Home Blog Page 429

Frivillig blæksprutte er uundværlig

0

Ib Sørensen fra Flauenskjold IF har igennem en årrække været et forbillede for klubbens medlemmer og andre frivillige. Tirsdag modtog den nordjyske ildsjæl ”Gør en Forskel”-prisen ved DBU Jylland Region 1’s årmøde.

– Han er en kæmpe inspiration og et forbillede for andre frivillige, lyder det bl.a. i indstillingen fra Flauenskjold IF til ”Gør en Forskel”-prisen.

Siden 2005 har flittige og vellidte Ib Sørensen huseret i klubben, nærmest som en art frivillig blæksprutte med hovedvægten på ungdomsarbejdet.

Ungdomspillere fortsætter på grund af Ib
I Flauenskjold er der et trygt og godt socialt miljø i ungdomsrækkerne med plads til alle. Og det er i allerhøjeste grad Ib Sørensens fortjeneste.

Han har gået forrest i det succesfulde klubsamarbejde med Dybvad og Hørby fra 00’erne og han har haft overskud til selv at være træner for en række ungdomshold. Det er også ham, der står bag traditionen med at sende ungdomshold af sted til stævner, hvilket både spillere og forældre bakker solidt op om.

Ungdomsindsatsen har også båret frugt længere oppe, idet medlemstallet i seniorafdelingen stabilt kryber opad i takt med, at ungdomsspillerne fastholdes i klubben, også i senior-årene. Ib er rykket med i seniorafdelingen og kan fra den kommende sæson også føje titlen ”kampfordeler” til det efterhånden omfattende visitkort.

”Gør en Forskel”-prisen
Ib Sørensen modtog ”Gør en Forskel”-prisen overrakt af Lotte Foged fra Jyske Bank og Kristian Nørgaard Thomsen, formand for DBU Jylland Region 1. Sammen med den fine anerkendelse følger et diplom, en termokande og 4.000 kroner.

Børnegudstjeneste med glæde, advent og jul

0

Det var Albæk kirke, der dannede den hyggelige ramme, da omkring 60 børn og voksne var samlet onsdag 29. november til børnegudstjeneste.

Sognepræst Helge Morre Pedersen og de to musikpædagoger, Hanne Møller og Dina Flyvbjerg Ledet, ledede aftenen med masser af liv, aktivitet og glæde.

Bedeslag og glæde
Sognepræsten talte sammen med børnene kirkeklokkens tre gange tre bedeslag, og herefter fortalte Hanne Møller om at være glad.

– Alle slags, som man kan føle, må man gerne. Man må gerne sige til Gud, om man er glad, sur eller midt imellem. Man kan altid snakke med Gud i himlen. Da jeg var barn, fik jeg ofte et knus af min mor, og at snakke med Gud er nøjagtig det samme, som at få et knus af ham, forklarede Hanne Møller, de interesserede børn og gik over til en leg med børnene, som kan kaldes dreje eller skubbe til en person med lukkede øjne.

Undervejs i gudstjenesten sang kirkens børnekor K. I. K. for på mange sange med masser af liv og fagter, som både børn og voksne deltog i. Her kom der rigtig gang i sagerne under ledelse af Dina Flyvbjerg Ledet, mens Hanne Møller spillede elklaver til.

Slavefogedens død
Sognepræsten fortalte, den spændende historie om Moses, som jo var israelit, men også prins i Egypten.

– Moses opdagede en dag en egyptisk slavefoged, der piskede en israelit. Moses gik amok og dræbte slavefogeden. Moses troede ikke, der var nogen, der opdagede det, men det var der, og nu blev Moses jagtet og flygtede ud i ørkenen. På flugten så han en tornbusk, der brændte, men busken holdt til det, og der kom ingen aske. Det var Gud, der gennem tornbusken fortalte Moses, at han skulle bringe sit folk, israelitterne, ud af Egypten. Det ville Moses ikke så gerne, for så skulle han jo møde Egyptens farao, der jagtede ham. Gud sagde nej, du skal; og du får hjælp af din bror Aron. Selv i nødens stund tilbyder Gud sin hjælp, forklarede sognepræsten.

Inden gudstjenesten var slut, fortalte sognepræsten også lidt om advent, adventskrans og jul.

Det var helt tydeligt, sognepræsten vandt stort gehør blandt børnene, der lyttede godt efter, for beretningen om Moses. Kun et par helt små børn, der kun lige havde lært at gå og måske endnu ikke fattede historien, pludrede lidt og gik rundt på kirkegulvet, mens sognepræsten fortalte.

Efter gudstjenesten var der fællesspisning for både børn og voksne i Lyngså kirkehus. Her spiste børnene gratis, mens voksne måtte betale.

Børnegudstjenesten var den sidste inden jul, men der kommer flere i det nye år i både Albæk og Lyngså kirker.

Tekst og fotos Cille Strøm

Guldfest over Fredagsspiloppen i Dybvad, der havde 20 års jubilæum

0

Det blev en fantastisk 1. december i Dybvad Hallen da vi skulle fejre 20 års jubilæum. Godt 100 børn havde valgt at bakke op om at fejre denne særlige gang spilopper.

I dagens anledning var der ud over de sædvanlige aktiviteter arrangeret zumba-fitness som børnene tog rigtig godt imod og Anja fra Aalborg fik virkelig børnene til at svede og have det sjovt. Dejligt indslag med masser af god energi, stor tak til Anja.

I pausen fik vi besøg af Rasmus Klump som vakte vild jubel og han havde taget Rasmus Klump kagemænd med. Efter pausen blev der gået til den igen og der var en fantastisk dejlig julestemning over det hele. Til sidst var der lodtrækningspræmier.

Aftenen blev sluttet med guldfest og Louis Christiansen blev hædret for at have startet det hele for 20 år siden og er still going strong. Aftenens største og mest velfortjente jubelbrøl og klapsalve tilfaldt derfor Louis.

Tak til alle jer børn, der kommer og jeres forældre fordi de bakker op og bringer og henter jer, fantastisk dejligt og godt for Dybvad.

Rytmisk Pigekor Hjørring synger i Torslev Kirke

0

Søndag d. 10. december får Torslev Kirke besøg af Rytmisk Pigekor Hjørring. 

De fortæller om sig selv:
Rytmisk pigekor Hjørring har nu været i gang i godt et år.

Det er et kor, som har fået en flyvende start med 25 sangerinder, som alle har været igennem en optagelsesprøve.

Koret arbejder ikke blot med sang, men også med det visuelle udtryk, således der er noget for både ører og øjne til en koncert.

Repertoiret består af nyere popsange, nye julenumre og også et par julesalmer, som har fået lidt rytme-krydderi.

Pigerne leverer en glad og smittende stemning til deres koncerter. Julehumøret har god mulighed for at stige et par grader, inden man går hjem.

Koret har indbudt vores eget børnekor til at synge med ved et par sange ved koncerten. Der er ingen entré og alle er hjertelig velkomne.

 

Mortens And og små rollinger

0

Efteråret har budt på flere forskellige aktiviteter i Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter, hvor højtiderne altid holdes i hævd – det gælder også Mortens Aften.

De omkring 50 gæster blev mødt med en liflig duft at andesteg fra centrets køkken, som selvfølgelig også havde sørget for al det rigtige tilbehør. Der blev spist godt af den lækre mad, og toppen på aftenens kulinarisk oplevelser var naturligvis ris a la Mande med mandelgaver. Måske var der en enkelt eller to, der blev ekstra mætte, for det er jo spændende om man kan gafle mandlen?

Aftenens musikalske underholdning stod Johannes Højen og Børge Kallehauge for på henholdsvis klaver og harmonika.

Små rollinger
De kommunale Dagplejere og deres børn har også været forbi, og det er altid en dejlig oplevelse for både yngste og ældste generation. Dagplejerne og børn sang sjove sange for beboerne, og bagefter blev der tid til en lille hyggesnak over kaffe, saftevand og brunkager.

ÅB

Nu er julen for alvor på vej i Dybvad

0

Nu på fredag er der Open By Christmas i Dybvad – arrangeret af Handelsstandsforeningen og der er lagt op til både masser af julehygge og rigtig mange gode tilbud i butikkerne og i boderne inde på kroen, hvor der hele tiden kommer flere til, så der ud over de tidligere nævnte nemlig Hannes Hudpleje og Velvære, Trædrejeren og Julebutikken også vil være mulighed for at besøge Dronninglund Sparekasse i en af boderne.

Man kan vælge at tage det hele med fra starten, så skal man bare møde op nede hos DLG ved start og følges med det store lygte – optog gennem byen.

Herefter er der dans om juletræet sammen med julemanden, som børnene forhåbentlig har fundet inde på Ældrecentret, når optoget slår en smut ind på centret og synger sammen med beboerne og ønsker dem glædelig jul. Der bliver serveret æbleskiver til alle og der er en slikpose til alle børn inde ved juletræet.

Man kan også komme i den rigtige julestemning ved at bestille aftensmaden inde på Dybvad kro – de laver nemlig gammeldags flæskesteg – man skal bare huske at bestille bord.

Endelig er der jo også den flot pyntede by med alle jule-stjernene, der stråler om kap og de gode tilbud i butikkerne og mulighed for at deltage i årets store julekonkurrence, så julestemningen skulle være sikret, hvis man lægger vejen om ad Dybvad på fredag.

Jo-Jo

Ostebutik budt velkommen

0

Birthe Vindbæk Andersen (tv) fik overrakt en juleost fra Ingstrup Mejeri, for sit navneforslag – (th) ses indehaverne af Jyske Ost Jane Kristensen og Kim Nielsen. Foto: Ejvind Pedersen

 

Bunkerost, klosterost, portvin, hybenmarmelade eller noget helt andet – smagsløgene var på overarbejde fredag eftermiddag til indvielsen af Jyske Ost i Østervrå.

Der var stor interesse for at byde de nye forretningsdrivende i Østervrå velkommen. Jane Kristensen og Kim Nielsen åbnede fredag 1. december butikken Jyske Ost på Hjørringvej 447 i Østervrå.

Butikken har fået helt nyt indretning og de mange besøgende ønskede tillykke med det flotte resultat. Gæsterne fik også rig lejlighed til at smage på butikkens sortiment. Jane og Kim havde fået assistance fra deres leverandører, som havde nok at gøre med at fortæller og uddele smagsprøver.

Ost og specialiteter
Hovedbestanddelen af ostene hos Jyske Ost kommer fra Ingstrup Mejeri, og udvalget er særdeles bredt. Dertil kommer et bredt sortiment af oste fra andre producenter. Ostene får selskab af hybenprodukter fra Hybengården i Jerslev, og portugisiske vine samt andre specialiteter fra gårdbutikken Adelino, Flauenskjold. Det er på sigt tanken, at sortimentet gerne må vokse med produkter fra lokale producenter.

Koen Nora
Jyske Ost har en rigtig fin facade ud til Østervrås hovedgade, og blikfanget er koen Nora i fuld størrelse og behørigt indhegnet. Koen har netop fået et navn, efter en lille hurtig budrunde på Facebook. – Der var mange gode bud, men de fleste havde foreslået Nora, fortæller Jane Kristensen, og vi valgte så at trække en ”vinder”, som blev Birthe Vindbæk Andersen, der fredag fik overrakt en Ingstrup juleost.

Tre dage
Det er Jane Kristensen kunderne finder bag diske hos Jyske Ost, som holder åbent tre dage om ugen – torsdag, fredag og lørdag, og er derudover også åben for salg til storkøkkener, catering o. lign.

ÅB

 

Netværkscafeens juleafslutning

0

Netværkscafeen i KKCV, Sæsing, afholder juleafslutning onsdag 13. december hos Marianne og Hans Uggerhøj, Langmosevej 4, Østervrå.

Der er lagt op til en meget festlig anledning med julehygge, hvor der synges adventstidens dejlige sange, salmer og en hyggelig julefortælling. Midt i det hele serveres julemad. Menyen er ikke kendt på forhånd!

Netværkscafeen afslutter et fantastik år denne dag, og 11. sæson. Året bød på mange spændende oplæg og interessante besøg, to gange pr. måned, undtagen i juli-aug.

De to gange ”Sidstehjælp” i november måned, blev der samlet 56 og 57 deltagere fra et meget stort område, blev en værdig afslutning på et velsignet år.  Se også annonce!

Jerslev Kirkes julekoncert – Stjernestøv

0

Søndag den 10. december kan man i Jerslev kirke være med til at fejre julens komme. Julen bliver sunget ind af kirkens børne- & ungdomskor og kirkens voksenkor, der glæder sig til at synge for og sammen med de fremmødte. Kirkens organist har samlet en håndfuld musikere – Mikael Skjødt Sørensen sang, guitar, René Olesen cornet, Dagmar Hansen bas, Carsten Kær Nielsen klaver, Karin Bienz tværfløjte, Viggo Frank blokfløjte og John Vinther diverse instrumenter – som akkompagnerer sangerne. Tenna Lyng Svensson vil sørge for stemningsfuldt lys til julekoncerten. Der vil være både fællessang og solosang, oplæsning samt kormusik og Luciaoptog. Så kom og tag del i kirkens julekoncert og støt op om det lokale musikliv, opfordrer organist Jørn Andersen.

36 års fødselsdag i Hørby Bageri

0

Fredag den 1. december var det 36 år siden Helle og Jan Madsen startede som bagere i Hørby og de fortæller til avisen, at det har været forrygende 36 år.

De var meget spændte på, hvordan det skulle gå, men som de siger, så er det gået godt – de har kunnet sælge alt det brød, som de har kunnet bage.

De har aldrig nogen sinde fortrudt, at de valgte at slå sig ned i Hørby og det har altid været magtpåliggende for dem, at det skulle være i en lille by, de ville have deres bagerforretning.

Det har været naturligt for dem at deltage i byens liv og de har altid været med, når der f.eks. var Open By Night, hvor børnene var inde og bage pebernødder og dermed fandt ud af, hvordan man laver brødet, så det ikke kun er noget, der ligger inde på hylden hos bageren. De bakker også altid gerne op, om det der sker i de små byer rundt omkring.

På fødselsdagen havde de valgt, at alle tilbudene skulle koste 36 kr. og alle tilbudene blev simpelthen solgt i løbet af de tre dage, hvor man fejrede fødselsdagen.

Helle fortæller f.eks. at der er lavet mindst 500 poser pebernødder her op til dagene.

Det har nok været en fordel, at de begge er uddannede bagere, siger de og så tilføjer de, at hele familien bakker om julesmåkagebagningen – både børn og svigerbørn og de synes alle, at det er hyggeligt at være med.

De glæder sig allerede til, at det er 40 års fødselsdagen, der skal fejres, siger de til slut i vores samtale.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen