Home Blog Page 4

Sæby Brass Ensemble inviterer til en aften med danske sange

0

LYNGSÅ: Der bliver mulighed for at få rørt sangstemmen, når Lyngså Kirkehus tirsdag den 27. oktober danner rammen om arrangementet »Syng Dansk« med Sæby Brass Ensemble.

Arrangementet er en del af den danske sangtradition, hvor kendte og elskede danske sange er i centrum. Publikum inviteres til at synge med, når musikerne fra Sæby Brass Ensemble leverer den musikalske ledsagelse.

Med messingblæsernes karakteristiske klang kan publikum se frem til en musikalsk oplevelse, hvor både melodierne og glæden ved at synge sammen får plads.

»Syng Dansk« sætter fokus på den danske sangskat og de mange melodier, der gennem generationer har været en del af dansk kultur. Arrangementet i Lyngså Kirkehus giver således mulighed for at opleve de danske sange i en anderledes musikalsk indpakning.

Alle med lyst til at synge med eller blot lytte til musikken kan se frem til en hyggelig aften i Lyngså Kirkehus.

Brass Ensemble Sæby er en del af Musikkorps Sæby og består af ti musikere. Ensemblet har gennem årene medvirket ved både kirkelige arrangementer og sangaftener, hvor de danske sange har været i centrum.

Ifølge Musikkorps Sæbys egen omtale vil ensemblet stå for både musik og sangledelse i Lyngså. Der bliver desuden serveret kaffe og andre forfriskninger i løbet af aftenen.

Red.

En grupperejse for unge kan fjerne ensomheden

0

Dagen efter sidste skoledag holder mange unge op med at have et fast fællesskab. Klassen spredes, rutinerne forsvinder, og vennerne begynder på hver sin uddannelse eller i hvert sit job. For nogle er det en lettelse. For andre er det starten på en stille periode, hvor man godt ved, at man burde skrive til nogen, men ikke rigtig ved hvordan.

Det er en almindelig oplevelse, og den fortjener at blive taget alvorligt. Her ser vi på, hvad tallene siger om ensomhed og mental trivsel hos unge, hvad der kan hjælpe i hverdagen, og hvordan du finder en rejse, der giver mening, hvis du savner nye venner.

Ensomhed og mental trivsel hænger tæt sammen

Mary Fondens befolkningsundersøgelse fra 2023, der bygger på svar fra 3.456 danskere over 16 år, viser, at 17 procent af de 16 til 24-årige føler sig svært ensomme. Blandt kvinder på 16 til 19 år er andelen 23 procent.

Overgange fylder meget. 55 procent af de 16 til 19-årige og 36 procent af de 20 til 24-årige svarer, at et skole- eller uddannelsesskift har været medvirkende til deres ensomhed. Det er netop i de skift, hvor de gamle rammer falder væk, at mange unge står uden et naturligt sted at møde andre.

Sammenhængen til mental sundhed er tydelig. Ifølge samme undersøgelse har 60 procent af de svært ensomme mentale helbredsproblemer, mod 13 procent blandt dem, der ikke er ensomme. Tallene viser en sammenhæng, ikke en årsag. Ensomhed kan føre til mistrivsel, og mistrivsel kan gøre det sværere at opsøge andre. Derfor er det værd at tage fat i begge dele.

Små vaner gør en forskel

Der findes ikke en enkelt løsning på ensomhed, men nogle principper går igen, når man arbejder med trivsel:

  • Vælg det regelmæssige frem for det store. En fast ugentlig aktivitet, hvor de samme mennesker mødes, skaber lettere venskaber end en enkelt stor begivenhed.
  • Sig det højt til én person. Det behøver ikke være en dyb samtale. Bare at sige “jeg har været lidt alene på det seneste” kan åbne en dør.
  • Pas på søvn, bevægelse og dagsrytme. Når hverdagen mangler struktur, bliver det sværere at have overskud til at række ud.
  • Giv dig selv lov til at starte småt. Nye venskaber opstår sjældent i første forsøg. Det er normalt, at det tager tid.

Find rejsearrangører for unge der føler sig ensomme og søger nye venner

En grupperejse for unge kan være en genvej til fællesskab, fordi du ikke selv skal skabe rammen. Du får en gruppe, en fælles hverdag og noget at tale om fra første dag. Men ikke alle rejser fungerer sådan. Den, der rejser alene mellem hostels, kan ende med at føle sig mere alene, ikke mindre. Her er fem ting, du kan tjekke, før du vælger rejsetype:

  • Fast gruppe hele vejen. Du skal rejse sammen med de samme mennesker i hele forløbet, så der er tid til at lære hinanden at kende.
  • Aldersmix, der passer til dig. Spørg, hvilken aldersgruppe rejsen henvender sig til, og hvor mange deltagere der typisk er.
  • En voksen rejseleder, du kan tale med. Især hvis du er nervøs, giver det ro, at der er en fast person, der kender gruppen og kan hjælpe, hvis noget føles svært.
  • Plads til både fællesskab og pauser. En god rejse har fælles aktiviteter, men også tid, hvor du kan trække dig, uden at det bliver mærkeligt.
  • Tydelige vilkår. Du skal kunne se, hvad der er med i prisen, og hvad der sker, hvis du må aflyse eller afbryde rejsen.

Et eksempel er Dansk Studie Center, der arrangerer rejsehøjskole: grupperejser for unge, hvor rejseoplevelsen kombineres med personlig udvikling og socialt samvær. Rejserne er godt planlagte og ledes af en dansk rejseleder. For mange gør det forskellen mellem at drømme om at tage afsted og faktisk gøre det, fordi man ikke behøver at kende nogen på forhånd eller selv stå for planlægningen.

En rejse kan give nye oplevelser og nye bekendtskaber, der kan være en hjælp til at finde ind i nye fællesskaber med andre ligesindede.

Hvornår skal du søge hjælp?

Hvis ensomheden følges af vedvarende nedtrykthed, søvnproblemer, tanker om, at du er til besvær for andre, eller tanker om at gøre dig selv fortræd, så tal med din egen læge, en psykolog eller en studievejleder. Du behøver ikke vente, til det er blevet slemt. 

For de fleste unge handler det om at få en første anledning til at møde andre. Og den første anledning er ofte den sværeste.

Live-podcast i Østervrå Adventkirke

0

ØSTERVRÅ: Der er store spørgsmål på programmet, når podcasten Den store Fortælling sætter studie op til live podcastoptagelse i Østervrå Adventkirke den 24. oktober.

Hvad går Bibelen egentlig ud på? Hvad har den at sige i dag? Og hvordan finder vi mening, når livet rejser flere spørgsmål end svar? Det bliver der mulighed for at udforske med værterne, når podcasten kommer på besøg i Østervrå.

Bag podcasten står underviser Torben Rasmussen, filosof Andreas Müller, der er her fra området, og teolog Robert Sand. De har de sidste to år udgivet en podcast, hvor de sammen læser og diskuterer Bibelen. De har valgt at gå Bibelen kronologisk igennem, og begynder således helt fra Adam og Eva, og er med 55 podcast-afsnit nået hele Bibelen igennem. Man behøver ikke kende Bibelen på forhånd for at følge med.

Mange danske kirker oplever, at især de unge i stigende grad er nysgerrige på livets store spørgsmål. Derfor er det højaktuelt at Østervrå Adventistkirke får besøg af podcastens tre værter, som i live-podcasten tager udgangspunkt i spørgsmålet: »Hvorfor er du så langt væk, Gud?« Sammen med publikum udforsker podcasten det spørgsmål, som er blevet stillet i flere årtusinder. 

Med live-podcasten i Østervrå flytter samtalen fra høretelefonerne ind til en live-samtale med publikum. 

Red.

Seniorsmil i Manegen

0

SÆBY: I onsdags var det dansktopsangeren, entertainer, revy- og viseforfatter, foredragsholder og skribent Bjarne Lisby fra Greve, der stod for underholdning i Manegen. Det blev til et par formidable timer med et væld af  gode viser og små finurlige og sjove kommentarer. 

Bjarne Lisby har også skrevet en bog med titlen ”Seniorsmil”, der indeholder over 500 vittigheder og anekdoter med udgangspunkt i seniortilværelsen. Der var mulighed for at købe såvel bogen som nogle af hans mange udgivne CD’er, hvis man var interesseret heri.

Lige her og nu har han været indenfor underholdningsbranchen i over 50 år og har i den tid udgivet mere end 400 sange.

Der blev også tid til en ombæring ”Giro 413” sange. Bjarne Lisby fortalte om, at det jo i år er 80 år siden, at programmet blev startet. Der var rig lejlighed for de fremmødte til at synge med på blandt andet ”Fiskepigens sang” og selvfølgelig ”Åh Marie a vil hjem til dig”.  

Som afslutningsnummer havde  Lisby valgt ”Skraldemandens liv” – dog med en lille sidebemærkning om, at hvis det havde været  en kvindelig skraldemand,  så skulle titlen på sangen jo nok have været ”Rappenskraldens liv” – i øvrigt til stor morskab for alle i salen.

Som ekstranummer spillede han hans meget  specielle udgave af sangen ”Gloria Hallelujah”.

Den 21. oktober har Sæby Pensionist- og Efterlønsklub bedt De 4 Håndtryk om at komme og spille glad harmonika og guitarmusik.

Red.

Der lægges fibernet i den sydlige del af Sæby

0

SAFnet (Sæby Antenneforening) står bag nedlægning af fibernet i den sydlige del af Sæby.

Det medfører bl.a., at medarbejdere ved entreprenørfirmaet Villy Andersen i disse uger har travlt med at grave ud og “skyde” fibernetkabler ind til forbrugerne. Det skulle gerne sidenhen betyde hurtigere netforbindelser.

Tekst og foto: Notabene

NH Løft klarer løft af både på Sæby Havn

0

I weekenden var der stor aktivitet på Sæby Havn, da NH Løft fra Østervrå var i gang med at løfte et par sejlbåde op ad vandet og på bedding på kajen. Den høje kran ragede mange meter i vejret, og imponerede så det ud, da bådene blev løftet op.
Tekst og foto: Notabene

Tidligere borgmester fortæller om barndommen på Sæby Havn

0

SÆBY: Hvordan var det at vokse op som fiskerdreng på Sæby Havn, og hvordan har livet på havnen ændret sig gennem årene? Det kan man blive klogere på, når tidligere borgmester Karsten Thomsen torsdag den 22. oktober gæster Manegen i Sæby Kulturhus.

Under overskriften »En fiskerdrengs oplevelser på Sæby Havn – dengang og nu« tager Karsten Thomsen publikum med på en nostalgisk rejse tilbage til sin barndom og ungdom på havnen.

Med udgangspunkt i sine egne oplevelser fortæller han om livet blandt fiskere, både og havnearbejdere i en tid, hvor havnen spillede en central rolle i byens hverdag.

Gennem personlige minder, levende fortællinger og humoristiske anekdoter giver han et indblik i, hvordan livet på havnen har forandret sig gennem årtierne. Samtidig trækker han tråde frem til nutidens Sæby Havn og fortæller om, hvordan havnens historie fortsat sætter sit præg på byen.

Karsten Thomsen har gennem sit mangeårige engagement i lokalområdet et indgående kendskab til Sæbys udvikling, og med sin personlige tilknytning til havnen kan han fortælle om både de små hverdagshistorier og de større forandringer.

Arrangementet er tilrettelagt af Sæby Bibliotek i samarbejde med Saltlandets Historiske Forening.

Der er gratis adgang til foredraget, men der skal bestilles billet på forhånd.

Red.

Børn fandt nedgravede kontanter i Dybvad

0

To børn gjorde et usædvanligt fund, da de legede børnehuset i Dybvad. Nu efterlyser Nordjyllands Politi ejeren til et større kontantbeløb, som var gravet ned i jorden.

DYBVAD: Det var noget af en overraskelse, der ventede to børn, da de den 1. juli legede ved Fonden Føniks’ børnehus i Dybvad. Under legen fandt de nemlig et større kontantbeløb, som nogen havde gravet ned i jorden.

Nordjyllands Politi blev tilkaldt og tog pengene med for at undersøge fundet nærmere.

Pengene blev efterfølgende sendt til en nærmere vurdering for at fastslå, hvor stor en del af sedlerne der fortsat kunne betragtes som gyldige betalingsmidler.

– Her viste det sig, at flere af pengesedlerne enten var udgået eller for beskadigede til fortsat at ses som gyldige, fortæller politikommissær Marianne Norman Hejlesen fra Nordjyllands Politi.

Det betød, at en del af de fundne kontanter ikke kunne godkendes, og at det samlede beløb derfor viste sig at være mindre end først antaget.

Politiet forsøger nu at finde frem til pengenes retmæssige ejer og efterlyser derfor personer, som kan have kendskab til de nedgravede kontanter.

Hvor pengene stammer fra, og hvor længe de har ligget i jorden ved børnehuset, fremgår ikke af politiets oplysninger.

Nyt udebanesæt til serie 4

0

Flauenskjold IF’s 2. hold i serie 4 har fået sponseret nye udebane spilledragter.

Flauenskjold: De velvillige sponsorer er DTE Dansk Træemballage og Flauenskjold Partybuzz. 

Klubbens hovedsponsor Sparekassen Danmark har også fået en plads på de flotte nye dragter.

Tøjet blev indviet med et 0-4 nederlag på Klokkerholm Stadion, men trods nederlaget har holdet sikret sin forbliven i serie 4. 

Sæsonen afsluttes med en hjemmekamp mod Hjørring Frem på søndag.

IS

Foto: Privat

Stor opbakning til Efterårskunst i Jerslev

0

Den 38. udgave af Efterårskunst i Jerslev blev en stor succes med ekstra mange besøgende, tilfredse kunstnere og en donation på 15.000 kroner til Jerslev Borgerforening.

JERSLEV: Der var masser af liv mellem kunstværkerne, da Jerslev Borgerforening i weekenden den 17. og 18. oktober inviterede til den traditionsrige Efterårskunst i Toftegårdsskolens idrætshal.

I år deltog 44 kunstnere med et bredt udvalg af blandt andet malerier, keramik, skulpturer, smykker og kunsthåndværk.

Allerede ved lørdagens fernisering var der stor opbakning til udstillingen. Her blev åbningstalen holdt af Birgit Nedergaard, der er formand for genbrugsforretningen Tusindfryd. Hun havde samtidig en glædelig overraskelse med til arrangørerne. Efter talen overrakte hun nemlig en donation på 15.000 kroner fra Tusindfryd til Jerslev Borgerforening.

Flere besøgende end normalt
Arrangørerne kunne glæde sig over en særdeles velbesøgt udstilling, hvor især lørdagen skilte sig ud med et usædvanligt stort fremmøde. Der blev ikke foretaget en egentlig optælling af gæsterne, men vurderingen er, at der kom betydeligt flere besøgende end normalt.

Også de udstillende kunstnere gav udtryk for stor tilfredshed med den flotte opbakning.

De frivillige
Bag den store kunstudstilling står en imponerende indsats fra de mange frivillige, som år efter år er med til at få arrangementet til at lykkes. I år har hele 75 hjælpere givet en hånd med både før, under og efter udstillingen.

Flere af de frivillige har været med helt fra begyndelsen og har således hjulpet til ved samtlige 38 udstillinger. Deres trofaste indsats er en vigtig del af forklaringen på, at Efterårskunst fortsat kan samle både kunstnere og besøgende i Jerslev år efter år.

Travlhed i kunstcaféen
Det store besøgstal kunne også mærkes i kunstcaféen, hvor de frivillige havde nok at se til gennem hele weekenden.

Her blev der blandt andet solgt 48 lagkager, 400 stykker smørrebrød og hele 700 kopper kaffe.

Dermed blev den 38. udgave af Efterårskunst endnu en vellykket weekend for Jerslev Borgerforening og de mange frivillige, der hvert år er med til at få den store kunstudstilling til at fungere.

Red.