Home Blog Page 361

Landsbyløbet startede i Voerså

0

Der var tilmeldt 470 til aftenens Landsbyløb, der startede og sluttede i  Voerså. Vejret var helt fantastisk til en aften med løb på programmet.

Flot så det også ud med alle de deltagere og publikum i øvrigt med guldhår – der blev nemlig uddelt guldhår til alle, der havde lyst til virkelig at lave en fest ud af løbet den aften i  Voerså.

Mette Hardam, medlem af byrådet i Frederikshavn kommune, som i øvrigt selv bor i området, sagde i sin velkomst til alle deltagerne bl.a. at det er 3. år Landsbyløbet sættes i gang. Formålet med Landsbyløbet var at vise landsbyerne frem og det må vi sige er lykkedes.

Landsbyløbet har været med til, at Frederikshavn Kommune har fået en flot pris nemlig at blive udnævnt til årets friluftskommune. Landsbyløbet har også fået årets Sundhedspris – og stort tillykke med det – sagde Mette Hardam og kommenterede guldhåret, som er nævnt tidligere ved at nævne de 6 byer, der er gået i samarbejde, nemlig Lyngså, Voerså, Præstbro, Mølholt, Stidsholt og Ørtoft og som kalder foreningen Østkystens guld.

Hun sluttede af med at ønske alle en rigtig dejlig tur. 

Herefter blev deltagerne sendt afsted holdvis af Catharine Jochumsen fra foreningen Landsbyløbet.

Der var opstillet telt på krogrunden i  Voerså, hvor frivillige stod for uddeling af forfriskninger til deltagerne og hvor der kunne købes drikkevarer, kaffe og kage, pølser m.m. og Knud Søhane-spejderne fra  Voerså solgte popcorn, slush ice og candyflush. Så rigtig mange var i sving på den aften. Der var mødt masser af tilskuere op for at sende deltagerne afsted og også for at klappe dem i mål, når de kom tilbage efter endt rute. 

Næste startsted for Landsbyløbet er Ravnshøj den 14. maj.  

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Travlt år i PixlArt

0

Foreningen PixlArt kom ud af 2018 med et flot økonomisk resultat på bundlinjen, og et stort renoveringsarbejde kom stort set ikke til at påvirke udstillingsaktiviteterne. PixlBoxen bevidste sit værd som samlingssted. 

Det digitale galleri og foreningens nyeste tiltag PixlBoxen fik begge stor betydning for årets gang i foreningen PixlArt. – Vi havde ellers frygtet, at det store renoveringsarbejde på kirken, ville få negativ betydning for vores samlede resultat, lød det fra formand Tao Lytzen til den årlige generalforsamling, men det kom heldigvis ikke til at holde stik. Renoveringen betød, at der ikke blev en særlig sommerudstilling i 2018, men til gengæld fik foreningens nye tiltag Pixl-Boxen lov til at vise, hvad den kan bruges til. 1.500 elever fra regionens 11 kommuner har gennemført en uges læringsforløb i forbindelse med Kulturkaravanen. En helt særlig oplevelse var bussens besøg på Løkken Plejehjem, hvor beboerne kom på galleribesøg i bussen. Bussen har været til popup-udstilling på Løkken Strand, til kulturmøde på Mors, besøgt Halvorsminde Efterskole m.m.

I galleriet har der været koncerter, foredrag og hele fem udstillinger er det blevet til, og et fælles arrangement i Musikkens Hus i Aalborg.

Det er hårdt arbejde, at starte en ny forening, og det viser sig også ofte i regnskaberne, men i 2018 lykkedes det at få et flot positivt resultat på bundlinjen, til stor glæde for bestyrelsen. Pengene får dog ikke lov til at ligge og lune på kistebunden ret længe, for PixlArt har mange ønsker og behov, der skal opfyldes. 

 

Travlt 2019
I galleriet er 2019 allerede skudt i gang med et højt aktivitetsniveau som bl.a. fotoudstilling af Nordjyske Stiftstidendes fotografer og seneste fotograf Henrik Saxgren. Sommerens store udstilling bliver Dronningeudstillingen med fotos af Dronning Margrethe, og et regionalt projekt ”Spejlbilleder” involverer landsbyer rundt om i Nordjylland. 

PixlBoxen er allerede booket til mange spændende besøg, forløb og events i hele landet – bl.a. Mors, Aarhus, Viborg og København. 

Til bestyrelsen var der genvalg af Boe Larsen og Lars Salomonsen samt nyvalg af Julie Peitersen. 

PixlArt har fernisering på sin næste udstilling søndag den 12. maj.

ÅB

Ild i fyrrummet

Tidligt onsdag morgen 8. maj ringede telefonen ved vagtcentralen. 

Der var nemlig opstået en brand i et fyrrum på Sæby Landevej i Tårs. 

Fyrrummet fremstod meget rodet og der var desuden opstillet en del brænde i rummet. 

Beboeren i huset blev reddet ud, men 1. salen på huset brændte ned. 

Rynkebyløb og Skolernes sangdag

0

Fredag før palmesøndag havde alle børn på Flauenskjold skole spændt løbeskoene. Ført an af Afro-Andreas (lærer) løb de for at bidrage til Rynkebyløbets indsamling til Børne-lungefonden. På en time løb børn og lærere tilsammen 483 km – og der blev samlet 6.734 kr ind – mega flot. Samtidig blev det til masser af smil, røde kinder og frisk luft i lungerne 

Bagefter var der ”Skolernes sangdag”, så lidt trætte i benene, men med højt humør mødtes alle skolens børn og voksne i musiklokalet, hvor vi via livestreaming deltog i arrangementet. Der blev sunget, danset og leet – og når teknikken drillede, ja så tog vores kyndige musiklærer da bare over. Lige før ringetid var loftet nær lettet, da alle af deres lungers fulde kraft sang med på ”Tarzan Mama Mia”.

Ung venstrefløj til Vendsyssel

0

Majken Hedegaard Nielsen på 19 år, skifter fra Skanderborg Håndbold til Vendsyssel Håndbold på en 2. årig aftale, en aftale der starter til sommer.

Majken har de sidste 4 år været en del af Skanderborg Håndbold Elite Akademiet ”SHEA” hvor hun har spillet på U16 og U18 ligaholdene. Majken er en spiller som virkelig arbejder hårdt for tingene og vi ser frem til at se Majken i Vendsyssel trøjen de kommende sæsoner.

Kent Ballegaard siger
Majken har fra første øjeblik udvist en enorm lyst til at ville det her, og det alene er en enorm forudsætning for, at vi kan indfri de ambitioner som vi har i Vendsyssel Håndbold. Hun er en aldeles fin, hurtig og godt skolet venstre fløj, som besidder det jeg udtrykker som en god balance, dvs. hendes indspring og afslutningsniveau foregår enormt roligt og velovervejet, hvilket er en rigtig god og sjældent set egenskab.

Hun har selvfølgelig, qua hendes alder, en masse at lære og en masse fysisk træning foran sig, men som nævnt er viljen og lysten stor, så hun er et perfekt match, og jeg glædes meget over at endnu et ungt talent fra Skanderborg vælger at tage nordpå, og at opbakningen hjemmefra er stor og sund. Nu skal hun gå fra ungdom til seniorhåndbold, men det er jeg sikker på hun kommer til at klare rigtig fint, og hun vil sammen med Anna Lillesø udgøre en rigtig stærk duo på venstre fløj, hvor deres forskellighed tilkommer truppen rigtig godt.

Majken udtaler
Jeg ser utrolig meget frem til at blive en del af Vendsyssel Håndbold, hvor det gode træningsmiljø giver mig alle muligheder for at udvikle mig og præstere optimalt. Derudover svarer klubbens mål og ambitioner rigtig godt overens med mine egne, og samtidig er det en klub med et stort engagement, der danner rammen for et godt klubliv og sammenhold, hvilket jeg også glæder mig til at blive en del af. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Vendsyssel Håndbold er det helt rigtige valg for mig, og nu glæder jeg mig bare til at få hue på, flytte nordpå og komme i gang med træningen.

Ombygning indviet med åbent hus og is til alle i Hørby Børnehus

0

Onsdag den 24. april fra blev der holdt åbent hus for hele Hørby Børnehus, da vi endelig kunne fejre, at ombygningen af Hørby Børnehus er blevet færdig. Vi har fået så flotte nyrenoverede lokaler, blandt andet nye toiletfaciliteter, garderoberum, opholdsrum og anretter køkken for den nye vuggestue, tumlerum for de små og kryberum. Det har været et langt efterår i byggestøv og med pladsmangel, men nu er det endelig klar, og det er fantastisk. 

Ved åbent hus arrangementet kunne forældre, bedsteforældre, søskende mv. komme og se de nye faciliteter og huset var flot pyntet med flag og balloner. Børnehuset var vært ved kagemand fra Hørby Bageri og derudover var der lækker frugt, kaffe og saftevand. Tak til alle der tog sig tid til at kigge forbi. 

Tirsdag den 30. april kom dagtilbudsledelsen samt formand for Børne- og unge-udvalget, Anders Brandt, forbi og så det færdige hus. De havde både gaver med i form af en kæmpeæske Playmobil til børnehaven og kængurustylter til SFO’en, til stor glæde for alle børn. Det bedste ved hele dagen var, at vores gæster havde fået følgeskab af Hjem-Is bilen, der gav is til alle. Isen blev nydt på legepladsen i det skønne solskinsvejr inden legen fortsatte igen fortæller forældrerådet på vegne af HørbyBørnehus.

Albæk venstrevælgler­forening holdt åbent hus

0

Arrangementet foregik på den verdensførende, lokale virksomhed DSI Freezing Solutions på Parkvej i Dybvad.

Der var samtidig den aften mulighed for at møde skatteminister Karsten Lauritzen og tidligere forsvarminister Søren Gade, der præsenterede sit EU – kandidatur.

Man startede med en guidet rundvisning på fabrikken – her blev man opdelt i hold og kom hele vejen rundt i produktionen og der var mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Der blev bl.a. fortalt, at virksomheden er en nichevirksomhed med stor ekspertise.

Man har anskaffet robotter på flere steder i produktionen og her spurgte en af de besøgende ind til, om de ansatte var bekymrede over robotternes indtog på virksomheden og hertil var svaret, at det var der ikke tale om, fordi robotterne faktisk var med til at sikre arbejdspladserne.

Efter rundvisningen mødtes alle til kaffe og kage og herefter var det tid til mødet med Karsten Lauritzen og Søren Gade.

Allerførst bød Per Smith fra Albæk Venstrevælgerforening velkommen til arrangementet og han sagde i den forbindelse, at Dybvad er den by i kommunen, som har flest arbejdspladser målt på antal indbyggere.

Herefter var det direktør Lars Friis, DSI, der fik ordet og han sagde bl.a. at DSI, der blev grundlagt i 1969, har udvidet flere gange, så der nu i Dybvad og Agersted, er i alt 80 medarbejdere.

Så var det skatteminister Karsten Lauritzen, der gik på talerstolen. Han fortalte om, hvad han lavede som skatteminister ud over at suge pengene op af folks lommer. Han kom ind på sine ønsker for Skat i fremtiden og han nævnte også, at han arbejder på at forenkle skattesystemet. Der var mulighed for at stille spørgsmål til ministeren og det var der nogle, der benyttede sig af.

Søren Gade, kandidat til EU, fortalte, da det blev hans tur om sin store interesse for at komme ind og løse opgaver i EU og han kom naturligvis også ind på Brexit. Også her fik tilhørerne mulighed for at stille spørgsmål og meget naturligt var der netop spørgsmål, der handlede om Brexit.

Formand for Albæk Venstre-væl-ger-for-ening, Mette Hardam, sluttede aftenen af med at takke Karsten Lauritzen og Søren Gade, fordi de havde afset tid til at være med. Hun takkede også DSI, fordi de havde åbnet deres virksomhed for åbent hus – arrangementet og endelig takkede hun også alle, der var kommet. Der var i øvrigt omkring 150, der deltog i arrangementet.

 

 Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Aftentur ved Vesterskov

0

Kræftens Bekæmpelses vandretur ved Vesterskov torsdag den 2. maj.
Kom maj du søde milde, er jo en velkendt sang, som indikerer, at nu er foråret på vej. Men torsdag aften ville majvejret lidt af hvert. Først en god byge, kulde og en god vind, inden det hele endte op med sol, lune og stille vejr.

Det afskrækkede ikke de 105 deltagere i aftenturen ved Vesterskov. Alle var mødt op med forventninger til en oplevelsestur med naturvejleder Bo Storm, som aftenens guide.

Turen gik ud over Fejborg bakker og med stop undervejs, hvor Bo Storm fortalte om landskabet, der er formet af istiden for 15.000 år siden, den spændende natur og dyrene, der bor her. Skoven er nu på sit grønneste og turen blev en buket af farver, fuglestemmer, dufte og ikke mindst kunne man se finurlig kunst på vejen igennem skoven.

Der blev hygget, snakket og snuset indtryk til sig og det varede et par timer inden alle var kommet igennem turen, hver med sit tempo og lyst til at udforske stedet.

Aftenen sluttede af i laden ved Vesterskov, hvor Elin Jakobsen fra Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn bød indenfor. Her kunne man forsyne sig med kaffe, brød, frugt og drikkevarer. Aftenen sluttede med sang og tak for denne gang. Næste år vil Kræftens Bekæmpelse igen i samarbejde med Bo Storm finde en ny aftentur og udforske skønne naturpletter.

Dobbelt udstilling hos PixlArt i Østervrå

0
158 001

Fernisering: søndag 12. maj. 
PixlArt er klar med hele to udstillinger. ”Kystlandet” af Ulrik Hasemann og Mathias Svold, samt en kombineret udstilling af fotos og installationer med multikunstneren Nanna Rosenfeldt-Olsen.

PixlArt kan byde velkommen til en helt ny form for udstilling med multikunstneren Nanna Rosenfeldt-Olsens kombination af fotos og installationer. Nanna Rosenfeldt-Olsen stammer fra lokalområdet med en barne- og ungdom i Åsen Teater i Sterup. Netop Nannas forældre Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen indgår som en aktiv del i den aktuelle udstilling, der har fået navnet “My Object Become The Shadow Of Their Object”. Den internationale titel udspringer i projektet, som bestod af objekter indsamlet i november 2016 af Nanna Rosenfeldt-Olsen på en stor befærdet gade i Chicago og objekter indsamlet af Nannas forældre, Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen på en landevej i Nordjylland.

Rosenfeldt-Olsen og hendes forældre skaber en visuel langdistance samtale gennem billederne de udveksler. De fundne objekter på billederne fungerer som talebobler fra to vidt forskellige verdner. Sammen skaber de et fælles sprog og interagerer på tværs af kontinenterne.   

Til åbningen af udstillingen i PixlArt inviterer Nanna alle til at medbringe et indsamlet objekt fra deres lokale vej. Objektet bliver en del af åbningsudstillingen. 

Nannas projekt er støttet af Kulturkanten. 

Kystlandet
Er en fotografisk rejse langs Danmarks kyster. I billeder fortæller fotograferne Mathias Svold og Ulrik Hasemann historier om de mennesker og den natur, der findes, hvor land møder vand. Det dokumentariske værk har et kunstnerisk udtryk og viser både hverdagslivet og ekstraordinære øjeblikke langs kysterne. ”Kystlandet” er netop udkommet som bog, og det er billederne herfra, det bliver muligt at se i det kendte storformat på digitale skærme hos PixlArt. 

Begge fotografer er dokumentarfotografer, og Mathis Svold blev dette års pressefotograf med tre af billeder fra ”Kystlandet”, og i 2018 vandt det begge to årets pressefoto.

Lokalt har udstillingen en særlig interesse, netop fordi der er en del billeder fra bl.a. Frederikshavn og Hjørring Kommunes kysterne.

Ferniseringen er på Mors Dag, så en rigtig god anledning til at invitere på en lille udflugt til en både fotografisk og kunstnerisk oplevelse. 

ÅB

Red din fars dag og hyld ham i avisen

0

I forbindelse med Fars Dag den 5. juni hylder Østvendsyssel Folkeblad sammen med Kræftens Bekæmpelse alle de dejlige fædre i vores udgivelsesområde.

Alt for mange mænd overser vigtige symptomer på kræft og kommer for sent til lægen – og det kan koste liv. Derfor vil vi her på avisen sammen med Kræftens Bekæmpelse som en del af kampagnen ”Red din fars dag” sætte fokus på mænd og de 7 tegn, der kan være symptomer på kræft. Din far har brug for din hjælp til at genkende tegnene på kræft og til at komme til lægen, hvis han oplever et symptom. Undersøgelser viser nemlig, at mænd er bedre til at tage til lægen, hvis deres børn giver dem et kærligt skub derhen.  

Så for at vise din far, at du ikke kan undvære ham, send os et billede af ham samt en kort tekst, hvor du beskriver, hvorfor du synes, at han er verdens bedste far. Så trykker vi en hyldest til din far her i avisen i forbindelse med Fars Dag. Send det til os på mail avis@oestvend.dk

Du kan læse mere om kampagnen her: reddinfar.dk 

De 7 tegn på kræft: 
– Længerevarende synkebesvær

– Uforklarligt vægttab

– Længerevarende hoste eller hæshed

– Uforklarlig blødning

– Ændrede modermærker eller sår, der ikke vil hele

– Ændret afføringsmønster

– Knuder eller hævelser

Statistik
Frederikshavn kommune
Alle kræfttilfælde i 2017
Begge køn 574
Mand 299
Kvinde 275

Kilde: eSundhed.dk, Nye kræfttilfælde. 

Kørselstidspunkt: 10-04-2019