Home Blog Page 470

Flot indsats af Dybvad IK Atletik

0

Ti aktive og fem ledere/forældre fra Dybvad IK deltog for første gang i Danmarks største ungdoms-stævne i atletik, Tårnby Games 2017, arrangeret af Amager Atletik Club.

Det blev en rigtig god oplevelse både socialt og på atletikbanerne, hvor der blev opnået masser af flotte resultater af Dybvad IKs aktive med hele 11 medaljer. Det gav Dybvad IK en placering som nummer 10 blandt 56 deltagende klubber ved stævnet, der havde ca. 900 deltagere fra Sverige, Norge og Danmark incl. Færøerne. Dybvads aktive satte hele 18 personlige rekorder (PR) og 2 tangeringer.

Hos 10-11 årige piger blev det til 2 personlige rekorder af Alberte Rasmussen, der med kraftige forbedringer i kuglestød (7.48 m) og boldkast (29.70 m) blev belønnet med to bronzemedaljer i kamp med henholdsvis 24 og 29 deltagere. I samme aldersklasse var der også PR i kuglestød til Orinta Astrauskaite og Freja Nielsen med henholdsvis 6.02 m og 5.67 m som nr. 8 og 10 i det store felt. Orinta tangerede også sin PR, da hun i højdespring blev nummer 5 med 1.10 m.

I klassen for de 14-15 årige piger fik Sophie Ingenuus sine bedste resultater i hammerkast som nummer 6 med 19.86 m og spydkast, hvor Sophie var tæt på præmieskamlen med en fjerdeplads efter et kast på 28.74 m. Begge resultater var PR.

Signe Lisborg og Sigrid Scholten havde skrappe konkurrenter hos de 16-17 årige. Det blev dog til en enkelt medalje, da Signe i kuglestød satte PR med 9.27 m og fik bronze. Signe var tæt på endnu en medalje, da hun efter en tangering af PR i højdespring med 1.50 m blev nummer 4 med samme resultat som bronzevinderen. Sigrid var tæt på bronze, da hun med PR på 25.62 m blev nr. 4 i diskoskast. Også Sigrids kuglestød med 9.10 m og spydkast med 25.12 m var PR.

Det blev Dybvad IKs drenge, der blev de store medaljeslugere. Klubben eneste guldmedalje blev vundet af Emil Nielsen, der vandt en suveræn sejr i kuglestød med fine 10.13 m. Emil fik sølv i 60 m hækkeløb, hvor 12,30 sekunder var PR. Et fint længdespring på 4.02 m gav en femteplads. Emil var på forhånd seedet til at vinde boldkast, hvor han var tilmeldt med et kast på 50 m, hvilket var 5 m længere end næstbedste tilmelding. Emil blev desværre ikke dus med en glat tilløbsbane og måtte ”nøjes” med bronze efter 44.60 m. Andenpladsen og dermed sølv gik overraskende til Emils klub-kammerat, Mikkel Bonde Beck, der satte PR med 45.28 m. Flot af Dybvad IK med 2 medaljer i det store felt på 24 deltagere. Mikkel fik endnu en medalje, da han i kuglestød kom på præmieskamlen sammen med Emil efter endnu en PR på 8.57 m. Mikkel gjorde det også fint i højdespring, hvor ny PR med 1.20 m gav en femteplads.

Dybvad IKs største medaljesluger blev ikke helt uventet Jelmer Scholten med 3 medaljer. Jelmer afsluttede Dybvad IKs deltagelse i Tårnby Games søndag eftermiddag med en andenplads og dermed sølv i 200 m med 28.16 sekunder. Det blev til endnu en sølvmedalje, da Jelmer satte endnu en PR ved at løbe 600 m på 1.42.94. I 80 m forbedrede Jelmer i et indledende heat sin PR klækkeligt  fra 11.78  til 11.21 sekunder. I finalen fik tiden endnu et nøk til 11.5 som nummer 4. Også i diskoskast var Jelmer tæt på, da han med ny PR på 25.28 blev nummer fire. Det blev dog til endnu en medalje, da Jelmer i spydkast satte endnu en flot PR med 32.77 m og blev treer og dermed bronzevinder.

Alt i alt en meget flot indsats af Dybvad IKs trup. Næste store opgave bliver Sävedalsspelen i Göteborg om knap 4 uger. Arrangør er her Dybvad IKs venskabsklub, Sävedalens AIK.

Dagplejens Dag med de bedste gæster

0

En gang om året viser de kommunale dagplejere over hele landet flaget for at slå et slag for deres lille trygge enhed. I Østervrå var der igen god opbakning fra de absolut bedste gæster – far, mor, bedsteforældre og oldeforældre.

Feststemning var der lige fra dagens begyndelse med kaffe, saft og kagemand. Kagen, kaffen og saften var en god ballast til den forestående bytur, hvor alle gik i optog gennem udvalgte gader. Turen gik bl.a. forbi Østervrå Ældrecenter, hvor der først blev sunget et par sange, og bagefter blev der tid til at snakke lidt med nogle af beboerne. Det var også rigtig svært at stå for de små poder, der alle var udstyret med fine kasketter.

Gåturen var også en slags opvarmning til en udfordring på Multibanen, hvor de små scootere stod klar til det store ræs. Et virkelig hit hos børnene, der kastede sig ud i en drabelig dyst, og på sidelinjen blev der heppet af gæsterne. Alle anstrengelserne gav en god og sund appetit på dagens menu af pastasalat, pølsehorn og frikadeller, som forældrene havde været så søde at sørge for.

Ovenpå så mange sindsbevægelser og yndlingsretterne var der brug for en god lang middagssøvn til de yngste, og måske har de ældste generationer også sneget sig til at få en lille lur på sofaen, da de kom hjem?

En virkelige god formiddag, der som det eneste lille skår i glæden godt kunne have tænkt sig lidt bedre vejr, slutter de kommunale dagplejere.

ÅB

Foto: Søren Ejstrup Brunse

Dybvad klar med Open By Night og Dyrenes Dag

0

Det foregår  fredag den 9. juni  med masser af gode tilbud i butikkerne som altid og der vil være boder i gaderne med spændende tilbud – i den forbindelse kan det lige nævnes, at man kan købe en stadeplads til den aften ved at henvende sig til handelsstandsforeningen senest 25. maj.

Der kommer live musik i gaden  med  The  Irish  Waterfalls og for første gang laver man i Dybvad  et Veterantræf, som man håber på – bliver en årlig tradition, så hermed en opfordring til alle, der ejer en veteranbil eller traktor eller motorcykel: Kom og vis jeres yndlingskøretøj frem ved Open By Night.

Der bliver mulighed for  udendørs spisning v. Dybvad Kro og Dybvad Boldklub sælger pølser m.m.  i gaden  hele aftenen.

For børnene bliver der mulighed for at grave efter diamanter i sandet og der bliver ballondart, hvor man kan  vinde gavekort  til byens butikker.

Selv om der er et stykke tid til endnu, så sæt endelig aftenen af  allerede – opfordrer man fra Dybvad Handelsstandsforenings side –  og der kommer naturligvis mere her i avisen, når  tiden nærmer sig.

Et arrangement, der er meget tættere på – også arrangeret af Dybvad Handelsstandsforening er Dyrenes Dag – der foregår lørdag d. 20. maj.

Det er arrangeret i samarbejde med DLG  og foregår på deres område og her skal lige nævnes at  i tilfælde af dårligt vejr,så kan man rykke ind i hallen hos  DLG.

Der har været omtale af det flotte program for dagen men her lige et par nye ting, som er kommet til.

Som man skriver så er trækplastret børnedyrskuet med efterfølgende præmieoverækkelse men her til kommer, at Dybvad-spejderne laver pandekager på bål og  der er mulighed for at malke en ko  og klappe et får – og samtidig er der ponyridning og en spændende  kørebane på pladsen.

Skæve rideklub kommer og laver opvisning i dressur og TREC, der er agiliti  for heste og selvfølgelig er der en hel masse dyr at se på og komme tæt på den dag  og  der er  mulighed for at købe kaffe, kage og pølser og vand på stedet – altsammen på Dyrenes Dag  i Dybvad – en dag for hele familien.

Jo-Jo

Dagpleje – tryghed for børn

0

Det var mottoet  ved starten på Dagplejedagen for   præcis 25 år siden da den første fejring af dagen fandt sted. Det er altid på den 2. onsdag i maj.

Dette år var ingen undtagelse – de kommunale dagplejere  fra Hørby / Dybvad havde valgt igen i år – at besøge Dybvad Ældrecenter og fejre dagen sammen med beboerne der.

De ankom til centret med barnevognene festligt pyntet med bøgegrene og de havde også balloner med.

Dagen blev til noget ganske særligt både for børn og voksne, idet dagplejerne havde inviteret  borgmester Birgit Hansen til at være med.

Endnu bedre blev det, da det viste sig, at borgmesteren havde taget is med til alle og så havde hun borgmesterkæden på – og det sker kun ved særlige lejligheder, fortalte Birgit Hansen.

Borgmesteren holdt en lille tale i dagens anledning og sagde bl.a. at det altid er en glæde, når børn og ældre mødes og hygger sig på Dagplejedagen og hun takkede i samme forbindelse både dagplejerne for invitationen og også Hyggeholdet på Ældrecentret, der var til stede og gav en hånd med.

Dagplejebørnene sang for beboerne og derefter var der kagemand og kaffe og saftevand til alle og nogle af de nyudsprungne bøgegrene kom i vaser og sat på bordene for at gøre dagen endnu mere festlig.

Jo-Jo

Udlandstur scorede både sportsligt og socialt

0

To ungdomshold fra ØVI/TTB tilbragte fem tætpakkede dage med fodboldoplevelser og socialt samvær i Polens spa-hovedstad Kołobrzeg.

Påskeferien har i flere år været øremærket til en udlandstur for de ældste ungdomshold i Østervrå IF og Thorshøj IF. Denne gang var det U17 drenge og U18 pigers tur til at komme afsted. I modsætning til tidligere års turnering i Holland havde man i år valgt en helt ny destination med træningslejr i byen Kołobrzeg i Polen. Træningslejren havde den fordel, at alle aktiviteter hele ugen var samlet på det store sportskompleks Milienium, bl.a. med de nyeste fodboldfaciliteter testet og brugt af det danske A-landshold i 2012.

Programmet var tæt pakket med oplevelser, træningspas og kampe. Første oplevelse var en rundvisning i byen sammen med tidligere landsholdsspiller Ole Skouboe, som er tilknyttet som sportsambassadør for Kołobrzeg. Rundvisningen sluttede på byens stadion, hvor en vigtig kamp skulle spilles.

Sportslig succes
Fem træningspas og tre kampe tilrettelagt i ”Erik af Pommern Turneringen” – to til drengene og en kamp til pigerne. – Lokalt var der gjort meget ud af besøget.

Drengene mødte de lokale helte Korzystno ks Mustang, som de slog 2-1 i begge opgør. Pigerne mødte MKS Hattrick Kołobrzeg. De var noget betænkelige ved, hvilken modstand, de skulle møde, men forestillingen om de polske kæmper blev allerede kort inden i kampen manet til jorden. Niveauforskellen var overbevisende, og danskerne gjorde rent bord med en 6-0 sejr.

Til hver kamp havde vi til opgave, at udpege en spiller fra modstanderholdet til at være kampens spiller. Kampens spiller fik overrakt vores klubtrøje med logoer fra ØVI og TTB.

– Byens borgmester lagde vejen forbi, for at sætte kampene i gang, samtidig med, at han understregede, hvor glade de var for, at vi havde valgt lade vores tur foregå i Kołobrzeg, fortæller træner Emma Irgend.

Efter nogle gode dage, hvor træning og kampe havde været i højsædet, var det tid til at være sammen om noget andet. – Sidste aften foregik på et nærtliggende hotel, hvor vi skulle tage kegler, – vi bowlede i godt to timer, hvorefter turen atter gik retur til Milienium.

Stort forarbejde
En tur til udlandet kræver et godt og grundigt forarbejde, bl.a. i form af mange timers frivilligt arbejde af forældre og spillere, som har tjent penge ved at hjælpe til i forbindelse med lokale arrangementer. Økonomisk har ØVIs Venner og ØVI fodbold også givet et flot bidrag. Turen er arrangeret i samarbejde med rejsebureauet Polonez. – Adskillige mailkorrespondancer og opkald har gjort, at turen var tilpasset nøje efter vores ønsker, forklarer Emma Irgend.  Det har været en helt fantastisk tur med en flok skønne, behagelige og charmerende unge. De kunne helt sikkert godt have brugt flere dage i Kołobrzeg og i hinandens selskab. Det bekræfter os bare i, at formålet, ideen og tanken bag turen er lykkedes – at give de unge nye oplevelser med mulighed for at knytte bånd, udvide deres horisont sportsligt og socialt, samt at lade dem opdage fordelene ved et godt sammenhold. Vi er som klub stolte over, at kunne rejse flere hundrede kilometer væk med 28 spillere, der får ros for at være dejlige at omgås, slutter en stolt træner.

FAKTA

Udlandstur for ungdomsspillere i ØVI/TTB

U17 drenge og U18 piger – i alt 28 spillere samt fire trænere

Kołobrzeg – Polens spa-hovedsted ligger ud til Østersøen med færgeforbindelse til Bornholm

Sportskomplekset Milienium bl.a. med skydebaner, kampsportshal, svømmehal, skøjtehal, dansesal, basketballhal og fodboldfaciliteterne med kunstgræsbane lige klods op af hotellet.

De unge har tilbragt 16 timer på kunstgræsbane, fire timer i svømmehal og hinandens selskab ved forskellige aktiviteter.

ÅB

Nyt spilletøj til Flauenskjold IF

0

Nye hjemmebanetrøjer til Flauenskjold IF’s 7-mand damer, sponsoreret af Dybvad Køkkener, Tegna Skilte Design, Brunø og A10 Auto.

Nyt spilletøj til Flauenskjold IF

0

Nye hjemmebanetrøjer til Flauenskjold IF’s serie 6 hold, sponsoreret af Holm El & VVS og Flauenskjold Korn.

Flere brande i Østervrå området

0

I området vest for Blomstervænget i Østervrå og i en radius på ca. 300 meter, har der i løbet af få dage været seks brande. I den første brand var det en skovhytte der nedbrændte. De andre fem brande var naturbrande. Det ser mærkeligt ud, siger Politiet, at der er så mange brande i samme område, med så få dages mellemrum. Der er flere ting, der tyder på at brandene er påsatte. Ved den første brand, har et vidne set en spinkel mand  på ca. 175 cm og med hættetrøje, forlade området. Politiet har ingen mistænkte, men vil gerne tale med den pågældende mand. Politiet kan kontaktes på tlf. 114 hvis der er nogen, der her oplysninger vedr. sagen.

Foto: Ejvind Pedersen

Laura donerer hår til Kræftens Bekæmpelse

0

15 årige Laura Graff fra Voerså har i flere år haft langt hår. I efteråret spekulerede hun meget i at blive klippet, men blev alligevel enig med sig selv om at vente til foråret, for at håret kunne nå at blive lidt længere.

Laura Graff går til daglig i 9. klasse på Dronninglund skole, og forhistorien er den, at hun har fulgt nogle af udsendelserne på tv, hvor der samles ind til hjælpeorganisationer. Mens hun sad og så tv, kom nogle af de cancerramte frem på skærmen og fortalte deres historie. Fælles for dem der blev talt med var, at de havde fået stråler på grund af sygdommen og derved mistet håret eller havde kun meget lidt. Da slog det Laura, hvordan hun som skoleelev kunne hjælpe en enkelt eller to med at få hår på hovedet. Hun tog beslutningen og bestemte, at hun ville klippes foråret 2017. I midten af april ringede hun til frisør Pauline Stein, der driver frisørsalon fra Knøsvej 5 i Lyngså. Pauline var med på idéen, og syntes den var rigtig god. Laura kom i Paulines frisørstol, og så klippede frisøren hele 32 centimeter af Lauras hår, der alligevel var skulderlangt, selv om der var kortet 32 centimeter af.

Lysblond er efterspurgt
– Jeg er lysblond, og der er stor efterspørgsel efter lyst hår fra skandinavere, som der så fremstilles parykker af. Håret må ikke være farvet, og det skal være naturligt og mindst 30 centimeter langt. Meget hår kommer fra kinesere i Asien, men det er næsten alt sammen sort, og en lys skandinav med helt sort hår – det passer ikke rigtig sammen, og derfor er efterspørgslen stor efter lyst hår. Jeg vil håbe at andre piger med langt hår, der bestemmer sig for at blive klippet tænker på Kræftens Bekæmpelse, så de ikke smider det ud, således at flere kan blive hjulpet med naturligt hår.

Jeg har endnu ikke afleveret håret, men en af de nærmeste dage vil jeg sørge for, det bliver gjort, fortæller den 15 årige skoleelev.

På redaktionen har vi regnet lidt på forholdet med hensyn til at skaffe lyst eller lysblond hår fra Skandinavien til parykker. Regnskabet ser sådan ud.

Hvis vi regner Sverige, Norge, Danmark, Finland, Island og Færøerne til Skandinavien, boede der i alt i 2015 omkring 26,9 millioner mennesker. Hvis man holder det tal op mod antal indbyggere i Kina, som i samme periode var 1.273 milliarder, kan man selv regne efter, hvor svært det er at skaffe lyst og lysblond hår i forhold til sort hår. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med sort hår eller andre farver for den sags skyld, men der bare betydeligt mere af det.

Tekst Cille Strøm

Kirken kommer til folket

0

Gudstjeneste i Anlægget
I Albæk-Lyngså kirkedistrikt holdes traditionerne ved lige. Der har i flere år været afholdt tre friluftsgudstjenester, i den gamle Albæk Kommune med landsbyerne Voerså, Lyngså og Præstbro.

I år er ingen undtagelse, og der lægges ud i Anlægget i Præstbro Kristi Himmelfartsdag, der i år falder torsdag 25. maj. For alle tilfældes skyld rent vejrmæssigt set, er der stillet telt op.

K.I.K. koret, der er kirkens børnekor, samt flere medvirker under ledelse af sopran og kirkesanger Dina Flyvbjerg Ledet.

Efter gudstjenesten serveres grillmad med tilbehør, væske til ganen samt kaffe og kage.

Gudstjeneste på jollehavnen
Næste punkt på programmet er 2. pinsedag, hvor der er gudstjeneste på jollehavnen i Voerså. Her medvirker et antal messingblæsere fra Sæby, og efter gudstjenesten serveres der frokost.

I Voerså tages der også forbehold mod vejret ved, at gudstjenesten foregår i det opstillede telt.

Gudstjeneste i markeds-teltet
Som sædvanlig slutter sommerens friluftsgudstjenester af på Lyngså Marked. Det sker i teltet søndag 2. juli

Under normale omstændigheder ville det have været sognets præst Helge Morre Pedersen, der også forrettede denne gudstjeneste, men da han er forhindret, er det hans kollega, Arne Kronborg, der er stedfortræder.

Inden gudstjenesten starter, er Lyngså Marked vært ved kaffe og rundstykker.

Tekst og foto: Cille Strøm