Home Blog Page 256

Årsfest i Klubhuset

0

Så fik vi i Dybvad endelig afholdt årsfest og det endda i nye rammer (klubhuset) og med Hørby som deltager. Vi er jo gået sammen og hedder Dybvad/Hørby hos senior herrer. Vi havde ligeledes fint besøg af damerne fra Hørby, hvoraf en del er tidligere u16 spillere fra DHF. Det blev en rigtig hyggelig aften og der var højt humør fra start og god musik fra vores husDJ Joakim Brader.

Maden var i topform fra Meny i Sæby, stor ros til dem – at der var nok til de sultne herrer.

Der blev holdt lidt takke taler fra spillere til trænere og omvendt og delt pokaler ud for træningsflid og bedste spillere på begge herre hold. 

Hørby delte deres Årets Hørbyér til: Mindaugas Maksvytis for hans gode humør og positive tilgang til spillet og opbakning til de andre spillere.

Årets DB’er blev tildelt: Carsten Eriksen for lang og go’ tjeneste i Dybvad Boldklub og for altid at være klar til at hjælpe når vi har brug for det og for hans hvide streger. 

Vi havde en spiller der rundede 500 kampe på klubbens førstehold hvilket er en kæmpe præstation og det var Carsten Simonsen.

Carsten valgte at takke for de mange år og stoppe på toppen.

Vi takker for de mange år og håber han stadig vil hjælpe lidt, hvis det bliver nødvendigt.

Erland valgte at trække sig tilbage som seniortræner og vil nyde livet med konen uden fodbold, tak for din store indsats og go’ ferie.

Fredagsspiloppen

0

Fredag den 5. november var der igen fredagsspiloppen i Dybvad hallen. 
Ca. 100 børn kom og havde en fantastisk hyggelig og aktiv aften. I det kreative hjørne blev der lavet julekugler, ansigtsmaling og seje tatoveringer. På loftet i klubhuset var der disco og forskellige konkurrencer, som fx stoledans.

I hallen var der stor aktivitet med fodbold i den ene ende af hallen og hoppepude, sjippetov, tove til at svinge i, bordtennis og fartmåler konkurrence denne gang med kast med håndbold. I pausen blev det delt præmier ud for fartmåler konkurrence og uddelt forfriskning.

Så blev der også tid til at have vores vanlige sprint konkurrence fra den ene bande, til den modsatte og tilbage. Det er en konkurrence børnene selv kommer og spørger om hver gang. Først løber man klassevis imod hinanden og til sidst vinderne fra 0 til 6 klasse mod hinanden. Sikken fest og de hepper for vildt.

Efter pausen var det fri leg igen og lidt sjippekonkurrence og til sidst rundede vi aftenen af med at trække lod om aftenens præmier fra Hørby Bageri, der havde givet Romkugle rotter.

En super vild fed aften og vi er klar igen i det nye år, hvor første gang er den 4. februar, lyder det fra arrangørerne.

Fællessang og jul under fremmede himmelstrøg

0

Tirsdagstræf: Østervrå Fri­kirke tirsdag den 23. november.

Julen nærmer sig, og det vil deltagerne også komme til at mærke i det kommende Tirsdagstræf, hvor der både bliver fællessang og personlige beretninger med juletema. 

Hanne Weber-Hansen er gæst i det næste Tirsdagstræf, hvor hun vil lede et par hyggelig timer i en god blanding af fællessang og erindringer fra de seks år hun og hendes mand boede i Grønland og senere tre år i Rwanda.  – Vi skal synge sange og salmer om advent og jul, og så vil Hanne fortæller om, hvordan det var at holde jul under fremmede og vidt forskellige himmelstrøg, oplyser Merete Nielsen fra Tirsdagstræf. 

Dagens gæst har tidligere været ansat på Tversted Skole, og nyder i dag en aktiv pensionisttilværelse. Privat bor Hanne Weber-Hansen i Tversted og er gift med Hartvig Weber-Hansen. Sammen har de fire børn og indtil videre otte børnebørn og fire oldebørn.

Alle er velkomne til det gratis arrangement i Østervrå Frikirke med mulighed for at købe kaffe og brød. 

ÅB

Østervråkalenderen 2022

0

Det er nu igen tid til at sende oplysninger ind til Østervrå-kalenderen om arrangementer, møder og lignende, der afvikles i Østervrå i 2022.

Vi er interesserede i, at så mange som muligt får kendskab til, de aktiviteter der afvikles i Østervrå, lyder det fra Østervrå Handel- og Erhvervsforening, som står bag kalenderen. Østervrå-kalenderen er en af mulighederne for at få budskabet ud, forklarer formanden, der opfordrer de lokale foreninger, interesseorganisationer m.fl. til at komme med alle de bidrag til kalenderen, som de allerede nu har planlagt.

Oplysningerne, der skal beskrives med en kort titel, og kan indleveres eller mailes til Østvendsyssel Folkeblad på avis@oestvend.dk gerne allerede nu, men senest den 30. november.

Red.

Velbesøgt valgmøde

0

Onsdag i sidste uge havde Flauenskjold Kulturhus inviteret til valgmøde.

Mødet var særdeles velbesøgt med ca. 50 fremmødte foruden de 12 paneldeltagere, hvoraf vores lokale kandidater Idon Brødbæk, Danny Rosenkilde og Dennis Kvesel selvfølgelig var i mellem.

Allan ”Korn” Christensen styrede med hård hånd mødet, og man kom rundt om mange forskellige emner så som ældreområdet, samt bosætning og erhvervspolitik. Herudover var det planlagte solcelleprojekt på Pulsen selvfølgelig et varmt emne.

Alt i alt et vellykket valgmøde, hvor der hele vejen igennem blev holdt en sober tone.

Det bliver spændende at følge valgresultatet på tirsdag (efter redaktionens slutning).

Tekst og foto: IS

Julemarked på Dybvad Ældrecenter

0

Julestemningen var i top da aktivitetscenteret i Dybvad sammen med Hyggeholdet afholdt julemarked på Dybvad Ældrecenter.
Der var pyntet op i lokalerne og der duftede af gløgg og æbleskiver over det hele, da dørene blev slået op til årets julemarked sidste lørdag, efter at det var aflyst sidste år p.g.a.  coronaen.

Aktivitetsleder Elsebeth Larsen bød velkommen til de mange, der allerede kl. 10 var ankommet –  bl.a. for at få del i lodderne i tombolaen, hvor der atter i år var rigtig mange flotte gevinster – der var hele 300 gevinster,  som man kunne vinde, hvis man var heldig – imponerende må man sige. Der var i øvrigt netop p.g.a. coronaen taget alle de forholdsregler, man overhovedet kunne tage hele vejen igennem – f.eks. havde man pakket små plastposer m. 10 lodder i hver, så man kunne undgå smitte, når der skulle købes lodder i tombolaen.

Ud over tombolaen var der rigtig mange fine og sjove nisser, der ventede på at komme med nogle af de besøgende hjem og her kan nævnes, at der var helt  nye udgaver af julenisser, der tiltrak folks opmærksomhed, så kreativiteten har været stor igen i år under forberedelsen til årets julemarked – også mange fine juledekorationer og ad­vents­kranse kunne man købe på julemarkedet og her­til kom så, at man  kom i den helt rigtige julestemning ved at gå rundt mellem bordene med julepynt og julegaver.

Der var stor afsætning på de lækre og lokkende æbleskiver og gløggen, som folk traditionen tro sad og nød sammen og fik en lille hyggesnak inden man skulle ind og kikke på alle de fristende nisser  igen – måske var der lige den man gerne ville have med hjem til at pynte ekstra op i den kommende juletid.

Atter i år blev årets julemarked en succes, selv om man godt kunne mærke, at coronaen måske holdt nogle mennesker hjemme.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Sterup Borgerforening

0

Sterup Borgerforenings aktivitetskalender for 2021 er nu afsluttet med to velbesøgte arrangementer. Første arrangement var J-Dag, med små hundrede deltagere og derefter JuleBanko med 150 deltagere i alle aldersgrupper, fortæller formanden Michael Jørgensen.

J-Dagen var et nyt tiltag, hvortil der kom gæster fra nær og fjern. De fik sig en oplevelse, da julemanden kom i sin kane med juleøllet. Det blev en rigtig hyggelig aften i forsamlingshuset, som var pyntet op med juletræer og stjerner.

JuleBankoet blev et stort tilløbsstykke, hvor der var hård kamp om de mange fine gevinster. Alle sad musestille og lyttede til opråberen af numrene. Selv de yngste lyttede intenst til opråberen, men når der så var råbt BANKO, så blev talegaverne brugt flittigt, oplyser formanden Michael Jørgensen.

Det blev så slutningen på et hektisk halvår efter genåbningen af det Corona ramte Danmark, fortsætter formanden Michael Jørgensen. Vi er i bestyrelsen ovenud taknemmelige og tilfredse med den store opbakning, der har været til alle arrangementerne.

Det giver bestyrelsen lyst til at arbejde med et nyt program for 2022, som vi håber på at kunne udnytte hele året til arrangementer. To år uden forårsarrangementer, så trænger vi, slutter formanden Michael Jørgensen.

Valgbus på turné i kommunens oplandsbyer

0

Eftermiddagene 1.-4. november var valgbussen på turné i Frederikshavn Kommunes oplandsbyer, hvor det var muligt at afgive brevstemme til kommune- og regionsrådsvalget. Torsdag holdt den på Østervråhallens parkeringsplads kl. 16.20-17.25. – Formålet var at undgå for stor trængsel på valgstederne den 16. november, p.g.a. den øgede risiko for coronasmitte. – Ekspeditionstiden syntes at være 2-3 minutter pr. vælger, så der har i Østervrå max. kunnet ekspederes omkring 30 vælgere. Tilslutningen syntes dog også at være relativt beskeden. Tekst og foto: Jørgen Clausager

Dobbelt valgflæsk i Thorshøj

0
I panelet sad: Henrik Buchhave, Venstre, Carsten Nielsen, Enhedslisten, Marlene Sørensen, Dansk Folkeparti, Jens H. Nygaard, Ny Borgerlige, John Lamb Henriksen, Det Konservative Folkeparti og Birgit S. Hansen, Socialdemokratiet. Aftenens debat blev styret at Magnus Madsen. Foto: Ejvind Pedersen

Thorshøj Gl. Skole stod for det sidste valgmøde i denne omgang, men arrangørerne havde til gengæld også sørget for, at de fleste deltagere fik lagt en god bund af stegt flæsk og persillesovs, inden aftenen kom til at handle om en helt anden slags sul – valgflæsk.

Ikke uventet var det Birgit S. Hansen (S), der stod for de fleste indlæg og svar, men det har også den naturlig forklaring, at hun var den eneste af aftenens paneldeltagere, der sidder i det nuværende byråd, og derfor også må forventes at have den største indsigt. 

De seks paneldeltagere skal have den ros, at de var flittige til at byde ind med argumenter og bud på, hvordan de så på sagen, og der var nok at se til, for de omkring 60 tilhørere bragte mange emner op til debat. 

Et spørgsmål skilte sig særligt ud, og kom fra en far, der havde taget sin 10-årige datter med til vælgermøde, for at lære datteren noget om demokrati. Spørgsmålet gik til samtlige partiforeningen om, hvilket tiltag de hver især gør eller har tænkt sig at gøre, for at få de unge til at involvere sig i og forstå vores demokrati. Der kom flere bud på, hvad der er etableret, men alle svarede mere eller mindre direkte, at det var en akilleshæl, og at man nok skal lytte mere til, hvad de unge gerne vil.

Panelets yngste deltager Marlene Sørensen (DF) fortalte om de politiske ungdomsforeningens tværpolitiske tiltag med debatter på værtshuse, og her kunne hun også svare bekræftende på John Lamb Henriksens spørgsmål, at det faktisk ikke er umuligt at score en date til sådan et møde. Hvilket nok var det, der scorede aftenens største latterudbrud og klapsalve fra forsamlingen. 

Henrik Buchhave fra venstre sad med i panelet som kandidat til byrådet, men stiller også op til regionsrådsvalget, og det gav anledning til et lille sværdslag mellem Buchhave og regionskollegaen Jørgen R. Henriksen (S) fra tilhørerpladserne, der ikke kunne undlade at korrigere venstrekandidaten på hans efterlysning af bedre samarbejde i sundhedsvæsnet mellem sygehus, kommune og praktiserende læger. – Jeg må bare understrege, at der er et rigtig godt samarbejde mellem alle tre område, lød det fra Jørgen R. Henriksen (S), hvilket Buchhave også kunne bekræfte.   

Aftenens hovedtema var: udvikling af landdistrikterne, og det blev da også berørt på forskellig vis, bl.a. udstykning til boligbyggeri og erhvervsudvikling, hvor går grænsen for topstyring kontra mere selvstyring i institutionerne, og så var Nedrivningspuljen også et varmt emne. Politikerne blev direkte opfordret til at være mere direkte og konsekvente over for dem, der ejer flere kondemnerede huse især rundt i landsbyer. 

Kandidaterne blev også sendt hjem med at par gode råd. Bl.a. blev der udtrykt stor bekymring om udfaldet af den verserende sag om kommunale tilskudsordninger, som med evt. nye beslutninger til fordel for de store foreninger, kan komme til at gøre ondt på de små. 

En indtrængende opfordring kom der også til politikerne, hvis de påtænker nye strukturændringer o. lign., at de husker dialogen, med dem det kommer til at berøre. 

Debatterne foregik i en sober og god tone med plads til venskabelige drillerier på tværs af de politiske partier. 

Aftenen sluttede med, at formanden for Thorshøj Gl. Skole Geir Kåsa fortalte lidt om, hvor projektet står nu. Foreningen har allerede 315 medlemmer, og interesserede er velkomne til at komme og se, hvor langt man allerede er nået med renoveringen og høre om alle de mange planer og ideer, der er. 

ÅB

De omkring 60 tilhørere til valgmødet i Thorshøj bragt mange forskellige emner op til debat. Foto: Ejvind Pedersen

Det bliver dyrere at holde varmen i Østervrå

0

Prisen på naturgas er på himmelflugt, og det får varmeforbrugerne i Østervrå også at mærke i form at stigende priser. Takket været de to alternative forsyningskilder – transmissionsledningen fra Hørby Varmeværk og elkedlerne på værket i Østervrå, har det været muligt at holde varmeprisen i ro indtil nu. 

Østervrå Varmeværk har i forbindelse med tredje acontoopkrævning varslet forbrugerne om stigende varmepriser fra fjerde acontoopkrævning. Stigningen er på 77%, og vil for et standard parcelhus på 130 kvadratmeter give en ekstraregning på 2.027 kr. og for en standard lejlighed 1.680 kr. oveni den nuværende acontobetaling. 

Prisen på gas har været på vej op siden juni måned.  – I hele 2020 kostede én kubikmeter gas under 1 krone, og nu koster den 8 kr., oplyser varmemester Jens Peter Løgtved. Det betyder, at vi den gang kunne producere 1 MwH for 350 kr. nu koster det 1.000 kr. for den samme mængde. 

Det var vores plan, at hæve prisen allerede her i slutningen af 2021, men varmeforsyningsloven og forsyningstilsynet forlanger, at der skal ske en varsling tre måneder før, så det kunne vi ikke nå, og vi havde jo ikke forestillet os, at stigningen skulle blive så voldsom, erkender varmemesteren. Vi håber, at gasprisen har nået sit højeste niveau nu, men det kan vi selvfølgelig ikke være sikre på. Vi har ingen forventning om,  at varmeprisen falder hen over vinteren, og vi kan heller ikke garantere, at forbrugerne slipper for en efterregning, når regnskabsåret slutter i april. 

Prisen på varme kunne faktisk være blevet endnu højere, men takket være de to andre forsyningskilder – transmissionsledningen fra Hørby Varmeværk og elkedlerne på varmeværket i Østervrå har det været muligt indtil nu, at producere varmen til en fornuftig pris. – Nu er det blev koldere i vejret, så stiger forbruget, og det kan de to forsyningskilder ikke dække, så derfor må vi ty til gassen. Vi benytter selvfølgelig enhver lejlighed til at køre med den billigste forsyningskilde, forsikrer Jens Peter Løgtved, men det kræver bl.a. at prisen på el er i den lave ende. Varmemesteren håber samtidig, at vi ikke får en rigtig kold vinter, for det vil helt sikkert lægge et ekstra pres på gasprisen med yderligere stigninger til følge. 

Nyt alternativ
På Østervrå Varmeværk arbejder bestyrelsen og de ansatte seriøst på et nyt alternativ i form af varmepumper, som erstatning for værkets gamle motor, der står over for en hovedreparation eller udskiftning, hvilket ikke er rentabelt. Lige nu er man i fuld gang med at gennemse tilbud på det nye tiltag, og mon ikke fjernvarmeforbrugerne er rigtig godt tilfreds med, at få endnu et alternativ til naturgassen?

ÅB