Home Blog Page 413

Mange kiggede forbi spejdernes lopper

0

Østervrås baptistspejdere havde igen et velbesøgt loppemarked, hvor mange fandt sig et par helt uundværlig ting, de absolut måtte have med hjem.

I god tid før åbningen havde en stor skare interesserede taget opstilling foran afspærringen i spændt forventning om alle de mange gode loppefund, de eventuelt kunne finde.

Der var nok at kigge på. Møbelafdelingen bugnede af alt lige fra små taburetter til store flydersofaer, spiseborde m.m. En særlig stor interesse var der for småtingsafdelingen, hvor alle de mange ting blev diskuteret og vurderet inden det måske kom til en handel.

En Vendsyssel Tidende fra 1942 eller en ”ny” barbiedukke til samlingen – ja spektret var bredt. Avisen blev hurtigt handlet, mens det måske gik lidt mere trægt med modeldukken, men det er jo vigtigt at få investeret sine sparepenge rigtigt, og der var jo ikke kun én dukke at vælge imellem.

Spejderne håber på et pænt overskud af dagens salg, for pengene er et tilskud til sommerens lejre.

Loppelageret det er tomt nu, for reglen er, at der hvert år ryddes helt op, og startes på et nyt lager til næste års loppemarked ved varmeværket i Østervrå.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Travlt jubilæumsår for GF77

0

Gymnasterne i Østervrå har haft et travlt år med Landsstævne, lokale aktiviteter og et velbesøgt 40-års jubilæum, der blev en af de første store opgaver for den nye formand.

Årets begyndelse i en gymnastikforening er ensbetydende med forberedelser til opvisninger – ikke mindst den lokale, som er et af årets højdepunkter. I 2017 var der flere højdepunkter at tænke tilbage på. Juniormix-holdet mindes sikkert med stor glæde deres tur til Berlin med opvisninger og andre spændende oplevelser.

DGIs store landsstævne i Aalborg stod også på kalenderen – dels med syv deltagere på Vendsyssel M/K-holdet, som for tredje gang havde træningsbase i Østervrå, dels med opgaver til selve stævnet. – GF77 havde ansvaret for afvikling af opvisninger på et af gymnastikgulvene og fragt af redskaber mellem gymnastikgulvene, der indbragte foreningen en fin lille indtægt, forklarede Karoline Holst.

40 års jubilar
Alt stod i jubilæet tegn ved sæsonstarten i august/september. GF77 fyldt 40 år, og det blev markeret med en lille lokal opvisning, besøg af DGIs repræsentationshold og efterfølgende en velbesøgt reception, hvor bl.a. borgmester Birgit S. Hansen og formand for DGI Nordjylland Palle Fogh kiggede forbi.

Foreningen fik i den forbindelse to nye æresmedlemmer – Jytte Thomsen, der har været med siden foreningens stiftelse og Karoline Holst, som har tjent foreningen i mange år.

– I efteråret deltog vi i Open by Night med aktiviteter på hallens P-plads, og i efterårsferien havde vi arrangementer for børn i alle aldre i Østervrå Hallen, lød det fra formanden.

Vi har haft ca. 175 børn og unge gymnaster dertil kommer ca. 25 voksne og godt 50 seniorer. På instruktørsiden har vi haft 13 instruktører og 13 hjælpeinstruktører.

Sparekassen Sæbys Fond har bidraget økonomisk til indkøb af en nedspringsmåtte, og pengegaver fra jubilæet er gået til investering i diverse småredskaber, oplyste Tom Pedersen.

I det nye regnskabsår har GF77 været værter for DGIs Junioropvisning med besøg af 1.150 gymnaster, en stor opgave, men en vellykket dag. Den lokale opvisning blev som vanligt afholdt en søndag eftermiddag, hvor alle otte hold var på gulvet og gæstevisit af Hjørrings Landsdelsjuniorhold.

Årets beretning var delt i to, idet foreningens formand siden 2000 Karoline Holst midt på året havde givet stafetten videre til Tom Pedersen.

Til bestyrelsen var der genvalg til formand Tom Pedersen, næstformand Ani Pedersen og kasserer Ingelis Holm. De øvrige medlemmer er sekretær Kirsten Krogh Lunden og  Lene Skrejborg.  Regnskabet udviste en fornuftig økonomi.

ÅB

Sæsonstart

0

Lørdag den 7. april var der sæsonstart for de yngste fodboldspillere i Flauenskjold IF. På en solbeskinnet men kold aprillørdag var der mødt ca. 25 spillere op i alderen fra 9 år og nedefter. Efter en times træning var der pølser, pommes frites og sodavand i cafeteriet. Der er tilmeldt hold i U8, U9 og U10. U9 holdet bliver et fælleshold med Dybvad Boldklub.

Vendsyssel Landdyrlæger inviterede indenfor

0

Den tidligere Spar Nord i Østervrås midtby har fået nyt liv med etableringen af et nyt dyrlægefællesskab centralt midt i Vendsyssel. Lørdag var det blevet tid til at vise de nye fælles lokaler frem.

Det nye dyrlægefællesskab er en fusion af tre dyrlægepraksis i henholdsvis Sindal, Jerslev og Bindslev. I alt otte dyrlæger har slået sig sammen med specialisering i produktionsdyr – altså kvæg, heste, mink, fjerkræ og lidt svin, fortæller dyrlæge Helle Andreasen. Vi får flere henvendelser om f.eks. katte og hund, men der vil vi rigtig gerne henvise til vore kolleger i dyreklinikkerne rundt i Vendsyssel. Vi løser kun opgaver med produktionsdyr, understreger Helle.

”Kommandobroen”
Der er altså ingen behandlingslokaler, men udelukkende udekørende dyrlæger hos Vendsyssel Landdyrlæger. I de tidligere banklokaler er der blevet plads til et lille laboratorium og et mindre lager.

De otte dyrlæger – Esben Christoffersen, Asger Levinsen, Helle Andreasen, Niels Søndergaard, Tobias Volhøj, Kamilla Munk, Poul Erik Olesen og Lisbeth Michaelsen venter sig rigtig meget af det nye samarbejde. – Vi kan udnyttede hinandens kompetencer med gensidig sparring, og så har vi mulighed for at specialiserer os indenfor et eller to områder, og på den måde give vore kunder en meget bedre service, forklarer Helle Andreasen.

Der var voldsom trængsel i de tidligere banklokaler, som har fået en lille ansigtsløftning, og i dag fungere som den administrative ”kommandobro”. Helle Brønnum og Ulla Christensen er de to, der dagligt er på kontoret, og sørger for at de otte dyrlæger bliver dirigeret hen til deres aftaler. Til at hjælpe sig har de picoline Mie Munkholt Jensen.

ÅB

Dy’va Halbal tog kegler

0

Lørdag aften dannede Dybvad Hallen rammen om den første udgave af Dy’va Halbal, arrangeret af Dybvad Boldklub. Alt var udsolgt da de to bands Østre Gasværk, Dansuenza samt diskotek Magic Power indtog scenen og fyldte dansegulvet fra start til slut. Dermed var 500 gæster på plads, hvoraf de ca. 475 startede aftenen med den lækre halbal-menu fra Dybvad Kro – et resultat, som boldklubbens bestyrelse er ovenud tilfreds med. Successen kom ikke mindst i hus på grund af uvurderlig hjælp fra mange frivillige både før og under festen, fortalte formand Klaus Nielsen i sin velkomsttale inden det hele gik løs.

Boldklubben håber, at man – med den store tilslutning allerede første gang, halballet løber af stablen – nu har en fantastisk mulighed for at starte en ny, god forårstradition i Dybvad; og dermed kan se frem til mere god musik i hallen til næste år.

Vandet er rigtig godt i Østervrå

0

Kvaliteten og mængden af vand er rigtig god i Østervrå Vandværk. Der er løbende optimering og vedligehold på både indvindingspladser, ledningsnettet og vandværk.

Vandværkets to indvindingsområder ved Gjersholt og i Østervrå kan nu fungere som to selvstændige enheder. Den mulighed er opstået efter at de to 34 år gamle vandfiltre er udskiftet til fire filtre. – Filtrene var stadig funktionsdygtige, men for at være på forkant er de blevet udskiftet, forklarede formand Jørn Aagaard til den årlige generalforsamling. Det betyder også, at i tilfælde af forurening, kan en plads lukkes helt af, og opgaven overtages helt af den anden indvindingsplads. Vi har heldigvis ikke haft problemer med pesticider i vandet i modsætning til andre vandværker, men det er noget vi har rigtig stor respekt for, fortsatte formanden.

God kvalitet
I Østervrå kan forbrugerne glæde sig over en rigtig god vandkvalitet, og mængden af vand ser ud til at være rigtig god. De to indvindingsområder supplerer fint hinanden. – Vi pumper på skift fra alle boringer, for at holde dem i gang, oplyste Jørn Aagaard.

Østervrå Vandværk har 893 forbrugere, der er tilgået fire og afgået fire. I løbet af året er der pumpet 147.163 m3 op mod godt 152.000 m3 i 2016. I alt er der solgt 146.307 m3 vand mod godt 148.000 m3 i 2016

Det giver et vandspild på 0,58 % – et rigtig godt resultat, der indikerer, at ledningsnettet er tæt.

I 2017 er der opsat en trykforøger i Bakkevænget, hvor der også er udsigt til flere parceller med den nye udstykning. I Møllegade er der udskiftet rør, og så har 100 brugere fået digitale målere. – Der resterer stadig ca. 300 af de gamle målere, og de fleste af dem vil blive skiftet i 2018, oplyste Aagaard.

En mindre boring er blevet lukket, og det samme kommer evt. til at overgå to andre boringer i samme størrelse. Årsagen skal ses på baggrund af et ringe udbytte.

Udgiften til de nye filtre m.m. var budgetteret til en udgift på ca. 1 mio. kr. og løb op i 1,1 mio. kr.

Til bestyrelsen var der genvalg til Lone Nielsen, Rasmus Skrejborg og Jesper Nielsen samt til suppleant Kim Dybdahl. Øvrige medlemmer er Jørgen Aagaard og Lars Sørensen. Regnskabet viste et pænt lille plus på bundlinjen.

ÅB

Danmark spiser sammen – i Kulturhuset!

0

I uge 17 arrangeres der over hele Danmark en lang række fælles måltider. Formålet er uegennyttigt og har som bærende idé, at det er godt for os mennesker at mødes over et måltid.

I en tid, hvor antallet af ensomme er stærkt stigende inden for alle aldersgrupper, er det ikke mindre relevant at åbne op og hygge sig med nogen, som man muligvis ikke kender i forvejen – og endnu mindre spist aftensmad sammen med før!

Tirsdag den 24. april har man muligheden for at prøve lige præcis det! Det fælles diakonale udvalg i Østervrå og Torslev menighedsråd og KFUM-spejderne indbyder til en fælles middag i Kulturhuset på Bredgade 6 i Østervrå, hvor spejderne sørger for at diske op med en lækker kyllingeret og ris, som de lover vil falde i smag for både store og små.

Deltagelse og middag er gratis, mens drikkevarer kan købes for små penge.

Skulle man spekulere over, hvad det diakonale udvalg er for en størrelse og hvorfor det har sådan et fornemt navn, kan det oplyses, at Østervrå og Torslev menighedsråd i 2017 oprettede et udvalg for diakonien i de to sogne, hvori der også er medlemmer, som ikke er i menighedsrådet. Diakoni lyder nok lidt avanceret og også lidt som en sygdom, men ordet diakonia er græsk og betyder blot ”tjeneste”. I folkekirken er diakonien knyttet til omsorg for andre og styrkelse af fællesskab til glæde for alle. Og hvis dét skulle vise sig at smitte, er det heller ikke så galt endda!

Rødspætte Cuppen nåede også til Østervrå

0

For første gang var ØVI håndbold med til at løfte en opgave i forbindelse med det store ungdomshåndboldstævne Rødspætte Cup i Frederikshavn. Takket være en flot indsats lokalt af de mange frivillige blev opgaven løst på bedste vis, og ØVI er klar til næste års cup, hvis de får tilbuddet.

75 frivillige stillede sig til rådighed i påskedagene, og det gjorde det muligt for Østervrå IF at løfte opgaven som vært for dels overnattende ungdomsspillere på Torslev Skole og dels afviklingen af en masse håndboldkampe i Østervrå Hallen. – Uden de frivillige havde det slet ikke kunnet lade sig gøre, understreger Charlotte Albertsen fra ØVI håndbold, vi er så glade for, at mange har valgt at bruge fire timer (nogle flere) på opgaven.

Opgaverne var mange. På skolen og i hallens cafeteria var der vagter, som skulle dækkes og dertil kom opgaven som tidtager. På skolen var der døgnet rundt hele tiden to vagter. Morgenmaden blev serveret på skolen og frokosten i hallerne. Værtsklubben sørgede for morgenmaden, med de forskellige hensyn, der kan være i den forbindelse.

God stemning
I løbet af skærtorsdag indfandt 15 ungdomshold sig på Torslev Skole i alt 186 personer – 11 tyske, tre svenske og et norsk hold, og de forlod først skolen igen 2. påskedag.

I Østervrå Hallen blev der spillet kampe fredag, lørdag og søndag – lørdag helt til kl. 22, og de mange medrejsende forældre skabte god stemning på lægterne – ikke mindst de norske kobjælder.

Evaluering
Overordnet er hele opgaven forløbet rigtig godt, men der er helt sikkert noget, der kan gøres bedre. – Det er vores første gang – ”et prøve-år”, og der er da helt sikkert nogle ting, der skal justeres på, og noget vi er blevet meget klogere på, erkender Charlotte, men vi er friske på at være med igen til næste år, og så har vi lidt bedre tid til at få det hele planlagt. Det er i sig selv et stor arbejde med planlægning og afvikling, men det er også rigtig sjovt og hyggeligt at være med til. Vi håber, at de mange gæster i byen har givet lidt handel til de lokale butikker.

ØVI håndbold forventer at lave en god indtjening på Rødspætte Cup, og så har vi fået ros for vores indsats af ledelsen i Rødspætte Cup – og det jo heller ikke så tosset! Slutter Charlotte Albertsen.

ÅB

Travl påske for ØVI håndbold

0

Det var ikke kun på den hjemlige arena ØVI håndbold havde travlt. Fire af klubbens egne ungdomshold deltog i Puma Cup i Støvring fra Skærtorsdag.

Humøret var højt da busserne rullede ud fra P-pladsen ved Østervrå Idræts- og Kulturcenter med kurs mod Støvring. Ombord var spillere fra U10 mix, U12 piger, U14 drenge og U14 piger plus trænere og ledere.

I løbet af de næste par dage blev der spillet en masse håndbold, givet opbakning til hinanden og hygget om aftenen med de andre hold. Bl.a. stod klubber fra Slesvig i spidsen for en større fællesdans gennem gangen på Støvring Gymnasium, hvor spillerene var indkvarteret.

Kampene blev afviklet i Himmerlands Arena, Haverslev Hallen og Hallerne på HCI Efterskole.

De gæve piger fra Østervrås U12 piger var mange på holdet, og da de skulle møde Støvring med kun syv spillere, så var tre ØVI’ere ikke blege for at melde sig til at hjælpe på modstanderens hold, så der blev mere spille tid til alle. Det var rigtig sejt gået, og i øvrigt så snuppede U12 pigerne bronzemedaljer med hjem efter en sejr over Ranum.

ÅB 

Motivation til sanser og muskler

0

Både små og store fik rørt sig, da fysioterapeut Louise Mellergaard Jakobsen fra Østervrå Fysioterapi var på sit første besøg i Legestuen hos de private dagplejere.

De private dagplejere har lavet en aftale med Louise fra Østervrå fysioterapi frem til sommerferien. To gang om måneden kommer Louise på besøg, når de små er til Legestue i Spejderhytten.

Børnene skal lave motorisk gymnastik, og sidste onsdag var der premiere på en masse spændende udfordringer.

I en god blanding af leg og sang blev de små præsenteret for en sjov forhindringsbane, hvor de bl.a. skulle kravle, balancere og trille rundt. – Vi sang også ”Jeg gik mig over sø og land”, og så legede vi med en kæmpe stor faldskærm, fortæller Anette Jensen fra Anettes Dagpleje.

Børnene var hurtige til at kaste sig ud i de mange nye aktiviteter, og det var tydeligt, at de nød opgaverne. – Det var en rigtig dejlig formiddag, hvor både sanser og muskler blev rørt – også hos de voksne, afslørede Anette, og vi glæder os rigtig meget til Louises næste besøg i Legestuen.

ÅB