Home Blog Page 423

Mathis Huse Nørgaard fortæller igen om slædepatruljen Sirius – denne gang på Østervrå Bibliotek

0

Bibliotek & Borgerservice har allerede haft 3 velbesøgte arrangementer med den unge frederikshavner Mathis Huse Nørgaard.

Nu kan du møde ham på Østervrå Bibliotek tirsdag den 13. februar, hvor han igen fortæller om 2 års rejse med Sirius-patruljen og tager dig med på en fantastisk rejse til en af verdens mest øde egne.

Hvad får en ung mand til at drage væk fra alt, hvad han kender, og bo i telt i -50 grader? Hvordan er det at være en del af Sirius-patruljen? Få svar på disse og mange andre spørgsmål, når frederikshavneren Mathis Huse Søndergaard besøger Østervrå Bibliotek og fortæller om en hverdag med hård frost, vilde dyr og storslået natur. Med smukke billeder, film og røverhistorier giver han dig et unikt indblik i livet på Nordøstgrønlands kyst.

Hør Mathis fortælle om
– Baggrunden for Slædepatruljen Sirius
– Hvad der får en ung mand til at drage væk fra alt, han kender i 2 år
– Kravene til optagelsesprøven og strabadserne under uddannelse
– Udfordringerne ved at bo i telt med samme makker i 6 måneder
– Hvordan man klarer temperaturer på -50 grader og mødet med en isbjørn
– Det enestående bånd, der skabes mellem mand og hund
– Hvordan man klarer små og store uheld så langt fra civilisationen.

– Vi måtte desværre afvise rigtig mange interesserede, da Mathis Huse Nørgaard tryllebandt publikum med sin spændende beretning i september 2017. Heldigvis har han indvilliget i at give 3 ekstra foredrag i 2018, og de 2 afholdte foredrag i Frederikshavn i januar blev også totalt udsolgt. Du kan heldigvis stadig nå at møde vores lokale Sirius-fortæller, når han gæster Østervrå Bibliotek, oplyser bibliotekar Pernille Lisborg.

Billetter
Du kan købe billetter til foredraget allerede nu.

Trap Danmark, den nye Danmarksbeskrivelse, skrider planmæssigt frem

0

Tekst og fotos: Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager

Udgivelsen af 6. udgave af det omfattende bogværk Trap Danmark, som siden 1856 har leveret en detaljeret beskrivelse af Danmark, skrider støt fremad. Mandag den 22. januar kunne værkets redaktion ved et fint arrangement i Utzoncenteret i Aalborg præsentere femte og sjette bind i rækken af i alt 34 bind, hvis udgivelse startede i 2016, og som efter planen skal være afsluttet i 2021.

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, var vært ved arrangementet, hvortil der var indbudt abonnenter på den nye Trap-udgave, en række af værkets medarbejdere, og borgmestre for yderligere syv af de kommuner, der hidtil er blevet beskrevet i værket.

Mens de fem første udgaver af Trap Danmark beskrev landet på sogne- og købstadsniveau, er den nye udgave baseret på kommunerne; og af de to nye bind handler det ene om Aalborg Kommune, mens det andet behandler tre kommuner: Randers, Norddjurs og Syddjurs. Bag værket står en redaktion på 27 medlemmer, og mere end 120 faglige medarbejdere, der beskriver natur, samfundsforhold, erhverv, kultur og historie m.m. i tekst, billeder og statistik.

Værket står under protektion af H.K.H. Kronprins Frederik, som kastede glans over arrangementet ved sit nærvær, og som fik overrakt de hidtil udkomne seks bind, smukt indbundet i grøn oaseged med forgyldt monogram på forsiden – et såkaldt superekslibris.

Der var taler af Lasse Bolander, formand for Trap Danmarks bestyrelse, af Niels Elers Koch, chefredaktør for Trap, og af de otte borgmestre, der hver især fortalte, hvad der efter deres mening var det gode ved Traps beskrivelse af netop deres kommune. Det blev gjort med kærlighed til hjemkommunen såvel som med humor; taletiden for hver enkelt måtte i sagens natur være begrænset – men som én af dem sagde: ”Kun en tåbe frygter ikke en borgmester på talerstolen”. Ikke desto mindre sluttede det fornøjelige og vellykkede arrangement efter et par timer.

Østervrå Bibliotek netop nu

0

Julelitteraturen er for længst pakket væk og det nye forårsprogram har set dagens lys. Programmet er blevet delt ud i Østervrå by af medlemmer fra bibliotekets læseklub. På biblioteket er der et fint besøgstal og jævnligt besøg af børn og voksne fra Torslev Skole, dagplejerne og Bødkergården.

Østervrå Bibliotek er for alvor ved at finde sin plads i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Det er helt tydeligt, at biblioteket har fået en mere synlig placering ikke kun fysisk, men også i borgernes bevidsthed. De har for alvor taget den nye service med selvbetjening til sig, og det er tydeligt for personalet, at ordningen bliver benyttet flittigt. – Vi har haft rigtig mange, der gerne vil have en pinkode, og flere er helt nye brugere, vi har oprettet, fortæller Åse Bakland og Knud Hjørnholm, som er det faste personale på stedet. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at vi ikke ser og taler så meget med vore brugere, som vi gjorde før. Omvendt, så kan vi sagtens forstå, at brugerne gerne vil gøre brug af den frihed, det giver, når biblioteket er åbent fra tidlig morgen til sen aften alle ugens dage.

Faste gæster
Elever og lærere fra Torslev Skole har været på besøg på biblioteket, og flere klasselærer har lagt et ugentligt eller månedligt besøg ind i undervisningen. Børn fra Bødkergården kigger også forbi med jævne mellemrum, og så er der rent ud sagt ”gang i butikken”. Børnene går rigtig på opdagelse, kigger i bøger, leger og hygger sig, mens de finder bøger, de skal have med hjem og læse i. De helt små i den kommunale dagpleje og hos de private dagplejere er også hyppige gæster, og det er tydeligt at se, at børnene genkender og nyder det.

Nyt program
Bibliotekets mange og alsidige indslag i det nye forårsprogram er i fuld gang med at blive afviklet, så gå endelig på opdagelse, der er sikkert også noget for dig. – Vi har været så heldige, at medlemmer af biblioteket læseklub har delt programmet ud i Østervrå by, og ellers kan programmet hentes på biblioteket, forklarer Knud Hjørnholm.

Østervrå Bibliotek fylder ikke så meget i programoversigten, men der er alligevel et foredrag, som personalet gerne vil slå et slag for. Tirsdag 13. februar kommer Mathis Huse Nørgaard til Østervrå Kulturhus, hvor han fortæller om ”26 måneder med slædepatruljen Sirius”. – Det er et virkelig spændende indblik i en meget og anderledes verden – flotte billeder og filmsekvenser ledsager foredraget.

Fingernemme indbrudstyve i Østervrå

En varevogn parkeret på Blomstervænget i Østervrå blev mellem tirsdag eftermiddag den 30. januar og onsdag morgen den 31. januar besøgt af en eller flere ubudne gæster.

Gerningsmændene fik fjernet låsecylinderen i bagdøren af varevognen, hvorefter der var fri adgang til lastrummet.

Tyvene slap af sted med forskelligt elværktøj.

La Taverna udvider med festlokale

0

Østervrås lokale værtshus, La Taverna, udvider med saloon, og det betyder, at det igen bliver muligt at leje et fest- og mødelokale i Borggården på Hjørringvej 426.

Vinteren er for mange forbundet med indendørs sysler, og der har virkelig været gang i bl.a. sav og skruemaskine bag murene i værtshuset og mødestedet La Taverna i Østervrå. Indehaver Charles Hjortholm har haft travlt med at nyindrette endnu et lokale på Hjørringvej 426, hvor Østervrå Frikirke tidligere har haft adresse. – Vi udvider med et fest- og mødelokale, hvor der er plads til ca. 50-70 personer, fortæller Charles. De tidligere festlokaler og senere kirke har bl.a. bar med tre fadølshaner og helt nyt møblement. – Vi har købt både runde og firkantede borde samt nye stole, oplyser Charles Hjortholm.

Service og køkken
Lokalerne har alt, hvad der hører sig til af service m.m., også i køkkenet, hvor der sættes helt nye hvidevarer ind. – Vi lejer ud til festlige sammenkomster, møder og lignende, oplyser Charles, og lejerne kan selv bestemme, om de vil have drikkevarer leveret fra La Taverna, eller de medbringer dem selv. Hvis der er brug for en god madleverandør, så kan vi også henvise til det.

Mobile fadølsanlæg
Det er godt to et halvt år siden Charles overtog værtshuset i Østervrå, og siden da er der sket flere nye tiltag. Et tilstødende lokale er indrettet med billardbord, dart og musikanlæg med bluetooth, så gæsterne selv kan medbringe deres yndlingsmusik, mens de får en lille duel.

La Taverna råder også over to mobile fadølsanlæg, som de lejer ud. Anlæggene er med tre haner. – Vi kan levere to slags øl fra Hancock Bryggeriet – Høker Baier og Lager, og den tredje hane indeholder en speciel La Taverna drink, som vi kalder Vodkanisse, forklarer Charles.

Åbningsreception
Lørdag den 10. februar slår La Taverna dørene op til det nye lokale, og denne dag bliver det selvfølgelig også muligt at smage på det gode øl fra Skivebryggeriet. – Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi, lyder opfordringen fra Charles Hjortholm.

ÅB

Stort loppemarked i Flauenskjold Hallen

0

For andet år i træk havde Flauenskjold Idrætsforenings håndboldafd. arrangeret loppemarked i hallen.

Der var hele 40 forskellige boder og man kunne købe næsten alt lige fra tøj til tallerkener og der var tilbud på skønhedsprodukter og mulighed for at snakke med en bank og meget, meget mere spændende og selvfølgelig kunne man også sidde ned og lade op til næste loppekøb – der var nemlig mulighed for at købe vafler, kaffe og saftevand hele dagen inde i hallen og samtidig var der selvfølgelig åbent i cafeteriet for den lidt større sult.

Mikkel Rishøj fra Idrætsforeningen er utrolig glad for den store opbakning fra folk. Det er ikke kun de lokale, der bakker op, der kommer rigtig mange alle steder fra både for at sælge lopper og for at gøre en god handel.

Der havde været rigtig tryk på i formiddagstimerne og også over middag kom der godt med folk, der ville se, hvad loppemarkedet havde at byde på.

Mikkel Rishøj fortæller også, at overskuddet sidste år var på flotte 10.000 kr., som går til ungdomsafdelingen i Flauenskjold Håndbold.

Der har været 10 frivillige, der har knoklet med at få det hele gjort klar, så det fremstår indbydende og overskueligt for handlende og kunder.

Der var, som oven for nævnt, både rigtige loppemarkedsting og nye ting at købe i de forskellige boder – bl.a. mødte avisens udsendte den kun 18-årige Mike Madsen fra Flauenskjold, der solgte T-shirts, hættetrøjer, trænings-T-shirts m.m. og altsammen i mange forskellige farver.

Han fortalte, at han havde været i gang i en måned og det, der fik ham til at starte var – at han synes, det er svært at få trøjer uden logo – så derfor besluttede han sig for at gøre noget ved det – han sælger sine produkter over nettet og hans virksomhed hedder Basic – Clothes.

På spørgsmålet, om der bliver loppemarked igen næste år, siger Mikkel Rishøj – ja, det gør der og det bliver sidst i januar.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Nissemor hele året rundt

0

Rygtet om alle børns nissemor Joanna Johansen fra Dybvad er nået helt til hovedstaden og ind på redaktionen hos Familie Journalen, som forleden kom forbi for at få en snak med kvinden, der har været Nissemor i 35 år.

Julemusik og -sang, børn klædt i nissetøj og et juletræ lige midt på halgulvet i Dybvad Hallen. Enten er de da lidt sent på den, eller også har de taget forskud på højtiden derude i den sydlige ende af Frederikshavn Kommune?

Forklaringen følger! Familie Journalens redaktion havde et par gange i løbet af december spurgt Joanna Johansen, om de måtte være med ved en af de mange julefester, som hun – Nissemor er med til, men aftalen kom først i stand efter en flot opbakning fra Dybvads foreninger, børnehaven og lokale ildsjæle, som hjalp med at få stablet en juletræsfest på benene.

Stor opbakning
– Jeg var så heldig, at Dorte Chemnitz fra Dybvad Handelsstandsforening sagde, at juletræet, det kunne hun da let skaffe, fortæller Joanna, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Hver onsdag holder Dybvad Boldklub ”Boldleg” i hallen med børn fra Dybvad Børnehave, og deres trænere var straks med på ideen. Der var heller ingen hindringer fra hallens side, Anita og Finn skulle nok være klar med både æbleskiver, kaffe, saft og en slikpose til børnene – Julefesten var på skinner.

Børnehaven hjalp med at informere forældrene om besøget af gæsterne fra hovedstaden, fortsætter Joanne. Der også var så heldig, at hendes faste musiker gennem 35 år Claus Coltau, havde taget en fridag, så han kunne bakke hende op.

Ingen skal være i tvivl om, at Dybvad, de sætter pris på deres Nissemor. – Hele vejen rundt har de bakket så flot op, fortæller Joanna, og mange af børnene havde taget nissehuer på, så det blev et par rigtig festlige timer ikke kun med børnene. De voksne, der kom for at hente, de blev også opfordret til at tage del i både nissehop og sangleg.

Det forpligter
Børnene fra børnehaven havde egentlig været med til at hylde Joanna i december måned, hvor hun kunne fejre sit 35 års jubilæum som Nissemor. – Det var godt vi fik holdt en ekstra fest, understreger Joanne, for jeg tror ikke børnene fik æbleskiver og slikpose i december.

Det var i øvrigt slet ikke Joannas mening, at hun skulle være Nissemor og underholde til børnefester. I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne havde hun travlt med bl.a. dansemusik, men hun lod sig overtale i 1982. – Det er bare det bedste jeg har gjort rent musikalsk, forsikrer Joanna, der hver gang glæder sig til at komme ud og møde en masse dejlige børn. Den travleste tid er november og december, hvor Nissemor kan medvirke ved flere juletræsfester om dagen, men der er også bud efter hende bl.a. til Familieteltet på Hjallerup Marked, til efterårsferiens Familieaftener i Danland Blokhus og Havnefesten i Sæby.

Joanna er dog ikke i tvivl, for selv om hun kommer rundt i hele Vendsyssel og et stykke ned i Jylland, så ved hun godt, hvor hun føler sig bedst tilpas. – Det er så godt og trygt at være her i min egen by, men det forpligter at være Nissemor. Går jeg f.eks. i Dagli’ Brugsen, møder jeg pludselig et par glade børn, der siger: ”Hej Nissemor”! – også midt om sommeren. Det gør mig rigtig glad, forsikrer hun.

Dybvads opbakning til den tidlige julefest og besøget af Familie Journalen har også gjort hende glad. – Hvis jeg kunne, så ville jeg giver jer alle sammen et kæmpekram, slutter Joanna Nissemor.

Hvad journalisten og fotografen fra Familie Journalen har fået ud af deres møde med Nissemor, det får vi først at se i november eller december.

ÅB

Dybvadhallen og PixlArt får penge fra LAG Nord

0

To projekter Dybvadhallen I/S og PixlArt i Østervrå får hver 300.000 kr., det højeste beløb som bestyrelsen i LAG Nord kan givet til ét projekt. Derudover får Jerslev Sterup Idrætsforening og fem andre spændende vendsysselske projekter støtte.

LAG Nord har på seneste bestyrelsesmøde foretaget sin første uddeling i 2018, og otte projekter kom i betragtning til støtte med et samlet beløb på godt 1.600.000 kr.

Dybvadhallen I/S blev tildelt 300.000 kr. til etape et af et større projekt, der skal ”Skabe et idræts- og fritidsfyrtårn”, som skal binde aktørerne i landsbyklyngen Dybvad, Hørby og Brønden sammen. – Igen et af de samarbejdsprojekter, som vi i bestyrelsen meget gerne støtte, forklarer formand Frode Thule Jensen. Dels samler de aktiviteterne omkring skolen og hallen, dels er der tale om tre byer, der samarbejder. Bestyrelsen forventer at der kommer en ansøgning, når de er klar til næste etape.

Projektet ”PIXLacademy” – et kursus for unge med fotodrømme blev også støttet med 300.000 kr. Et projekt, som er et samarbejde, på tværs af kommunegrænsen, mellem Vrå Højskole og PixlArt i Østervrå. – De vil etablere et kursus for unge mennesker, med et ønske om at blive optaget på en videregående uddannelse inden for fotografi, kunst og kommunikation. Her bliver der etableret en uddannelse som vil kunne tiltrække unge mennesker fra hele Danmark – ja, måske fra hele Norden. Et virkeligt spændende projekt der vil trække unge mennesker til Vendsyssel, lyder det fra formanden.

Beløbet på 300.000 kr. er det højeste beløb som bestyrelsen i LAG vil give til et projekt. I helt ekstra ordinære tilfælde kan det komme på tale at gå over de 300.000 kr.

Jerslev Sterup Idrætsforening fik 100.000 kr. til deres projekt ”Den udendørs Læringsplatform”.

Fem projekter
Udover de tre nævnte projekter, var der også positive meldinger til yderligere fem ansøgere. Nordjyske Islandshesteforening HEKLA fik 200.000 kr. i støtte til at forbedre deres klubfaciliteter. Foreningen Klitgården i Tversted modtog 200.000 kr. til deres projekt ”Rum til Muligheder”, hvor man ønsker at etablere ”byens fælles kontor” til gavn for enkeltpersoner og foreninger i Tversted. VASTARDIS, også i Tversted, fik 250.000 kr. til projektet ”Godt brød og fællesspisning i Tversted.

Hundelev Ungdoms- og Idrætsforening fik 150.000 kr. til deres ”Motions- og fitnesscenter”. Galleri Mygdal hus fik 133.500 til en generel renovering og energibesparende tiltag af deres hus.

Der er specielt to ting, der glæder formanden i forbindelse med denne uddeling.  – Halvdelen af projekterne er til gavn for et større område og ikke kun projektholderenes lokalområde, og flere af de foreningsetablerede projekter, har samtidig et erhvervspotentiale, slutter Frode Thule Jensen.

ÅB

Vestdanske mesterskaber i atletik

0

1 guld og 5 bronze til Dybvad Idrætsklub

Dybvad IK atletik fik en rigtig flot start, da rækken af mesterskabsstævner under Dansk Atletik Forbund og DGI som sædvanlig blev sat i gang i denne weekend med DAFs vestdanske ungdomsmesterskaber indendørs i Marselisborghallen i Århus. Deltagerne var i alderen 12-19 år.

Fem af Dybvads dygtige atleter deltog i samlet 13 øvelser. Med 11 personlige rekorder og en enkelt tangering kunne det næsten ikke gøres bedre. Dybvadatleterne kvalificerede sig til finalen i næsten alle deres øvelser, og en medaljehøst med 1 guld og 5 bronze var man i klubben meget tilfredse med.

Mesterskaberne havde knap 250 aktive til start, og med masser af ledere, trænere og forældre, var der godt pakket i hallen. Det gav en rigtig god stemning og var medvirkende til, at der blev opnået mange gode resultater.

Hos de 12-årige piger var Marie Nielsen med til sit første mesterskabsstævne indendørs, og det gjorde hun rigtig fint. Marie stillede op med en PR i kuglestød på 7.03 meter, men den blev kraftigt forbedret, da Marie stødte hele 8.40 meter, som gav en tredjeplads og dermed bronze. I 60 m løb var Marie med ny PR på 9.41 sekunder fem hundrededele fra finalen. I længdespring, der havde 18 deltagere til start, var Marie tæt på igen at komme på præmieskamlen, men måtte ”nøjes” med en fjerdeplads, men ny PR på 3.93 meter.

I samme aldersklasse, men hos drengene, havde Dybvad IK en af mesterskabernes største favoritter, nemlig Emil Nielsen i kuglestød. Emil skuffede ikke, da han sikrede sig førstepladsen og guld efter PR på 9.74 meter, hvilket var hele 2 meter længere end nummer to stødte.  Emil fik endnu en medalje, da en ny PR på 4.06 meter gav bronze. Emil var tæt på en tredje medalje, da han i 60 m finalen blev nummer fire med PR på 9.32 sekunder.

Hos drenge 13 år blev det også til to medaljer, da Niels Skovsgaard vandt bronze i både kuglestød og længdespring. Det blev også til personlige rekorder i begge øvelser, med henholdsvis 8.62 meter og 4.46 meter. Niels var i 60 meter løbet også tæt på endnu en tur på præmieskamlen. Efter 9.02 sekunder i indledende heat, blev det i finalen til ny PR og fjerdeplads kun 5 hundrededele fra bronzen med 8.86 sekunder.

Jelmer Scholten er fra nytårsskiftet rykket op i klassen hos de 14-15 årige drenge. Hos de yngre aktive er der kun en enkelt årgang i hver aldersklasse, men fra 14 år og ældre er der altså to årgange i hver klasse, og altså hårdere konkurrence, når man rykker op. Jelmer deltog kun i 60 m løb, hvor han i et indledende heat satte PR med 8.04 sekunder. I semifinalen løb han på 8.12 sekunder og manglede et par hundrededele for at komme i finalen. Jelmers favoritdiscipliner er de længere distancer, men fra 14 år og ældre bliver disse afviklet separat. Derfor måtte Jelmer i sidste weekend en tur til Skive, hvor man afviklede de vestdanske mesterskaber i 1500 m løb hos de 14-15 årige drenge. Her præsterede Jelmer et rigtig flot med en stor personlig rekord, men måtte nøjes med fjerdepladsen efter tre 15-årige drenge, men kun 6 tiendedele fra bronze. Jelmer kunne dog trøste sig med, at han løb hurtigere end vinderen ved de østdanske mesterskaber. Hans tid var også bedre, end hvad alle 14 årige præsterede i løbet af sæsonen 2017.

Dybvad IKs sidste deltager var Sigrid Scholten, der gjorde det fint hos de 16-17 årige piger. Trods et rigtig flot resultat i kuglestød på 10.44 meter var hun 11 cm fra sin PR. Til gengæld tangerede Sigrid sin PR i 60 m løb med fine 8.71 sekunder. I Sigrids aldersklasse var der hård konkurrence om tredjepladsen i længdespring. Efter de tre indledende spring var Sigrid på medaljepladsen, men der var hård kamp, idet Sigrid måtte sætte en flot PR med 4.93 meter, kun 2 cm foran nærmeste konkurrent. Efter nogle spændende finalespring holdt stillingen dog, så Sigrid fik sin fortjente bronzemedalje.

Paramediciner i netværkscafeen

0

Hvad sker der fra vi ringer 112 efter en ambulance, og til den ankommer på sygehuset?
Paramediciner Thomas Sølvkær fra Brønderslev kommer til netværkscafeen i Kulturcenter Vendsyssel, onsdag den 31. januar og fortæller om den udvikling  der har været indenfor ambulancetjenesten fra at være en transport med få behandlingsmuligheder til i dag, hvor der rådgives på 112, og visiteres og gives avanceret behandling på stedet, af paramedicner/lægebiler og ambulancer.

Det bliver et fyraftensmøde, da Thomas er ansat som underviser, instruktør og mentor og kan først efter  undervisningens afslutning. Thomas kommer ogholder sit foredrag og viser billeder.

Nordjylland er meget langt fremme hvad angår akutbil, lægeambulancer og sengeambulancer. Det sidste skud på stammen er en specialambulance på størrelse med en turistbus og udstyret som en traumestue på et hospital, hvori der også kan opereres.

Det tager 9 år at blive paramediciner. Forud er gået bl.a. mindst syv og et halvt års ambulancetjeneste. Paramedicinere er ikke læger, men de kan være med til at starte behandling, inden en ambulance når frem til sygehuset med en patient. I akuttilfælde er tid nemlig en meget vigtig faktor.

Der gives gode råd til hvordan det kan være hensigtsmæssigt for os som hjælpere at agere på ulykkesstedet.

Se tilmeldingsinfo m.m. andet sted i avisen.