Home Blog Page 341

Flot fremmøde til standerhejsning

0

På et grønklædt Flauenskjold Stadion blev fodboldsæsonen 2020 skudt i gang med den traditionsrige standerhejsning for klubbens kvinde- og herreseniorer.

Flaget blev hejst af årets spillere 2019, søskendeparret Camilla og Mathias Graunkær samt fodboldformand Henrik Christiansen.

Der var mødt hele 35 herrer og 15 kvinder op til denne årets første officielle træning under ledelse af Peder Lund og Peter Østergaard hos kvinderne samt Nicolai Demant og Mikkel Andersen hos herrerne.

Efter en times let træning blev der serveret varm suppe i Flauenskjold Hallens cafeteria, hvor også nogle af klubbens trofaste hjælpere var mødt op for at være med til at markere sæsonstarten.

Fodboldformand Henrik Christiansen var glad for det store fremmøde og kunne i øvrigt berette at der i løbet af marts måned er planlagt træningslejr for såvel kvinderne som herrerne. Kvinderne skal til Fjerritslev i weekenden 6. – 8. marts mens herrerne skal til Sæby i weekenden 20. – 22. marts. Herudover kunne det oplyses at Flauenskjold IF har besluttet at tilmelde hold i DBU’s nye turneringtilbud om eFodbold for breddeklubber. Mere information om dette følger her i avisen i de kommende uger.

Cheftræner for herrerne Nicolai Demant, der tager hul på sin tredje sæson i klubben, fremlagde sine planer for den kommende sæson, og han var ligeledes meget tilfreds med de mange spillere der var mødt frem til standerhejsningen. Eneste malurt i bægeret er at klubben mangler en målmand til 1. holdet i serie 3. Der ledes i øjeblikket med lys og lygte for at finde en ankermand med handskerne rigtigt skruet på.

Kvinderne, der spiller under klubsamarbejdet DHF (Dybvad/Hørby/Flauenskjold) ser med spænding frem til at prøve kræfter med jyllandsserien. Herudover bliver der tilmeldt et kvindehold i serie 2, således at klubben for første gang kan mønstre to 11 mands hold hos kvinderne. På herresiden er Flauenskjold, efter den kiksede oprykning til serie 2, fortsat repræsenteret i serie 3, 4 og 6. 2. holdet i serie 4 var i første omgang rykket ned i serie 5 men holdet blev, på grund af udtrækninger, alligevel tilbudt en plads i serie 4, hvilket klubben har takket ja til.

Der er træning mandag og onsdag for kvinderne og tirsdag og torsdag for herrerne. Træningskampene påbegyndes den 22. februar. Turneringsstarten er 28. marts, hvor kvinderne í jyllandsserien tager i mod Holtet på hjemmebane, mens herrerne i serie 3 skal en tur til Gandrup for at møde nedrykkerne fra VHG/GS. Serie 4 skal ligeledes indlede sæsonen på udebane mod Poulstrup/Vrejlev. I kvinder serie 2 og herrer serie 6 er puljerne endnu ikke offentliggjort.

Flauenskjold IF ser frem til endnu en god sæson, hvor det er vigtigt at såvel det sportslige som det sociale er i højsædet.

IS

Der må være en udkant – nu i Præstbro

0

Skæve Amatørscene har i år valgt at spille et stykke, der hedder: Der må være en udkant.

Stykket er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen, der har skrevet rigtig mange dilettanstykker i samme genre som stykket her, der beskrives som en morsom farce, der rammer lige ned i nutiden med politikernes snak om udkantsproblemer og statens nedrivningspuljer.

Jannie Damsgaard, stykkets instruktør, fortæller, at netop det stykke er valgt, fordi et passer så fint til de aktører, der er og når vi nu er ved aktørerne, så møder man ikke nye personer på scenen i år, men der er kommet tidligere aktører tilbage for at spille med i årets stykke.

Der var godt gang i arbejdet med 1. akt den aften, hvor avisen havde fået lov at kikke ind og selv om der er et godt stykke tid til premieren, så var der nogle aktører, der allerede kunne klare sig uden rollehæftet at støtte sig til.

Uden at røbe for meget af handlingen kommer der lige her nogle små ”smagsprøver” f.eks. møder man i stykket en ældre dame og hendes hjemmehjælper og den ældre dames søn og selvfølgelig også en såkaldt kommunal tilsynsmedarbejder.

For at gøre det endnu mere kommunalt, så er den ældre dames søn lokalpolitiker og ja, der er også mulighed for at møde kommunens borgmester, der hedder Tage.

Stykket opføres fredag den 20. og lørdag den 21. marts med to forestillinger om lørdagen som der plejer at være – så kommer her til gengæld noget, der er nyt nemlig spillestedet. I år har Amatørscenen valgt at henlægge forestillingerne til Præstbro Kro og det er simpelthen, fordi der på kroen er en fast scene, hvilket gør det hele meget lettere både før, under og efter forestillingerne.

Man skal i øvrigt huske at bestille bord til fredag og lørdag aften, fortæller PR-ansvarlig Jannie Dams-gaard fra Amatørscenen.

Man kan i øvrigt læse mere om årets dilettantforestilling her i avisen, når vi kommer tættere på spilledatoerne.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Go Run 200 gange i Dybvad

0

Hver søndag formiddag mødes deltagerne til GO RUN i Søparken i Dybvad, hvor man løber/går en tur – kort eller lang – rundt om søen og omkring den nye del af søen Man kommer, som man er, det er ikke en nødvendighed at komme i det helt store løbedress, fortæller Klaus Nielsen fra Dybvad IK, der har stået for GO RUN lige siden starten den 3. april for 4 år siden – altså for nøjagtig 200 søndage siden.

Derfor var der også gjort noget helt specielt ud af denne formiddag, der er nemlig hver søndag kaffe og saftevand til alle, men på denne søndag, nr. 200, var der kagemand til alle, så man rigtig kunne fejre dagen.

Der var mødt omkring 50 op for at være med og nogle af dem har været med stort set alle 200 gange og ifølge Klaus Nielsen er der rundt regnet 20 deltagere på de enkelte søndage.

I dagens anledning var startbanen pyntet med både GORun-flaget og masser af Dannebrogsflag, som man også kan se det på billedet.

Det hele startede med, at der kom en henvendelse fra DGI, om man havde lyst til at være med og som Klaus Nielsen siger, så var man i Dybvad et af de første steder, der startede.

En god måde at få motion og frisk luft på og så er snakken og hyggen efter turen, da heller ikke at kimse ad. Et godt tiltag, der er kommet for at blive her i Dybvad og i Dybvad IK’s regi.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

5 år med LaTaverna

0

LaTaverna i Østervrå kan den 27. juni 2020 fejre 5 års fødselsdag. Siden åbningen i 2015 er det kun blevet til en uges ferie og det vil Charles & Co nu rode bod på.

Det har været en udfordring at få familieliv, arbejdsliv og forretning til at hænge sammen, fortæller Charles og vi synes selv det er lykkedes helt godt, men nu vil vi lade vores batterier op og generere lidt ny energi.

Vi har en del forandringer og nye tiltag i støbeskeen, så vi har “ferielukket” LaTaverna fra nu af for Grundlovsdag, den 5. juni, igen at slå dørene op til LaTaverna. Til den tid er vi igen oppe i gear og klar til at fejre vores 5 års fødselsdag sidst i juni.

LaTaverna Saloons selskabslokaler samt fadølsudlejningen kører uændret videre for fuld styrke, lover den nu ferierende værtshusejer.

De fortæller den gode historie

0

Bestyrelsen i Østervrå Borgerforening har i 2019 arbejdet målrettet med en bosætningskampagne. Det har udmøntet sig i ti små film, som hen over vinteren bliver præsenteret på byens to Facebooksider.

Det er vigtigt at fortælle omverdenen den gode historie, og hvem fortæller den bedre, end dem, der selv har været en del af det, derfor har bestyrelsen været ude og spørge nogle af dem, der er flyttet til Østervrå for nyligt. – Vi har været så heldige at få tilsagn om at medvirke fra så mange, at det kunne blive til 10 små film, hvor de fortæller, hvorfor de har valgt at bosætte sig i Østervrå, forklarer bestyrelsesmedlem Frode Thule Jensen, der også har været tovholder på projektet. 

Spred budskabet
I filmene møder vi nybyggerne, huskøberne, dem ude på landet – de unge par, det modne par og dem med børn. De første tre film er lagt på, og de er blevet flittigt set, delt og kommenteret, og det er netop en meget vigtig del af projektet. – Det er dejligt, at så mange vil være med til at sprede budskabet, så vi på den måde kan komme rigtig langt omkring, understreger Frode, som håber at endnu flere vil være med til at dele, så vi alle sammen er med til at fortælle om det Østervrå kan og har. 

ÅB

Nye redskaber til ”Leg og Bevægelse”

0

Hver onsdag eftermiddag er der liv og glade dage i Flauenskjold Hallen når 25-30 børn i alderen 1-4 år slår sig løs til ”Leg og Bevægelse” under ledelse af Bettina Hedermann Esman.

Forleden blev en række nye redskaber, indkøbt i fællesskab af Flauenskjold Hallen og Flauenskjold Idrætsforening, taget i brug.

På billedet ses en lille purk i færd med at forcere en af de nye balancebomme.

Så fremtidens idrætsudøvere i Flauenskjold er absolut undervejs.

IS

Anmeldelse om kemikalieudslip i Tårs

0

Nordjyllands Politi modtog i dag den 29. januar 2020 kl. 10:54 en anmeldelse om et kemikalieudslip på Scandic Food, Industrivej 3, 9830 Tårs. Fabrikkens medarbejdere blev evakueret. Der er tale om kemikaliedampe.

”Vi reagerer på en melding om et større kemikalieudslip og mulig eksplosionsfare. 63 medarbejdere på fabrikken blev derfor evakueret for en sikkerheds skyld. De er tilset af en læge, og ingen af dem er kommet til skade,” forklarer vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

Der var tale om dampe

Politiet afspærrede området omkring fabrikken, mens man i samarbejde med Nordjyllands Beredskab gik i gang med at undersøge hændelsens omfang. Myndighederne kunne snart konstatere, at der snarere end et egentlig udslip var tale om dampe i et mindre lokale, som bruges til opbevaring af forskellige kemikalier. 

”Nu er det så kemikaliedykkere fra Nordjyllands Beredskab, der har den videre opgave med at undersøge, hvilket kemikalie der er tale om,” fastslår vagtchefen. 

Ingen fare uden for fabrikken

Brandfolk og politi arbejder fortsat ved fabrikken i Tårs, og meldingerne fra indsatslederne på stedet er nu, at beboere og virksomheder i området omkring fabrikken ikke har grund til at føle sig utrygge.

”Denne hændelse er afgrænset til fabrikkens lokaler. Beboere og andre, der befinder sig i området, kan trygt færdes udenfor,” siger Per Jørgensen og slår dermed fast, at der altså ikke er eksplosionsfare.

Nordjyllands Politi opretholder fortsat en afspærring omkring fabrikken, indtil undersøgelserne på stedet er afsluttede.

DM i Skills med nordjyder i finalen

0
Mads Wunderov og Victor Bundgaard

I forrige weekend blev der afviklet DM i Skills i Bella Centret i København. DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddanelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.

To af deltagerne var de lokale drenge Mads Wunderov fra Dybvad samt Victor Bundgaard fra Flauenskjold. Mads er lærling hos den lokale tømrervirksomhed JE Byg Tømrer & Snedker v/Søren Vestmark, mens Victor er i lære som flisemurer hos MT Højgaard i Aalborg.

Mads Wunderov
Mads Wunderov sluttede på en rigtig flot 2. plads, hvilket giver ham en invitation til at deltage ved EM for tømrerfaget. Herudover er Mads inviteret til at deltage på landsholdet, som allerede har første samling i uge 7, så der venter nye spændende udfordringer i nærmeste fremtid.

Tømreropgaven til skills er delt i 3 moduler, som skal udføres på sammenlagt 21 timer fordelt på tre dage. Når eleven har savet op til et modul skal affasninger og savsnit kontrolleres og bedømmes inden emnerne samles.

Arbejdstilsynet går rundt på pladsen og vurderer de enkelte elever på deres arbejdsteknikker, brug af værktøj, oprydning på pladsen mv. Dette kaldes arbejdsmiljøprisen, og den vandt Mads indenfor tømrerfaget. Flot præstation.

Victor Bundgaard 
Victor Bundgaard var blevet nr. 2 ved regionsmesterskabet for flisemurere, og var kommet med til DM i Bella Centret på et såkaldt wildcard.

Flisemureropgaven skulle gøres færdig på 22 timer, og Victor opnåede en meget flot 3. plads. Victor var godt tilfreds med 3. pladsen, idet han efter eget udsagn lavede et par småfejl, som kostede pointtab. Og som en af Danmarks bedste flisemurerlærlinge er han selvfølgelig frisk på at stille op igen til næste år.

Både Mads og Victor havde stor opbakning i Bella Centret fra både familie og arbejdsgivere, og der hersker ingen tvivl om at begge de unge gutter ydede en fortræffelig indsats. Der er heller ingen tvivl om at DM i Skills er en fantastisk reklame for erhvervsuddanelserne. Dejligt at nogle af de unge mennesker brænder for håndværksfaget, hvilket vi i høj grad får brug for i fremtiden.

IS

Dybvad IK ved vestdanske mesterskaber i atletik

0

2 guld og 1 sølv til Dybvad IK 
Dybvad IK gjorde det rigtig flot, da Dansk Atletik Forbund i weekenden afviklede sine ungdoms-mesterskaber i Marselisborghallen i Århus.

Dybvad IK deltog med 5 aktive, der gjorde det fint med 2 guld og 1 sølv samt flere gode placeringer. I tilgift blev det også til flere personlige rekorder.

Dybvads første aktive i aktion under lørdagens program var Alberte Rasmussen og Freja Nielsen i kuglestød hos de 13-årige piger. På årets vestdanske liste var Alberte og Freja placeret som henholdsvis nummer 1 og 10 i kuglestød.

I dagens konkurrence var der tre forsøg til alle 17 tilmeldte piger. De seks bedste fik yderligere tre forsøg i finalen. Alberte indfriede i sikker stil forventningerne, idet hun havde konkurrencens seks

længste stød, og dermed guldvinder og Alberte gav dermed gav Dybvad IK en flot start. Albertes længste stød blev 11.12 meter, mens sølvvinderen nåede ud på 9.94 meter.

I samme aldersklasse var Freja seedet som nummer 10, og derfor var det rigtig flot, at hun kvalificerede sig til finalen, hvor hun med et stød på 8.88 meter satte personlig rekord og blev nummer seks.

Annlouise Madsen er netop rykket op i klassen 14-15 år, og derfor kommet i hård konkurrence som førsteårs i denne klasse. Blandt 24 tilmeldte hos de 14-15-årige i kuglestød blev det til en placering som nummer 11 med et stød på 7.26 meter. 16 af disse piger er 14-årige, og her placerede Annlouise sig som nummer 6.  

På andendagen af mesterskaberne blev det også til den bedste mulige start, da Mikkel Bonde Beck hos drenge 13 år kopierede Albertes præstation ved at besætte førstepladsen i kuglestød. Mikkel fik dog hårdere konkurrence end Alberte. Mikkel fik en god start med 8.70 meter og satte trumf på i sidste runde ved at nå ud på 8.88 meter og dermed guld til Mikkel. Nærmeste konkurrent var en dreng fra Silkeborg, som stødte 8.36 meter.

Dybvad IKs sidste deltager var Niels Skovsgaard, der hos de 14-15 årige var med i 60 m hækkeløb og længdespring. I hækkeløbet måtte Niels ud i et indledende heat, da der var 9 deltagere. Niels gjorde det fint, da han vandt sit heat, og samtidig satte personlig rekord med 9.79 sekunder. Selv om den personlige rekord fik endnu et nøk til 9.71 sekunder, måtte Niels ”nøjes” med andenpladsen. Men rigtig flot med sølv.

Niels var på forhånd i spil til endnu en medalje, da han i længdespring nåede helt ud på 5.29 meter ved julestævnet i Gigantium, Aalborg. Niels sprang i Århus udmærkede 4.96 meter, men ærgrede sig måske lidt, da bronzen blev vundet med 5.28 meter….

Fra Rio til Østervrå

0

Dansk er et meget svært sprog, vejret er koldt og det er ude på landet – langt væk fra millionbyen Rio i Brasilien. Alligevel er 17-årige Cecilia Siracusa vældig glade for at være i Danmark, hvor hun er udvekslingsstudent hos Caroline Holst og Frode Thule Jensen i Østervrå. 

– Jeg elsker Danmark! Så klart lyder det fra Cecilia, da jeg møder hende til en snak på gården Fjeldgaardsodde i Østervrå. Cecilia har været en del af familie siden august 2019, og hun er begejstret for alt, hvad hun har oplevet indtil nu. – Jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle forsøge at opleve så meget som muligt, fortæller Cecilia, og hun har fået lov til at kaste sig ud i det. Allerede efter tre dage gennemførte hun en 20 km lang cykeltur i forbindelse med Landsbyløbet, og i december løb hun fem km til Juleløb i Hjørring. 

Dansk er svært
Cecilia havde hørt at danskere ikke er et særlig åbent folkefærd, men det er slet ikke det hun har oplevet – tværtimod, og vejret er heller ikke så koldt, som hun havde frygtet. Til gengæld synes hun er dansk er et meget svært sprog at lære, men hun prøver. – Frode og Caroline hjælper mig rigtig meget, så jeg kan efterhånden forstå en hel del, forklarer Cecilia, som i samtalen veksler mellem dansk og engelsk. 

Det gør mig ikke noget at bo på en gård, siger Cecilia, der sender mange billeder af gårdens køer til sine venner og familie. – Jeg har kun prøvet at arbejde en lille smule med dyrene, og det er mest, når værtsparrets to børnebørn kommer på besøg. De er vilde med at komme med i stalden, og så går jeg med dem.

Forskelle
Hun er altså faldet godt til derude på landet – pigen fra millionbyen Rio. Hver morgen cykler hun ind og tager bussen til gymnasiet i Frederikshavn, hvor hun går på musiklinjen, her befinder hun sig også godt.  – Jeg er blevet taget god imod af mine klassekammerater, og jeg synes, det er så fedt, at man kan vælge en bestemt linje på sin uddannelse, det kender jeg ikke fra Brasilien. 

Noget af det, der har slået mig mest er, hvor organiseret og ordentligt alting er i Danmark, hvor det er mit indtryk, at der bliver taget hånd om tingene. Det føles også som om, der ikke er særlig store sociale forskelle i Danmark, og det er meget forskelligt fra mit hjemland, hvor der kan være meget stor forskel på rig og fattig, konstaterer Cecilia.

I fritiden er hun hjælpeinstruktør på forældre/barn-holdet i Gymnastikforeningen 77 Østervrå (GF77). – Det små børn er så søde, jeg har helt sikkert lyst til at lave noget lignende, når jeg kommer hjem, lyder det med et stort smil. Personligt går hun til yoga i GF77, det er hun meget glad for, selv om det er noget hårdere, end hun havde forventet. 

– Jeg har oplevet ting, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve som storbypige, så der har ikke været plads til den store hjemve, måske en lille smule i en stille stund, indrømmer Cecilia. 

Alle oplevelserne gemmer hun i sin dagbog, og der er stadig plads til flere. Den næste udfordring er, at hun synger solo i forbindelse med gymnasiets kommende musical ”Sagen om Kirsten”. 

Inden længe skal hun med Caroline og Frode samt deres søn, svigerdatter og to børnebørn på skiferie i Sverige. – Det glæder jeg mig rigtig meget til, for det er første gang jeg skal opleve sne, men er også spændt og lidt nervøs for at skulle stå på ski, slutter Cecilie med en lille forsigtig latter.

Fremtiden
Halvdelen af det elleve måneder lang ophold er godt og vel gået, og når hun kommer hjem håber hun på at komme på University, hvor kunst og design, står højt på ønskesedlen, men også international økonomi og politik er en mulighed. 

Den 28. juni slutter opholdet, men inden skal hun have sin ilddåb, nemlig trække en ko i ringen til dyrskue i Hjørring.

ÅB
Fotos Ejvind Pedersen