Home Blog Page 415

Flauenskjold Idræts­forening 100 år

0

Lørdag den 24. marts kunne Flauenskjold Idrætsforening fejre 100 års jubilæum og i den anledning blev der lørdag formiddag holdt reception med masser af gratulanter – omkring 120 blev det til, fortalte idrætsforeningens formand  Anette Larsen.

Der blev serveret pindemadder og øl, vand og lidt til den søde tand  for gæsterne.

Der var masser af gaver og taler i dagens anledning bl.a. af Søren Larsen fra DBU og af borgmester Mikael Klitgaard m.fl.

Der var mulighed for at kigge gamle billeder i klubhuset og der blev herved sat navne på nogle af personerne på billederne, som man ikke fra Idrætsforeningens side havde kunnet genkende.

Der var blevet lavet et jubilæumshæfte i dagens anledning, som Dronninglund Sparekasse havde sponsoreret.

Selve receptionen sluttede ved 12.30 – tiden.

Om aftenen var der fest for alle fra klubben – 550 i alt deltog i denne specielle festaften, hvor musikken blev leveret af Kandis og der var hjælp fra naboklubben i Dybvad til at servicere folk i baren.

Formand Anette Larsen fortalte, at det havde været en fantastisk dag hele vejen igennem med masser af positive og glade mennesker.

  

 Jo-Jo

Fotos: Ejvind Pedersen

Hørby Bazar med masser af besøgende

0

Allerede 10 minutter efter, at dørene blev åbnet – var de første 300 inde og 1 time efter kunne arrangørerne udtrække gæst nr. 500.

Der var biler overalt, når man nærmede sig Hørby Efterskole den dag og inde i hallen blev der handlet både tøj, sko, tasker brugsgenstande, glasting, blomsterdekorationer og meget mere – i alt 109 stande var der at besøge i år.

Arrangørerne – Helle Brink-mann, Ann Bang og Hanne Jakobsen var mødt 7.30 for at få alting helt klar til det store ryk-ind og de forventede at være færdige med oprydningen omkring kl. 18.30 – men det er det hele værd, siger de samstemmende og de kunne da også fortælle, at folk allerede havde spurgt, hvornår det var næste år.

Cafeen var godt besøgt og der var masser af kage og pølsebrød, pizzasnegle og pålægsboller m.m. til at friste folk, når de skulle have en pause i handelen.

Det er iøvrigt dem, der hjælper i cafeen, der får overskuddet fra bazaren og det er henholdsvis Hørby BørneMusikFestival, HI gymnastik og Hørby Bylegeplads og som en af arrangørerne udtrykte det: Uden dem var Bazaren der ikke og uden Bazaren fik de ingen penge.

Der var iøvrigt lodtrækning hver time på de sedler, man fik ved indgangen og så afleverede med navn på.

Børnemusikfestivalen, som er en af de foreninger, der får del i overskuddet, fortalte at de,  havde solgt 74 billetter til årets festival ved Bazaren.

Spejderne fra Tårs havde lovet at komme og hente det, udstillerne ikke havde fået solgt og som de ikke ville have med hjem igen.

Der var lidt over 1000 gæster ved Hørby Bazar i år – et stort og flot besøgstal, som arrangørerne var meget glade for. 

Jo-Jo

Fotos: Ejvind Pedersen

Vi streamer mere og mere

0

TV-markedet ændrer sig hele tiden. Nye muligheder dukker op, og den øgede streaming giver stigende behovet for flere Mbit på hastigheden.

Fremtidens TV er både almindelig TV og streaming, så derfor vil YouSees kunder også opleve at få tilbudt mere digitalt indhold i TV-pakkerne. – Hvis man har grundpakken er der adgang til at streame film fra Viasat Film og se op til 500 timer på Discovery, oplyste formand Benny Jensen ved den årlige generalforsamling. På fuldpakke med boks er der adgang til filmpakken Paramount med 10-15 film om måneden.

Ny TV-boks
I efteråret kom der en ny TV-boks med den nye 4K kvalitet, som kan optage i skyen, og hvor indhold kan afspilles overalt på mobil, tablet eller pc. Boksen giver mulighed for at ændre indholdet i sin ”bland selv pakke” og se ændringen allerede efter en time.

Bland selv konceptet, er blevet ændret til et pointsystem, hvor en kanal koster et point og en filmtjeneste koster tre til seks point, hvilket betyder ca. halv pris på filmkanaler. En foretaget ændring er bindende i 30 dage.

YouSee Nyhedstjeneste er et rigtig godt sted at holde sig orienteret om alle disse nyheder. – Vi kan kun opfordre medlemmerne til at tilmelde sig denne tjeneste, lød det fra formanden.

Udvidelse?
Allerede i 2016 forlød det at YouSee udvider over hele landet til Gigabredbånd med hastigheder op til 1000 Mbit. Prisen for denne ombygning, vil koste foreningen ca. 1,5 mio. kr. Et beløb YouSee vil betale, men mod en kontraktforlængelse på 9-10 år. Derfor er bestyrelsen stadig i tænkeboks vedr. pris og kontraktvilkår. – I dag kan det lokale net levere en 300 Mbit forbindelse, men med det stigende forbrug af streaming, vil fremtiden kræve noget mere, forklarede Benny Jensen.

God økonomi
Kontingentet/medlemsbidraget får en lille stigning, og det takket være en god økonomi i foreningen, som betyder, at den fulde stigning på TV-markedet ikke slår igennem. Tilslutningsafgiften er uændret.

Bestyrelsens forslag om en vedtægtsændring, der betyder at kassereren undtagelsesvis kan vælges udenfor medlemskredsen blev godkendt.

Til bestyrelsen var der genvalg af Benny Jensen, Heine Højlund og Kaj Christensen samt til suppleant Kurt Christensen. Der var ligeledes genvalg til revisorerne Berit Nielsen og Fritz Pedersen.

ÅB

TTB sætter det gode klubliv højt

0

TTB har et godt tag i sine medlemmer, og det gav i 2017 hele tre fodboldseniorhold – to herre- og et damehold. Klubben har et fint samarbejde med Østervrå IF omkring ungdomsholdene, og de yngste rækker stortrives også i den lille sportsklub.

– Det med at have det godt med hinanden, er efter vores mening altafgørende. Vi mener, at vores opgave er, at skabe de rette rammer for et godt klubliv, frem for at sætte alt ind på at tiltrække store talenter udefra. Misforstå os ikke. Vi ser skam gerne talenter, men de skal være her, fordi de kan lide det – ikke fordi, de bliver betalt for at komme, lød det fra formand Kurt Thomsen til årets generalforsamling.

To oprykkere
Sportsligt havde begge herrehold succes. Efter et kort ophold i serie 5 og en forrygende sæson er førsteholdet tilbage i serie 4. Serie 6 rykkede også op, men befandt sig så godt i denne række, så der er de tilbage igen. Damerne havde beskeden succes på pointtavlen, til gengæld havde de rigtig mange gode sociale oplevelser med hinanden.

Fint samarbejde
TTB og ØVI har et fint og velfungerende samarbejde omkring ungdomsrækkerne i U10-U19 drenge og piger. De ældste hold har været på tur til Polen, med mange oplevelser i bagagen – også fodboldmæssigt. Klubfællesskabet kunne mønstre flest hold til årets Kattegat Cup i Grenå, og mon ikke også karavanen af medrejsende familiemedlemmer og campingvogne var noget af en rekord?

I TTB-regi er der også godt gang i fodbolden for hold under U9 rækken, ja selv de mindst i 2-årsalderen har gang i støvlerne.

DGIs fodboldskole samlede 62 glade unger, og ventes gentaget i 2018. Pigeraketten blev en regnvåd omgang, men det rørte ikke de glade piger, der havde meldt sig. I forbindelse med idrætsugen blev der afviklet Spar Vendsyssel Cup med deltagelse af ca. 60 hold – en fin dag, men også en meget regnfuld dag.

Tilfredsstillende
Økonomisk kom TTB ud med et pænt overskud, som bestyrelsen finder tilfredsstillende. – Vi er heldige at have mange frivillige, der træder til i løbet af året til både store og små opgaver. Vi er også stolte og glade for, at vore trofaste sponsorer fortsat giver os deres støtte, sluttede Kurt Thomsen.

Der var genvalg til Kurt Thomsen, Allan Pedersen og Mogens Andersen, mens Torkild Snørbjerg ønskede at få en pause efter 18 år i bestyrelsen. I stedet blev Claus Morild valgt. Suppleant blev Pauli Thomsen.

ÅB

Byudviklingsprojekt i Dybvad er i gang

0

Onsdag den 4. april lægges der sidste hånd på de foreløbige indsatsområder og udviklingsplaner for Dybvad, som inden længe skal præsenteres for byrådets politikere. Det sker ved et borgermøde i Dybvad Hallen, hvor repræsentanter fra Dybvad Handel & Erhverv, Dybvad Borgerforening og Frederikshavn Kommune bl.a. vil sammenfatte og præsentere de ideer, der fremkom ved en ”drømmevandring” i byen i marts måned.

Her havde godt 45 borgere på trods af bidende kulde fundet vej til Søparkhuset, hvorfra dagens rute udgik med to hold og undervejs blev der gjort holdt ved nogle af de steder, hvor midler fra Boligministeriets områdeudviklingspulje vil kunne gøre gavn. Dybvad har tidligere søgt ind til denne pulje i partnerskab med Frederikshavn Kommune, og med god hjælp fra Distriktsudvalget samt en kommunal arbejdsgruppe, er de første penge til delprojekterne nu på vej. Og det er netop disse delprojekter, der skal beskrives nærmere og færdiggøres den 4. april.

Borgermødet starter med spisning og efterfølgende børneaktiviteter i hallen, mens de voksne holder møde i cafeteriet. Ud over selve projekterne til områdefornyelse vil der her blive en præsentation af arbejdet med stiftelse af byfonden Dybvad Byudvikling ApS, hvortil anpartstegningen nu går i gang. Byfonden stiftes bl.a. på baggrund af de ønsker og tanker, der i 2016-17 opstod i forbindelse med udarbejdelse af landsbyplanen ”Fælles fodslaw for det gode liv på landet” – dengang i øvrigt også i godt samarbejde med Distriktsudvalget og kommunens landdistriktskoordinator.

Alle er velkomne til at deltage i onsdagens borgermøde; også hvis man ikke har fået tilmeldt sig spisningen, idet det egentlige program først starter umiddelbart derefter. Man kan i øvrigt sagtens være med selv om man ikke deltog i drømmevandring og projektstarten i marts.

Dybvad melder klar til halbal

0

Lørdag den 7. april blændes der for første gang op for ”Dy’va Halbal”, som arrangeres af Dybvad Boldklub. Herfra er meldingen, at alt står klappet og klart til at modtage de omkring 450 spisende gæster, der skal forkæles med en flot buffet fra Dybvad Kro og naturligvis med lækker dansevenlig musik fra Østre Gasværk, Dansuenza og DJ Magic Power i aftenens løb.

De frivillige fra boldklubben knokler i dagene op til festen for at få Dybvad Hallen omdannet til ét stort festlokale, og formand Klaus Nielsen fortæller på vegne af bestyrelsen, at man mest af alt glæder sig over, at der nu igen lander et større musikarrangement i Dybvad. – Vi drager masser af erfaring fra de 10 år med Dybvad Open Air, som klubben også var en del af, og selv om lørdagens halbal er i noget mindre målestok, betyder det meget for os at komme i gang igen, lyder det fra bestyrelsen.

Med lørdagens fest håber Dybvad Boldklub dermed at starte en ny forårstradition i byen og med det flotte billetsalg er der ingen tvivl om, at både byens egne borgere og folk fra omegnen bakker op.

Passion Duo i Torslev Kirke

0

Torslev Kirke inviterer til koncert tirsdag d. 10. april.

Her spiller akkordeonist (harmonika) Julija Skipore fra Letland og saxofonist Bartlomiej Piotr Wawryniuk fra Polen. Begge musikere er uddannet i deres hjemlande og senere på Odense Musikkonservatorium.

De spiller et bredt sortiment af forskellige stilarter fra klassisk over tango og til jazz. Det er musik af Felix Mendelssohn-Bartholdi, Gioachino Rossini, Johann Strauss, Astor Piazzolla (tango) og Richard Galliano (jazz).

Koncerten er gratis.

Afslutning på boldleg i Dybvad

0

Der var afslutning forleden for alle de børn, der havde været med til boldleg i denne sæson.

Man startede inde i hallen, hvor påskeharen havde gemt nogle påskeæg, som børnene skulle finde. Heldigvis lykkedes det for børnene at finde dem og det gik endda rigtig hurtigt i år.

Herefter gik man i samlet flok over i klubhuset, hvor forældrene spændt ventede på at overvære medalje- og diplomuddelingen og børnene var utroligt stolte, når de fik medaljen om halsen og der blev klappet ivrigt fra forældrenes side og børnene var også rigtig gode til at klappe af hinanden.

Herefter sagde Bianca Svendsen, der leder boldleg, tak for i år og fortalte, at der startede boldleg igen til efteråret. Hun takkede også alle sine hjælpere, der trofast har været med ved boldleg gennem hele sæsonen.

Forældrene havde bagt masser af spændende kager til afslutningen og der blev serveret kaffe og saftevand til alle.

Boldleg tilbydes af Dybvad Boldklub og er meget populært – det er sådan, at børnene følges med Niels fra børnehaven over til boldleg og så kan forældrene hente dem, når det er slut.

Jo-Jo

Travlhed op til Hørby Bazar

0

Køkkenet dufter herligt af nybagte pølsehorn, pizzasnegle, pålægsboller og morgenboller, der skal sælges i cafeen, når Hørby Bazar slår dørene op i hallen på Hørby Efterskole på søndag.

Det er Ann Bang, Helle Brinckmann og Hanne Jakobsen, der er i gang med bageriet i køkkenet på efterskolen.

Helle Brinckmann kunne lige holde en lille pause fra bageriet for at fortælle lidt om bazaren og om hele arbejdet op til, at arrangementet kan løbe af stabelen.

Hun starter med at pointere, at det foregår den 25. marts og at man skal huske, at der er gratis adgang ved Hørby Bazar.

Der har været holdt bazar i Hørby i 6 år og det 1. år foregik det på Hørby Skole.

Det er Hanne Jakobsen, Ann Bang og Helle Brinckmann, der står for Hørby Bazar og selve ideen kom fra Hanne Jakobsen.

Avisen spurgte ind til selve forberedelsen af bazaren og her lød svaret fra Helle Brinckmann, at meget af arbejdet består i at få solgt standene og det går strygende igen i år – der er endda nogle, der er på venteliste for at få en stand.

Der er god opbakning fra byen, siger Helle, men ellers kommer standene fra 20 forskellige byer – flest dog fra Sæby, Frederikshavn og Hørby – og mange af dem har været med flere gange.

Der er rigtig meget at kikke på og købe ved Hørby Bazar – her kan nævnes: tøj, legetøj, grønlandsk porcelæn, betonfigurer, Tupper Ware, strik og også restgarn, træhylder, mønter, loppemarked, glaskunst og pileflet – ja, man kunne blive ved, men det er meget bedre at besøge bazaren og se det hele og få en snak med folk ved standene – der vil være omkring 100 boder.

Det kan sagtens være noget, der tager tid, hvis man skal have det hele med og man kan også komme til at trænge til et lille hvil og her er det så, at cafeen er klar med alle de hjemmebagte fristelser og kaffe, the,   juice og frugt.

I cafeen er det dem, der får del i overskuddet, der hjælper – de fungerer også som parkeringsvagt og hjælper med at sætte op og bryde ned igen. Samtidig er der nogle,der bager kage til cafeen.

Helle Brinckmann fortæller, at Hørby Bazar er et byprojekt med stor opbakning fra byen – og også eleverne fra efterskolen er en del af bazaren.

Overskuddet ved bazaren går til Hørby BørneMusikFestival – HI gymnastik og Hørby Bylegeplads.

Det skal også lige nævnes, at der ved indgangen uddeles en konkurrence-slip, som man kan aflevere i cafeen – der udtrækkes så sponsorede gevinster hver time.

Der er lagt op til en spændende dag med mange gode tilbud og mulighed for at møde masser af mennesker på søndag ved Hørby Bazar – se i øvrigt annonce om bazaren andetsteds i avisen.

 

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Ikke mere støv i ørerne…

0

Onsdag aften var der basis for at få støvet blæst ud af ørerne i Østervrå Kirke. The New Divide gav den i den grad gas med rock og performance.

De fleste fra gruppen er fra Portland i Oregon og er på turné i Danmark. Dagen efter Østervrå, skulle  de spille i København, så de kommer godt rundt i landet.

Bandet bestod af fire unge fyre, den yngste (trommeslageren) var kun 17 år og lavede lektier via nettet undervejs på turnéen, de øvrige var dog lidt ældre. Bandet bestod, helt klassisk, af to guitarister en bassist og en trommeslager.

De lagde ud med tre rocknumre med stor volumen, men kom derefter lidt ned i tempo og snakkede lidt imellem numrene. For så at slutte af med endnu en ”afstøvning”.

Bandet havde været på skolen i dagtimerne og fortalt om deres musik og deres tro og havde givet koncert for en hel kirkefuld elever om eftermiddagen. Publikum om aftenen var nok lidt mere tilbagelænet og grå i toppen og knap så talstærkt.

Efter koncerten havde bandet god tid til samtale og var meget imødekommende og nysgerrige på alt hvad de mødte, så samtalen gik lystigt over den lille snack, der blev serveret efter koncerten.