Home Blog Page 421

Fra Biersted over kongelige gemakker til Folkekirkens Hus

0

Tirsdagstræf: 27. februar i Østervrå Frikirke

Leder af Folkekirkens Hus Henrik Thorngaard gæster Østervrå Frikirke, hvor han fortæller om sit spændende liv i musikkens og kulturens tjeneste.

Henrik Thorngaard er i dag leder af Folkekirkens Hus i Aalborg, og har i løbet af knapt et år fået lavet en stor visionsplan for huset, der skal være Aalborg Stifts fyrtårn for sognene i hele stiftet.

Dagens gæst er født og opvokset i Biersted og uddannede sig senere til lærer fra seminariet i Aalborg med musik og kristendom/religion som linjefag. Umiddelbart efter seminariet fik han job som lærer på Aabybro Ungdomsskole og begyndte samtidig at arbejde freelance som musikproducer.

Danmarks Radio
I 1988 fik Henrik Thorn-gaard job som leder af musikafdelingen på Danmarks Radio – DR Midt & Vest i Holstebro, og der byggede han en stor musikafdeling op, der leverede toner til alle Danmarks Radios platforme.

Rygtet om den flittige musikproducer nåede også helt ind i de kongelige gemakker, og i 2008 blev han headhuntet til stillingen som orkesterchef for Prinsens Musikkorps. Korpset har altid været en stor del af den kongelig festivitas i forbindelse med barnedåb, bryllupper, fødselsdage osv., så her kom mange oplevelser i bagagen.

Seks år senere – i 2014, skiftede Henrik Thorn-gaard Prinsens Musikkorps ud med et chefjob i Folkekirkens Hus, og han står i dag i spidsen for Nordjyllands kraftcenter for kirke og kultur.

Henrik Thorngaard tager tilhørerne med hele vejen gennem sit spændende liv i et foredrag, der har fået titlen ”Fra Biersted over de kongelige gemakker til Folkekirkens Hus”.

Alle interesserede er velkomne i Frikirken på Hjørringvej 435.

ÅB

Dybvad IK igen bedst ved DGI’s landsdelsmesterskaber i atletik

0

DYBVAD IKs fine start ved første afdeling af DGI-Nordjyllands landsdelsmesterskaber blev flot fulgt op ved anden afdeling, som også blev afviklet i Sæby Fritids Center.

Anden afdeling havde også denne gang tilmelding fra knap 60 aktive fra de nordjyske klubber, Aalborg, Hjørring, Sæby og Dybvad.

Dybvad stillede med 19 aktive, hvilket var lidt færre end sidst. På grund af mindre skader var der afbud fra to af klubbens normalt største medaljeslugere, nemlig Jelmer Scholten og Emil Nielsen.

De valgte at stå over, så de kan være klar til de næste par weekender, der byder på henholdsvis danske mesterskaber for ungdom i Skive og DGIs landsmesterskaber i Århus.

Ved anden afdeling var øvelserne for alle 300 m løb, længdespring og højdespring, mens 10 årige og ældre også kunne vælge 2 x 33 m hækkeløb. I løbet af stævnet blev det til hele 24 individuelle førstepladser til Dybvad IK.

Der blev som sædvanlig kåret sammenlagte landsdelsmestre i trekamp efter de to runder, og her stod Dybvad IK meget stærkt med hele 9 mestre, mens Sæby fik 4 og Hjørring og Aalborg hver 1.

Dybvad IKs mestre i trekamp: Thea Nielsen, Jakob Madsen, Emil Kongsbak, Mikkel Bonde Beck, Marie Nielsen, Emil Nielsen, Niels Skovsgaard, Jelmer Scholten og Sigrid Scholten.

Sigrid Scholten viste stor styrke inden de danske mesterskaber i den kommende weekend. Sigrid gjorde nemlig rent bord og satte halrekord i alle 4 øvelser ved stævnet.

 

Dybvad IKs bedste individuelle placeringer i anden afdeling:

Piger 7 år
300 m: 1 Thea Nielsen 78.0 sek.
Længde 2 Thea Nielsen 2.46 m
Højde 1 Thea Nielsen 0.80 m

Drenge 7 år
300 m 1 Jakob Madsen 78.6 sek.
Længde 1 Jakob Madsen 2.36 m
Højde 1 Jakob Madsen 0.75 m

Drenge 9 år
300 m 1 Emil Kongsbak 62.3 sek.
2 Mads Larsen63.5 sek.
3 Marius Nielsen73.5 sek.
Længde 1 Emil Kongsbak 3.66 m
2 Mads Larsen3.05 m
Højde 1 Emil Kongsbak 1.10 m
3 Marius Nielsen0.80 m

Drenge 10 år
2 x 33 m hæk 1 Emil Sinding 16.2 sek.
300 m løb 1 Emil Sinding 64.5 sek.
Længde 1 Emil Sinding 3.41 m
Højde 1 Emil Sinding 1.05 m
3 Mathias Petersen0.90 m

Piger 11 år
2 x 33 m hæk: 2 Alberte Rasmussen 14.4 sek.
3 Najaaraq Pedersen14.7 sek.
300 m løb 2 Najaaraq Pedersen 64.2 sek.
3 Alberte Rasmussen64.4 sek.
Længde 2 Alberte Rasmussen 3.42 m
3 Najaaraq Pedersen3.34 m
Højde 2 Najaaraq Pedersen 1.10 m
3 Alberte Rasmussen1.00 m

Drenge 11 år
2 x 33 m hæk 1 Mikkel Bonde Beck 14.6 sek.
2 Mikkel Larsen14.7 sek.
3 Mads V. Jensen15.4 sek.
300 m løb 2 Mikkel Larsen 60.5 sek.
3 Mads V. Jensen61.2 sek.
Længde 1 Mikkel Larsen 3.66 m
3 Mikkel Bonde Beck3.36 m
Højde 2 Mikkel Bonde Beck 1.15 m
3 Mads V. Jensen1.05 m

Piger 12 år
2 x 33 m hæk 1 Marie Nielsen 14.9 sek.
3 Tilde Nielsen15.4 sek.
300 m 3 Tilde Nielsen 61.5 sek.
Længde 3 Marie Nielsen 3.67 m
Højde 1 Marie Nielsen 1.15 m
3 Tilde Nielsen1.05 m

Drenge 13 år
2 x 33 m hæk 1 Niels Skovsgaard 12.8 sek.
300 m 1 Niels Skovsgaard 57.2 sek.
Længde 1 Niels Skovsgaard 4.57 m
Højde 1 Niels Skovsgaard 1.20 m

Piger 17 år
2 x 33 m hæk 1 Sigrid Scholten 12.1 sek.
300 m 1 Sigrid Scholten 51.4 sek.
Længde 1 Sigrid Scholten 4.86 m
Højde 1 Sigrid Scholten 1.51 m

Trængsel ved Hyggeholdets pølsevogn

0

Der var nok at se til for Hyggeholdet på Dybvad Ældrecenter forleden, da Hyggeholdets pølsevogn serverede ”Hotter med Cocio” til alle, der havde lyst til det. Både beboerne på centret og folk ude fra byen var mødt op for at være med.

Man kunne vælge, om man ville have en kogt eller en stegt pølse i sin hot dog og duften fra pølsevognen gjorde sit til,  at man blev fristet.

Det er en tilbagevendende og meget populær tradition, at der bliver skabt ægte pølsevognsstemning på ældrecentret, når Hyggeholdet åbner deres pølsevogn og der var god stemning omkring bordene også. Snakken gik livligt og det blev til rigtigt mange hot dogs, som Hyggeholdet langede over disken.

Lidt senere blev der serveret kaffe og småkager inden det var tid for en middagslur – i alt fald for beboerne på centret og muligvis også for gæsterne udefra, når de nåede hjem.

Der var også blevet fejret fastelavn på Dybvad Ældrecenter,  fortæller aktivitetsleder Elsebeth Larsen og her var der mange, der mødte op udklædte. Efter tøndeslagningen var der fastelavnsboller og kaffe til alle.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Åbningsreception i Flauenskjold Fitness

0

Flauenskjold Fitness holdt åbningsreception i lørdags. Det var en stor succes og en overvældende dag. Bestyrelsen og frivillige kræfter har knoklet på helt til sidste time for at nå det til åbningen. Der var mange glade og nysgerrige besøgende, og lang kø ved tilmelding hele dagen! Vi er allerede nået over 100 medlemmer og forventer endnu flere fortæller en glad Maja Avlund fra bestyrelsen.

Knud Søndergaard i Netværkscafeen

0

Netværkscafeen i Kulturcenter Vendsyssel får onsdag den 28. februar besøg af Knud Søndergaard, tidligere lærer og fodboldtræner i Tårs.

Knud har en meget stor viden om området omkring og i Tårs, og vil fortælle os om ”Tårs, et sogn i udvikling fra 1930 og til i dag.”

Han vil komme ind på mange emner bl.a.: skolevæsenet, jernbanen, postvæsenet, handelslivet, pengeinstitutterne, idrætten, forsamlingshusene, ”originalerne”, kirkelivet og de forskellige retninger, Tårs i dag.

Det foregår i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing

Fastelavnsboller og udrykningshorn

0

Børn og voksne i den kommunale dagpleje har slået katten af tønden og været på besøg hos Falck, hvor brandbilen fik et grundigt eftersyn.

Den anden torsdag i februar var lidt anderledes end den plejer. Dagplejen havde inviteret til fastelavnsfest, og rigtig mange af børnene var klædt ud, nogle havde gjort så meget ud af det, at deres dagplejer lige måtte tjekke en ekstra gang.

Lidt usædvanligt begyndte dagen med dejligt guf – hjemmebagte fastelavnsboller, og da alle var mætte ventede en ny opgave med tøndeslagning. Det blev nødvendigt med en hel del slag, før tønden overgav sig, og så var der dejligt guf igen – slikposer til alle børnene.

Brandbil og udrykningshorn
Flere spændende oplevelser ventede allerede ugen efter, hvor dagplejere og børn var på besøg hos Falck på den lokale brandstation. Børnene var ikke længe om at slå sig løs, og snart blev brandbilen kigge grundigt efter indeni, og uden for bilen blev der nysgerrigt kigget på brandsprøjter, hjelme og lys.

Det er flinke folk på brandstationen, for inden børnene gik hjem fik de både rosiner, chokolade og balloner.

Da alle mand stod uden for brandstationen klar til at gå hjem, blev brandbilens udrykningshorn tændt, og det var virkelig et hit. Børnene havde nemlig inden besøget været meget optaget af, hvordan brandbilen lyder, så det var dejligt at få den sag opklaret.

ÅB

Fastelavnsfest i kirken

0

Søndag den 11. februar var det fastelavn. Det fejredes landt over. I Østervrå Kirke var der indbudt til eftermiddags børnegudstjeneste, hvor Helge Morre Pedersen tog børn og voksne med til at tælle bedeslag og fortalte om at bære masker.

Efter gudstjensten var der tøndeslagning og kaffedrikning i Kulturhuset, hvor der blev kåret kattekonger og -dronninger og leget fastelavnslege.

Flauenskjold Idrætsforening kan i 2018 fejre 100 års jubilæum

0

Flauenskjold Idrætsforening kan i 2018 fejre 100 års jubilæum. Den nøjagtige dato for den stiftende generalforsamling kendes ikke. Tidligere jubilæer er til gengæld afholdt i marts måned, så 100 års jubilæet fejres derfor lørdag den 24. marts.

Dagen markeres med reception i Flauenskjold Hallens Cafeteria først på dagen og sluttes af med en kæmpefest i Flauenskjold Hallen med festmenu og efterfølgende dans.

Musikken leveres af det landskendte danseorkester KANDIS. Alle sejl er sat til for at skabe kontakt til alle aktive spillere og ledere gennem tiden, men også byens borgere er inviteret, så alle får mulighed for at deltage i festlighederne. Idrætsforeningen glæder sig meget til dagen.

Flauenskjold Idrætsforening er som nævnt stiftet i 1918, men den nøjagtige dato for stiftelsen kendes ikke. Man er i foreningen heller ikke sikker på, at Doktor Gundtoft var FIF’s første officielle formand.

Til gengæld hersker der slet ingen tvivl om, at den sportsinteresserede læge var drivkraften i den første spæde begyndelse, der hurtigt udviklede sig til FIF. Doktor Gundtoft købte simpelthen selv en fodbold og sammen med 2-3 andre fodboldglade indbyggere, begyndte han at spille fodbold på byens markedsplads. Man kan vist gå ud fra, at der er blevet rystet på hovedet af denne galskab, men netop fordi en af byens fremtrædende indbyggere ikke ’holdt sig for god’ til at være med, ja, endda var foregangsmand, bevirkede, at interessen for boldspillet hurtigt greb om sig. Da tilslutningen var blevet tilstrækkelig stor, indkaldtes til en stiftende generalforsamling og FIF blev dannet.

I dag er Flauenskjold Idrætsforening i god gænge med fodbold med omkring 45 seniorer, 1. holdet i serie 3 hos herrerne og et særdeles talentfuldt dameynglingehold. Fodboldungdomsafdelingen har et rigtig godt holdsamarbejde med Dybvad, Hørby og Klokkerholm. Samarbejdet går under fællesbetegnelsen DHF&K. Samarbejdet startede i 2003 med Dybvad og Flauenskjold som de to første samarbejdspartnere og har efterhånden udviklet sig. Fordelen er, at der er hold i alle aldersgrupper, så ingen årgange mistes for de enkelte klubber. I håndbold findes både dame- og herreseniorhold samt en bredt dækkende og godt arbejdende ungdomsafdeling. Flauenskjold Idrætsforening har i rigtig mange år haft badminton på programmet. Tidligere har der været spillet turneringsbadminton først i skolens gymnastiksal og siden i Flauenskjold Hallen, men nu er det udelukkende motionsbadminton, der dyrkes.

Siden 2010 har Idrætsforeningen også haft zumba på programmet. Det startede som zumba, men blev senere til Hit Fit dance og sidst til Fedtforbrændingsdans. Deltagerne er kvinder/damer i alle aldre og de sveder og hygger sig i Flauenskjold Hallen.

Der har de sidste par år også været et børnehold, hvor alle har det sjovt. Det sidste er, at der i Flauenskjold Hallens regi er lavet et Fitnesscenter. Her kan dyrkes såvel holdsport som yoga, spinning og cirkeltræning såvel som enkeltmandssport med udøvelse på alle former for fitnessmaskiner.

Flauenskjold Idrætsforening glæder sig til at se dig.

Flot tilslutning til fastelavnsfest i Hørby

0

Der var 90 tilmeldte til årets fastelavnsfest i Hørby. Det var Hørby Borgerforening, der stod som arrangør og efter en kort velkomst – skulle alle børnene slå katten af tønden.

Der var to tønder – en til de lidt større børn og en til de små.

Rigtig mange af børnene var mødt op udklædte – der var prinser, prinsesser, katte, soldater og ægyptiske prinsesser bare for at nævne nogle af de udklædninger, der var med ved dette års fastelavnsfest.

Tønderne var svære at slå ned, men endelig lykkedes det og årets kattekonger og kattedronninger blev kåret.

Det blev Noah og Benjamin hos de små og Amalia og Jack ved de stores tønde og da de havde fået kronerne på – skulle alle dele det slik, der havde været i tønderne og der var også kaffe, øl og vand og en fastelavnsbolle til at hygge sig med for alle inden løjerne fortsatte med forskellige konkurrrencer for børnene og dette års bedst udklædte dreng og pige skulle findes.

Alle havde en hyggelig eftermiddag og Borgerforeningen var godt tilfreds med tilslutningen til fastelavnsfesten, som iøvrigt blev afholdt i Enigheden i Hørby.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Familieforviklinger i Hellum

0

Det er svært at sige, hvem der tager gas på hvem i årets dilettantforestilling i Hellum Multihus, lørdag 10. marts, hvor der også er spisning og dans.

”En køn Familie” er titlen på årets forestilling, og der er virkelig lagt op til en masse ”tossi” og bindegale dilettanterier. Indehaveren af den blandede landhandel i Hellum Alfred Møller tror, at han kan snøre sin kone Anna, men hun er jo – som koner er flest – i stand til at gennemskue mandens krumspring. Han tror, han snører hende, og hun tror, hun snører ham, og hvad med den lækre servitrice på den lokale kro? Bliver forvirringen total, da et nært familiemedlem pludselig og uventet træder ind af døren? Hvem snører hvem?

Ny instruktør
Det går rigtig godt med at øve, og teksterne begynder så småt at sidde, hvor de skal, så instruktør Anni Nielsen for alvor kan komme til at rette ind på scenegangen osv. Anni er ny på instruktørposten, og hun går på med krum hals. Da avisen var på besøg, var det første gang uden rollehæfter, og det var der en enkelt eller to, der havde det lidt svært med, men Anni – hun stod fast. – Jeg er helt sikker på, at vi får en rigtig sjov og underholdende forestilling ud af vore anstrengelser, lover instruktøren.

Garvede kræfter
Publikum kan glæde sig til gensyn med en trup af garvede og sprælske kræfter på scenen. Bobby Andersen er vendt tilbage, og han får selskab af Helga Pedersen, Ella Jensen, Torben Moogaard, Lis Jørgensen og Simon Risager. Otto Bjerre hjælper i sufflørkassen, og bag scenen har Lisbeth Vestergaard styr på sminken og Finn Reinewald har igen tryllet med flotte kulisser.

Mad og musik
Premieren er som nævnt lørdag 10. marts, hvor der først er spisning og efter forestillingen spiller duoen Velani op til dans. Hellum Borgerforening står for billetsalget, som er i fuld gang.
Truppen tager næsten på en lille turné efter premieren. En fast tradition er det, at de spiller på plejecentret Rosengården i Jerslev, det sker søndag 18. marts, men det er helt nyt at Hellumdilettanterne også gæster Sterup. Det sker lørdag 24. marts i Sterup Forsamlingshus.

ÅB