedre rammer omkring kampene for både spillere og tilskuere.

TUI hædrer frivillige og skriver nyt kapitel i klubbens historie

0

TÅRS: Når Taars-Ugilt Id­ræts­forening torsdag den 12. marts 2026 inviterer til den årlige generalforsamling, bliver det ikke blot en aften med beretninger og valg til bestyrelsen. Det bliver også en særlig fejring af de mange frivillige kræfter, der gennem årene har været med til at forme og udvikle foreningen.

Aftenen indledes med fællesspisning, hvor menuen står på stegt flæsk med persillesovs efterfulgt af æblekage.

Inden spisningen inviteres både medlemmer og lokalsamfundet til en officiel afsløring af to nye mindeplader, som fremover vil få en central placering i klubbens faciliteter.

Den ene plade hylder foreningens æresmedlemmer – i alt 21 personer – som gennem tiden har ydet en helt særlig indsats. Den første æresudnævnelse fandt sted i 1987, hvor Svend Åge Nielsen, kendt som “Svejne”, blev optaget som æresmedlem.

Den anden plade viser rækken af modtagere af hæderen “Årets TUI’er”. Titlen blev første gang uddelt i 1989 til Jørgen Buje og gives hvert år til en person, der har leveret en ekstraordinær indsats for foreningen i det forgangne år. I alt 36 personer har modtaget hæderen, og måske kan der allerede efter årets generalforsamling føjes nye navne til listen.

Projektet med de nye mindeplader er blevet realiseret med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel samt en betydelig frivillig indsats fra Lars Christensen og flere af foreningens engagerede hjælpere, kendt som “De Blå Mænd”.

Æresmedlem Ernst Horne, der selv blev udnævnt i 2003, står for den officielle afsløring af pladerne.

Med fondsstøtten er der desuden indkøbt nye pokalskabe, så foreningens mange pokaler fremover kan præsenteres på værdig vis og være synlige beviser på klubbens lange og stolte historie.

Taars-Ugilt Idrætsforening håber på et stort fremmøde til en aften, hvor fællesskabet og de frivillige ildsjæle er i centrum.

Vælgermøde i Præstbro om skolevalg og hjemmepasning

0

PRÆSTBRO: Mandag den 16. marts inviteres der til vælgermøde i klubhuset i Præstbro, hvor fokus er på familier, skolevalg og mulighederne for hjemmeundervisning og hjemmepasning.

Debat om skoleformer
Mødet sætter blandt andet fokus på spørgsmål om retten til at vælge en anden skoleform, og hvordan forholdene er for børn, der ikke trives i folkeskolen. Samtidig vil der blive diskuteret, om hjemmepasning og hjemmeskole bør have bedre vilkår i Danmark.

Arrangørerne opfordrer deltagerne til at møde op og stille de spørgsmål, der optager dem i hverdagen.

Plads til hele familien
Vælgermødet er tilrettelagt med tanke på børnefamilier. Større børn er velkomne til at deltage i samtalen, mens de mindre børn kan lege, mens de voksne deltager i debatten.

Bekræftede kandidater
Flere kandidater har allerede meldt deres deltagelse i mødet. Blandt de bekræftede er Morten Ryom fra Socialdemokratiet, Christina Lykke fra SF, Morten Arvidsson fra Moderaterne og Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Arrangørerne oplyser, at listen over deltagende kandidater løbende kan blive opdateret.

Vælgermødet finder sted i klubhuset i Præstbro, og alle interesserede er velkomne til at deltage.

Friske kræfter overtager Ousen Entreprenør & Maskinstation

0

Der sker et generationsskifte hos den lokale virksomhed Ousen Entreprenør & Maskinstation på Rønbrovej ved Sæby. Efter mange år ved roret har indehaver Thorkild Pedersen valgt at sælge virksomheden, som pr. 1. marts er overtaget af entreprenør Martin Poulsen.

SÆBY: Beslutningen om at afhænde virksomheden blev blandt andet påvirket af både alder og sygdom. Derfor var Thorkild Pedersen ikke længe om at overveje muligheden, da der meldte sig en interesseret køber.

Thorkild Pedersen har ejet og drevet Ousen siden 1990, og gennem årene har virksomheden opbygget et solidt ry i branchen. Firmaet er autoriseret kloakmester og udfører både små og store entreprenøropgaver. Arbejdet foregår primært i Sæby-området, men virksomheden løser også opgaver i resten af Nordjylland.

Den nuværende ejer sender en stor tak til de mange kunder og samarbejdspartnere, som gennem årene har været med til at gøre virksomheden til det, den er i dag.

Selv om virksomheden nu skifter ejer, betyder det ikke, at Thorkild Pedersens mange års erfaring forsvinder fra den ene dag til den anden. Som en del af handlen indgår det, at han i en periode vil hjælpe til i en glidende overgang og bistå den nye ejer med råd og vejledning.

Den nye ejer

Den nye indehaver er 29-årige Martin Poulsen, som er født og opvokset i Østervrå. Trods sin unge alder har han allerede flere års erfaring i branchen. For seks år siden flyttede han til Hugdrupvej ved Dybvad, hvor han etablerede Mellergaard Maskinstation & Entreprenør.

I dag beskæftiger Martin Poulsen én medarbejder i sin egen virksomhed, og med overtagelsen af Ousen vokser medarbejderstaben til i alt syv ansatte.

Flere af medarbejderne i Ousen har været ansat i virksomheden i mange år og har opbygget stor faglig erfaring, fortæller Martin Poulsen, og netop medarbejderne er en vigtig del af virksomhedens styrke, mener han.

– Jeg lægger vægt på at drive firmaet efter det samme gode og anerkendte værdisæt, som Ousen altid er blevet drevet efter, understreger Martin Poulsen.

Maskinstationsdelen fylder i dag kun en mindre del af aktiviteterne i de to virksomheder. Derfor fortsætter virksomheden fremover under navnet Ousen Entreprenør, aut. kloakmester. Firmaet vil fortsat have aktiviteter på de nuværende adresser, og telefonnumrene vil også være uændrede.

Ousen Entreprenør vil fremover fortsætte med at udføre alle gængse opgaver inden for entreprenørbranchen – med fokus på kvalitet, effektivitet og professionelt arbejde.

Generalforsamling i Voerså Borgerforening

0

VOERSAA: Voersaa Borgerforening holder generalforsamling onsdag den 18. marts i Borgerhuset på Ny Skovgaardsvej, hvor alle interesserede er velkomne til at deltage.

Beretninger og valg
På dagsordenen er blandt andet valg af dirigent og referent samt fremlæggelse af bestyrelsens og udvalgenes beretninger. Der vil også blive præsenteret et revideret regnskab, og der skal tages stilling til kontingentet for den kommende periode.

Derudover skal der vælges bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. På valg er Birgitte Mathiasen, Annette Rønde Gaarde, Mogens Berg og Jørgen Engbjerg. Der skal også vælges revisorer.

Forslag og nye idéer
Under punktet eventuelt vil der blandt andet blive talt om planerne om nye byporte eller skilte ved de fire indgange til Voersaa. Projektet er tidligere blevet besluttet på en generalforsamling, og nu efterlyses der forslag til motiver, som kan knytte sig til byen.

Borgerforeningen byder på et let traktement under generalforsamlingen.

Forslag til behandling på dagsordenen skal indsendes skriftligt senest syv dage før.

Folkekirkens Nødhjælp samlede 12,5 millioner ind

Søndagens Sogneindsamlings resultat overgik forventningerne med 1,5 million kroner, oplyser Folkekirkens Nødhjælp efter dagens store landsindsamling.

Omkring 12.000 danskere gik i søndags på gaden for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling. Overalt i landet havde unge som gamle snøret skoene og taget en indsamlingsbøsse i hånden, og resultatet var imponerende: Tilsammen kom de hjem med 12,5 millioner kroner i indsamlingsbøsserne. Det viser en prognose søndag aften. 

”Vi er superglade for det stærke resultat. Landet over er de frivillige blevet mødt af en enorm givervilje og åbne arme. Det er tydeligt at mærke, at danskerne er påvirkede af de mange krige, der i disse måneder sender millioner af mennesker på flugt rundt om i verden. Folk vil virkelig gerne hjælpe,” fortæller generalsekretær Jonas Nøddekær fra Folkekirkens Nødhjælp.  

Organisationen havde på forhånd forventet at samle omkring 11 millioner kroner ind. Dermed overgår årets indsamling alle forventninger. 

”Det her er i høj grad en holdindsats. Først og fremmest takket være de mange morgenfriske indsamlere, som har brugt deres søndag på at gøre verden en lille smule bedre. Og ikke mindst de mange frivillige, der i ugevis har lagt et enormt arbejde i at få indsamlingen op at stå i lokalsamfund over hele landet. Det gør mig både glad og stolt at se, hvad vi kan udrette sammen,” siger generalsekretær Jonas Nøddekær. 

En vigtig indsamling 
Pengene fra årets indsamling går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i krigs- og katastrofeområder som Gaza, Ukraine og Sydsudan. Helt konkret vil midlerne blandt andet blive brugt på mad, rent vand og varme tæpper. 

”Midt i en valgkamp, hvor der bliver diskuteret nedskæringer i udviklingsbistanden, har danskerne i dag sendt et klart signal: Vi skal ikke vende verden ryggen. Der er fortsat stor opbakning til at hjælpe verdens fattigste. Det er virkelig stærkt,” siger generalsekretær Jonas Nøddekær. 

Hvis du ikke var hjemme til at tage imod indsamlerne i søndags, kan du stadig donere til den digitale indsamling i de kommende dage på www.nødhjælp.dk/indsamling.

Også i Torslev-Østervrå
Selvom fremmødet af indsamlere var lidt sløjt i Østervrå i år, formåede de kun seks indsamlere, der tog turen i dele af sognet dog at samle 10.803 kr. ind, hvilket da er et ret flot gennemsnit pr. bøsse.

Det Sociale Pitstop udvider til Skagen og Sæby

0

Det Sociale Pitstop gør det nu lettere at få gratis rådgivning. Tilbuddet udvider åbningstiderne og åbner i både Sæby og Skagen

SÆBY: Endnu flere borgere får nu let adgang til gratis og åben rådgivning. Det Sociale Pitstop udvider til både Skagen og Sæby. Samtidig udvides åbningstiderne i Frederikshavn. Udvidelsen styrker den forebyggende indsats i hele Frederikshavn Kommune.

– Vi er glade for at komme tættere på borgerne med Det Sociale Pitstop. Vi er en langstrakt kommune, og nogle borgere har svært ved at komme til Frederikshavn, siger Rikke Møller, faglig leder i Socialmyndighed i Frederikshavn Kommune.

Det Sociale Pitstop er for voksne over 30 år samt borgere på førtidspension, der står i en svær periode i livet. Det kan for eksempel handle om økonomi, ensomhed, helbred eller behov for hjælp i kontakten til myndighederne.

– Det betyder meget, at flere får adgang til det gode, forebyggende tilbud, som Pitstop er. Det er ofte her, vi kan hjælpe borgere med små bump på vejen, før de vokser sig større, fortæller Rikke Møller.

Det Sociale Pitstop kræver ingen forudgående tidsbestilling. Du kan møde op direkte eller ringe og aftale en tid.

Købmandsprojekt ind i ny fase

0

FLAUENSKJOLD: Efter et velbesøgt møde i december har arbejdsgruppen arbejdet videre med projekt ”Ny købmand i Flauenskjold”.

Der er stadig tale om en ubemandet butik, bygget op om konceptet ”Smartshop 24-7”.

For at kunne realisere projektet, søger arbejdsgruppen nu om minimum kr. 150.000 til etablering af grund, elinstallationer mv. 

På mødet i december kunne arbejdsgruppen melde at finansieringen på kr. 100.000 til depositum var på plads.

Som det ses er der med pæle allerede sat af til den bygning der skal huse købmandsforretningen.

Det bliver spændende at følge projektets fortsatte udvikling, selvom ambitionerne om en ny butik inden påske nok ikke er realistisk, så kan man da håbe at borgerne i Flauenskjold henover sommeren igen vil kunne gøre deres daglige indkøb i egen by.

Tekst og foto: IS

Generalforsamling i Try-Thorshøj Boldklub

0

THORSHØJ: Try-Thorshøj Boldklub indkalder til ordinær generalforsamling torsdag den 19. marts i Thorshøj Klubhus. 

På generalforsamlingen vil dagsordenen følge klubbens vedtægter. Her vil medlemmerne blandt andet få mulighed for at høre om klubbens arbejde og aktiviteter samt drøfte fremtiden for foreningen.

Eventuelle forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal afleveres til formanden senest syv dage før mødet.

Bestyrelsen håber på et godt fremmøde til en aften, hvor medlemmerne kan mødes og være med til at præge udviklingen i Try-Thorshøj Boldklub.