Home Blog Page 130

Generalforsamling i borgerforeningen

0

Flauenskjold Borgerforening afholdte i sidste uge generalforsamling i ”Smien”.

Formand Michael Brücher aflagde beretning, hvor han kom ind på de forskellige aktiviteter i det forgangne år.

Der er lavet multoilet ved søen, ligesom der er blevet etableret en kunstig ø i Europa Søen. Julebelysning, juletræsfest i samarbejde med menighedsrådet samt affaldsindsamling er andre aktiviteter som borgerforeningen har stået i spidsen for.

Årets marked var flyttet til første weekend i maj og var tilsmilet af godt vejr alle tre dage. Markedet havde været godt besøgt især om aftenen med et overskud på ca. kr. 85.000 til følge. 

Dog havde der været for få kræmmere. Til næste år bliver stadepladserne gratis i håbet om at tiltrække flere kræmmere. Der vil dog stadig blive opkrævet for strøm samt depositum. Der har efterfølgende været afholdt en lille ”tak for hjælpen” fest for de frivillige på markedet.

Borgerforeningen har også i samarbejde med skolen stået for afholdelse af årets skolefest.

Krible krable kassen ved søen er færdig og opstillet.

Sankt Hans var godt besøgt med ca. 150 mennesker med Allan Korn som båltaler.

Der er endvidere søgt om lånetilladelse af grund ved søen til legeplads samt skovstykke til hundeskov. Der er herudover søgt penge til hegn til hundeskoven.

Herudover har bestyrelsen i årets løb deltaget i diverse møder med landsbyrådet samt møder omkring fokus by projektet.

Til slut fremhævede Michael Brücher at borgerforeningen også står for at holde autocamperpladsen ren og fin.

Det reviderede regnskab blev fremlagt. Omsætningen havde været kr. 30.000 større end sidste år, mens egenkapitalen var steget med kr. 20.000 fra 2022 til 2023.

Der havde været flere udgifter til markedet, men det skal bemærkes at indtægterne er steget tilsvarende.

Kontingentet forblev uændret med 150 kr. pr. husstand og 75 kr. for pensionister.

Bestyrelsen havde stillet en række forslag til vedtægtsændringer, hvoraf den væsentligste er at bestyrelsen går fra syv til fem medlemmer.

Der blev udarbejdet nye vedtægter til godkendelse til næste års generalforsamling.

Knud Christensen blev genvalgt til bestyrelsen, mens der var nyvalg til Jacob Holmenlund, Patrick Fassov og Ditte Mørk. Bente Christensen blev genvalgt til revisor.

Under eventuelt blev det nævnt at der skal laves et skilt til grenpladsen på engelsk, grundet gentagne problemer med uvedkommende affald på pladsen.

Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig med Michael Brücher som formand, Knud Christensen som kasserer, Ditte Mørk som sekretær samt Patrick Fassov og Jacob Holmenlund som menige medlemmer.

IS

Henny ønsker sig et par røde køer

0

De glade og farverige billeder har i et stykke tid prydet to vægge på i Østervrå Ældrecenters stueetage, og senest er der monteret spotlys i loftet, så malerierne for alvor kommer til deres ret. Fredag formiddag var de to malerier omdrejningspunktet for en fernisering. 

Et bakket landskab med grønne marker omkranset af en fin blomstereng fyldt med lupiner, kornblomster, valmuer og mælketand er motivet på det største maleri, og på toppen af en bakke ses et par brogede køer, og det er der særligt én beboer, der har bidt mærke i. 

Henny Eriksen er fuld af beundring over billederne. – De er ualmindelig flot lavet, og det skulle vi have noget mere af, når det så er sagt, så havde jeg nu gerne set, at der også var blevet plads til et par røde køer, for det var nemlig sådan nogen, vi havde på vores gård, forklarer Henny. 

Charlotte Rømming, der står bag malerier, stod så tæt på, at hun ikke kunne undgå at høre Hennys ønske. – Jeg skal nok komme forbi med en klat rød maling, og så skal du få dine røde køer, lover Charlotte. – Jamen du må ikke male de brogede køer over, pointerede Henny. Charlotte lover, at hun sagtens kan finde plads til et par køer mere i det fine græsklædte landskab. 

Et strandmotiv med et stort rødt fyrtårn er malet på væggen i stueetagens sidefløj, og på toppen af tårnet ses en måge i fuld gang med at måle højder ved hjælp af et reb. 

Det jeg brænder for
Charlotte Rømming, også kendt som ”Den bette Maler” fra Sæby, stillede for godt et halvt år siden sine kreative evner til rådighed for det projekt to medarbejdere på centret, Lotte Aaen Christensen og Nina Vestergaard Pedersen, har kastet sig ud i – en forskønnelse af Østervrå Ældrecenter. – Ligesom mange andre, der frivilligt hjælper på forskellige måder, og som Lotte og Nina går en ekstra mil for deres arbejdsplads, det synes jeg fortjener at blive bakket op, forklarer Charlotte Rømming. At jeg så også er vild med at få frie hænder og god tid til at skabe kunst på en bar væg eller et ”kedeligt spot”, ja så bobler ideerne frem, fortsætter Charlotte med et stort smil. 

Valget af motiv var heller ikke svært. – Jeg bliver selv i godt humør af at se på farverige, humoristiske og anderledes motiver, og det er da fantastisk at få lov til at sprede smil og glæde, mener Charlotte. Hun er i øvrigt fuld af beundring over, at det lykkedes Lotte og Nina på under et døgn at indsamle over 3.000 kr. i lokalområdet, til materialer. – Det bliver jeg meget rørt over, tænk at folk bare prompte bakker så hurtigt op om sådan et lille frivilligt projekt, slutter Charlotte. 

Lotte og Nina er i øvrigt stadig i fuld gang med deres forskønnelsesprojekt. – Vi er dybt taknemlig for den støtte, vi har fået indtil videre, og vi håber den fortsætter, når vi nu er klar at sætte nye ideer i søen. 

Fernisering
Centrets køkken havde haft travlt med at forberede et traktement af små sandwichs og kransekage, dertil blev der skålet i Cider for de flotte kunstværker. 

Nina Vestergaard Pedersen gav også en lille smagsprøve på sine digteriske evner. Hun havde nemlig forfattet et lille vers, som en hyldest til ”Den bette Maler”, der også fik overrakt en fin buket blomster. 

Ninas digt: 
ET BILLED, VI ØNSKED PÅ VÆGGEN SÅ HVID
SÅ DERFOR CHARLOTTE, HUN BLEV KALDT HERHID!
HUN KOM MED PENSLER, KULØR OG MED SPAND.
HUN MALEDE BLOMSTER, OG DYR OG LIDT VAND 
EN MÅGE DER MÅLER DIN HØJDE SÅMÆND
I FYRET DEN SIDDER OG ER SÅ BEKVEM
VI SYNS ”DEN BETTE MALER” FORTJENER ET ”KLAP”
OG DERFOR VI SIGER DIG TUSIND TAK!

ÅB

Et kig ind i den nye præstebolig

0

I torsdags den 27. juni var der åbent hus i den nye – nu færdige – præstebolig. Huset blev overdraget til menighedsrådet tirsdag den 25. juni, og forud for præstens indflytning, ville menighedsrådet gerne give sognets beboere mulighed for et kig indenfor i den flotte bygning.

Huset er tegnet af Arkitektfirmaet Bundgaard, som også har tegnet den nye sognegård, og de to huse er stilmæssigt i tråd med hinanden. Huset er blevet opført af en række lokale håndværkere.

Vejret viste sig fra sin bedste side, så de mange der kiggede forbi i løbet af eftermiddagen, kunne nyde en kold vand til synet af den imponerende udsigt over mark og skov.

MBK

Kirsten Krogh Lunden er årets modtager af Thors Hammer 2024

0
En stolt og måske også lidt rørt modtager af Thors Hammer 2024 Kirsten Krogh Lunden på scenen sammen med hele holdet bag Thorshøj Revyen.

For 38.  gang uddeler revyholdet Thors Hammer. Modtagerne har alle været personer, som har ydet noget udover, hvad man med rimelighed kan forvente. Vi føler os sikre på, at hæderen har resulteret i glæde og en sund portion stolthed hos modtagerne. At dette også vil være tilfældet for årets modtager, føler vi os overbeviste om.

I 2023 blev der født 57.469 børn i Danmark og dermed 57.469 drømme og håb. Men intet barn vælger sine forældre, og hvis man får tildelt en uheldig hånd, kan livet hurtigt tage nogle voldsomme drejninger. Derfor vil en del af disse 57.469 også indgå i den 1 % danske børn, der er anbragt udenfor hjemmet. Sandsynligvis vil man igennem et langt liv i foreningsarbejde møde et barn eller to, hvor vejen til deres drømme ikke er helt lige. For disse børn kan en stabil og velmenende voksen, på rette tidspunkt, være et glimt af, hvordan livet også kan være. 

Børn har været overskriften for årets prismodtager. Hun er født og opvokset i lokalområdet og har aldrig forladt det – tværtimod har hun været dybt engageret heri. Engagement, i klubben og byens tjeneste, spænder over en 15-årig periode, hvor hun har lavet bestyrelsesarbejde i Thorshøj Børnehus, Try-Thorshøj Boldklub, og senest Thorshøj Gamle Skole. Hun evner at få ideer – mange af aktiviteterne til Sjov fredag stammer således fra hende, ligesom, en nyklassiker i Idrætsugen, Familieaften er hendes påfund. Alt sammen til glæde for byens og områdets børn. Dertil kommer, at hun også er klar til at udføre det beskidt arbejde – i bogstavelig forstand, når hun gør toiletter rene i idrætsugen. Tilmed kan hun smile ad sidstnævnte opgave, for, som hun pointerer, så er hun, for en sikkerheds skyld, aldrig sur. 

Hendes suverænt vigtigste gerning har dog været medskabelsen af ”Boldspil for små hænder og fødder”. Hermed har hun inspireret og vist de mindste børn glæden ved boldspil, skabt muligheder i byen, liv i klubben samt bidraget til at sikre en ikke givet medlemstilstrømning til klubben. Og måske har hun endda vist et barn, der ikke vidste bedre, at der også findes voksne, der vil børn? 

Den danske teolog K. E. Løgstrup er berømt for citatet; ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”

Årets prismodtager har holdt mange børn i hånd, både konkret og i overført betydning. Måske har hun tændt et håb i et lille barn, der intet havde, måske har hun ledt et barn på vej til at lykkes. Svaret herpå må henstå i det uvisse, men hun har forsøgt, og alene det er prisværdigt.

Thors Hammer 2024 tildeles derfor til Kirsten Krogh Lunden. Modtag Hammeren som en tak for dit langvarige arbejde for byen, klubben, foreningerne og ikke mindst deres børn. Vi håber, at du vil finde samme glæde ved at modtage denne pris, som vi har ved tildele den til dig.

ÅB

Lokal virksomhedsoverdragelse

0
På billedet ses murermester Kaj Mølbjerg og hustruen Karen Margrethe Mølbjerg samt Rasmus Holbæk Frederiksen og Martin Hedermann Pedersen fra JE Byg Murer & Entreprenør ApS. Foto: Privat

Pr. 1. juli overtager JE Byg Murer & Entreprenør ApS alle aktiviteter, maskinpark samt medarbejdere fra Murerfirmaet Kaj Mølbjerg A/S i Hellum.

Murermester Kaj Mølbjerg har således valgt at trække sig tilbage for at nyde sit otium sammen med fru Karen Margrethe. Kaj giver stafetten videre til et velrenommeret og solidt firma, som han har drevet siden 1984, altså i præcis 40 år. Firmaet har gennem årene udført mange, både store og små, byggeopgaver indenfor landbrug, industri, villaer mm. JE Byg ser frem til at kunne videreføre både kvaliteten og ånden fra Kaj Mølbjerg.

IS

Seks skarpe foredrag til dig fra din aftenskole

0

Vitaminer til hjernen!
Gå til foredrag – mød, hør og oplev rigtige, levende mennesker! med noget på hjerte! Få vitaminer til hjernen, få humor, kultur og stof til eftertanke uden filter og uden skærm. Oplev og bliv klogere – på den nemme måde – du skal bare være med! Foredrag gør os skarpere. Gå til foredrag og få fakta og ikke fake news – det er folkeoplysning!

Hjælp i den sidste tid – folkeoplysning om døden
Brug 3 timer sammen med underviser fra Hospice Vendsyssel og vær med til at flytte på det tabu, som mange har i forhold til at tale om den sidste del af livet, om døden og om det, der sker efter døden. Få indsigt i, hvad der sker, når døden nærmer sig og indsigt i selve dødsprocessen. Der vil også være viden om alt det praktiske, ligesom der er mulighed for indsigt i det at sørge og om at rumme børn og døden. Bliv klogere sammen!

STORM på vej!
Kom til et topaktuelt foredrag op til det amerikanske præsidentvalg i november med journalist Steffen Kretz, som kender USA på tætteste hold! I sin seneste bog ”Storm på vej” fortæller Kretz om den voldsomme, anti-demokratiske understrøm, han har mødt undervejs, og giver fem klare svar på, hvorfor USA i dag befinder sig på randen af opbrud og kaos – og hvad det betyder for os i Danmark. For i sidste ende er USA garant for vores sikkerhed og velfærd. Kretz siger: “Fra jeg flyttede til USA første gang i 1991 og frem til i dag, har jeg aldrig set amerikanerne så meget i tvivl om deres ståsted som nu. Både i forhold til hinanden og i forhold til resten af verden. Det føles på mange måder som om, at fundamentet under verdens eneste supermagt ryster og truer med at styrte sammen. Det føles, som om en storm er på vej.”

KVINDER der DRIKKER!
Kom til et topaktuelt foredrag med forfatter Lone Hørslev – aktuel med romanen ”Svømmende, rygende, grædende” som går tæt på alkoholikeren Anna. Lone Hørslev river hul på et af tidens store tabuer. Kvinder, der drikker. Med sin nye roman skildrer den prisvindende forfatter skarpt og præcist ensomhed, og den måde, et alkoholmisbrug sniger sig ind på et menneske på.

Jeg kommer ikke hjem i dag
Matilde Kimer, udenrigskorrespondent, journalist, forfatter og foredragsholder – ekspert i Rusland og Ukraine. Matilde Kimer blev ligesom alle andre i Ukraine vækket af bombefly og missiler, da Rusland startede en storstilet invasion tidligt om morgenen torsdag den 24. februar 2022. Få indblik i Ukraine – i krigen og omkostningerne – og også i almindelige menneskers livsvilkår. Som DR’s Ruslands- og Ukrainekorrespondent har hun dækket begge lande i næsten 15 år, og i dette foredrag tager hun os med til bryllup, til begravelse og med skoleelever ned i de ukrainske beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig. For hvordan kan en hverdag fungere, når luftalarmer hyler normaliteten væk? Foredraget er en kombination af historie og hendes personlige oplevelser fra både Ukraine og Rusland.

Mie Mørkeberg maler betydningsfulde kvinder frem i lyset: Politisk gruppeportræt og egne værker
Mød Mie Mørkeberg og få indsigt i både aktuel kunst og i historie med afsæt i det store gruppeportræt med symboler taget fra kvindehistoriske begivenheder og bevægelser. Mie Mørkeberg er en meget anerkendt og aktuel kunstner, som for tiden arbejder på et gruppeportræt af 30 kvindelige politikere til Samtaleværelset på Christiansborg Slot/Folketinget. Maleriet afsløres i november 2024, og foredraget giver en helt aktuel indsigt i kunstnerens arbejde. 

ADHD – en anderledes måde at være i verden på
Gennem de sidste 25 år er antallet af voksne, der bliver diagnosticeret med ADD/ADHD, steget voldsomt. Der har været en stigende erkendelse af, at udfordringer med at håndtere hverdagslivet kan være begrundet i diagnosen. Når man taler med mennesker, der har en ADD/ADHD-diagnose, vil man ofte høre dem sige: Jeg har altid følt mig anderledes. Men hvad handler det om? Hvad er det for en anderledeshed? Jens Brejnrod og Helle Holmen har afholdt kurser og vejledt hundredvis af voksne med en ADD/ADHD-diagnose gennem de sidste 15 år. Gennem undervisning og individuelle samtaler har de fået et unikt indblik i de mange forskellige, men samtidig også fælles, udtryk, diagnosen har. Bliv klogere på hvordan det opleves at leve med en ADD/ADHD-diagnose. Bliv klogere på hvad der kan være på spil i relationen til pårørende, venner og professionelle.

Sammen kan vi mere!
Foredrag er også samarbejde om at levere de gode og vigtige ting i Vendsyssel. Efterårets foredrag er lavet i samarbejde med flere biblioteker i Vendsyssel, med Hospice Vendsyssel, med Kunstens Venner i Vendsyssel og med lokale foreninger i Østervrå.

Hjørring Dyrskue styrkede fællesskaber og bød på oplevelser for hele familien

0

22.000 besøgte dette års udgave af Hjørring Dyrskue.

Hjørring Dyrskue demonstrerede igen i år evnen til at samle folk om fascinationen af dyr, maskiner, lokale råvarer og alle de andre elementer, som er en del af det gode liv på landet. Fredag og lørdag var dyrskuepladsen i Hjørring et pulserende centrum for landbrugsaktiviteter, dyrebedømmelser, maskinudstillinger og en fødevareudstilling med lokale producenter.

I år var der kommet hele 675 dyr til bedømmelse, hvilket er det højeste antal dyr set over de seneste ti år. Det betød blandt andet flere kødkvæg og 4H-udstillere end normalt. 

Der har været gang i bedømmelserne og opbakningen til dette års dyrskue har været god. Stor tak til alle der har deltaget – hvad enten det har været som udstiller, hjælper eller gæst, siger en tilfreds dyrskuekoordinator, Karin Møller Larsen.

Fredag og lørdag var traditionen tro fyldt med et væld af spændende aktiviteter og underholdning for hele familien, inklusive en række dyrebedømmelser, maskinudstillinger, kæphestestævner, shows med heste og hunde, skovhuggershow og meget mere. Der var også koncert, madudstillinger med smagsprøver fra lokale producenter, og aktiviteter for børn som pedaltraktorkørsel og dyrehåndtering. Fredagen blev afsluttet med et stort show om aftenen, og lørdagen fortsatte med præsentation af dyr samt flere shows og konkurrencer.

Igen i år har det været en fornøjelse at gå rundt på dyrskuepladsen og blive mindet om, hvordan dansk landbrug hele tiden udvikler sig. For os der arbejder med landbruget hver dag, kan vi måske godt glemme, at det ikke er alle, der er opmærksomme på den udvikling. Dyrskuet giver mulighed for at mødes, vise noget af det bedste frem og styrke dialogen mellem land og by, siger formand for Hjørring Dyrskue, Lars Mellemkjær.

Stor interesse for indvielsen af Østervrås akutbilsbase

0
Langt over 100 mennesker fandt vej til indvielsen af akutbilsbasen i Østervrå.

Østervrås borgere strømmede til i stort tal, da Region Nordjylland og Den præhos­pitale Virksomhed mandag eftermiddag indviede den nybyggede akutbilsbase i Østervrå. 

De havde alle ventet på det længe, og mandag sket det så. Akutbilsbasen i Østervrå blev indviet, og det var ikke til at se, hvem der var mest stolte og glade – regionsrådsmedlemmerne, Østervrås borgere eller bygherrerne.

Regionsrådsmedlem og formand for Det nære Sundhedsvæsen Pia Buus Pinstrup (K) bød velkommen til den nye akutbilsbase i Østervrå. – Basen og bilen er med til at styrke det akutte beredskab i Østvendsyssel og øge trygheden til glæde og gavn for hele Region Nordjylland. Bilen har været i drift siden oktober 2023, hvor den har haft en midlertidig base i Sæby, indtil huset her stod færdigt.  

Akutbilen i Østervrå er en del af Regeringens akutpulje, som skal styrke det akutte set up i området samtidig med at den forbedrer den samlede Præhospitale indsats i hele Region Nordjylland. Regionen har fået 40,2 mio. kr., og det er blevet til et ”Kinderæg” med akutbil på Mors, en visitationsbil i Aalborg og akutbilen her i Østervrå, lød det bl.a. i formandens tale, inden hun klippede det røde bånd og erklærede basen for indviet. 

Udvalgsformanden var også sikker på, at det fine 104 m2 store hus nok skal blive et godt bidrag til arbejdsmiljøet for de kommende ”beboere”. – Placeringen i Østervrå har vi jo fundet ud fra de data, vi har til rådighed, og en vurdering af, hvor placeringen er bedst, forklarede Pia Buus Pindstrup og fortsatte. Fordelen ved akutbilen er, at den altid vil være i området, også selv om den er en såkaldt flydende enhed, der indgår i det samlede beredskab, men hovedsagelig skal den dække Østervrå og det tættest liggende opland.

Akutbilen
Akutbilen er bemandet med én ambulancebehandler eller én paramediciner, som er uddannet til at give lindrende og smertestillende behandling og det udstyr de har til rådighed svarer stort set til det, der er i en ambulance – bortset fra båren og hejseudstyret. 

– Akutbilsbasen er bemandet alle døgnets timer, og der er i alt 12 behandlere fordelt på tre hold af fire mand tilknyttet basen i Østervrå, med én mand på døgnvagt ad gangen. De arbejder i et rul af tre måneder – en måned på akutbilsbasen og to måneder på ambulancekørsel, forklarer områdeleder Jacob Kirkelund, der også glæder sig over, at der er god søgning til jobbet på akutbilen. 

Paramediciner Birk Risbjerg er første mand på vagt i Østervrå. – Jeg synes, at opgaven som akutbilsbehandler er en fin afveksling til det daglige job som ambulanceredder og så er det også en ekstra udfordring at skulle arbejde helt på egen hånd, fortæller Birk Risbjerg, der har 14 års erfaring på området. 

En milepæl er nået
Glade var også huset bygherrer Lone og Rasmus Haugaard, som for ca. 14 måneder siden købte Byens Centrum, der i mere end to år havde henligget som en brandtomt. – Vi blev efterfølgende kontaktet af en direktør ved Frederikshavn Kommune, idet regionen forgæves havde forsøgt at finde et egnet sted i Østervrå til brug for en akutbilsbase. Han var bekendt med, at vi ønskede at nedrive brandtomten, og det måske kunne åbne mulighed for at bygge nyt, fortæller Lone og Rasmus, der hele vejen har oplevet en god og opbyggelig proces med medarbejderne både i Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland. – Vi har også haft en rigtig god byggeproces og samarbejde med lokale håndværkere, ligesom vi kun har mødt positive tilkendegivelser fra naboer og andre i lokalområdet, slutter parret.

Stor tilslutning
Åbningen af den nye akutbilsbase havde samlet langt over hundrede mennesker, en stor del lokale borgere fra Østervrå og omegn, flere medarbejde fra regionen samt regionsmedlemmer bl.a. Lone Olsen (V), der sidder i udvalg med Pia Buus Pindstrup, Jørgen R. Henriksen (S) næstformand i Sundhedsudvalget samt en meget glad regionsrådsformand Mads Duedahl (V). – Det er en fantastisk dag, og godt for lokalområdet at få en akutbil, der altid er til stedet inden for relativ kort afstand, lød det fra en storsmilende formand. Jeg er så glad for, at det kunne lade sig gøre takket været den nationale pulje, som regeringen har afsat.

En konstant lang kø foran pølsevognen bekræftede, at traktementet af grillpølser med tilbehør var et særdeles populært valg. 

Akuthjælperne
Det er vigtigt i denne forbindelse at nævne, at Østervrås lokale beredskab af frivillige Akuthjælpere fortsat vil være klar til at rykke ud – også selv om Akutbilen nu er stationeret lokalt. Bil og behandler er som nævnt en flydende enhed og kan jo derfor være på opgave et andet sted, så Akuthjælperne vil stadig være klar til at træde til – som måske de første på stedet eller som assistance til akutbilens behandler, indtil ambulancen når frem. 

ÅB

Regionsrådsmedlem og formand for Det nære Sundhedsvæsen Pia Buus Pindstrup holdt indvielsestalen og klippede det røde bånd. Fotos: Ejvind Pedersen

Ladestation til el-cykler bl.a. i Østervrå

Electric bicycle display in the sun, 100 procent power left

Frederikshavn Kommune har fået penge af Vejdirektoratet til at opsætte ladestationer til elcykler på seks lokationer.

Hulsig Station, Hærvejspladsen i Østervrå, ved Møllehuset i Bangsbo, shelterpladsen ved Understed, Grenen ved Skagen og Professorens Plantage syd for Sæby.

Disse lokationer bliver snart udstyret med ladestationer til elcykler. Frederikshavn Kommune har nemlig søgt Vejdirektoratets pulje om penge til opsætningen af ladestationer som en del af kommunens grønne ambitioner.

– Vi har søgt puljen, da det ligger os på sinde at gøre det lettere at være cykelturist i vores kommune. Samtidig øger vi chancerne for, at endnu flere tager elcyklen i stedet for bilen, og det understøtter vores ambitioner om en grønnere kommune, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Ladestationer er klar inden udgangen af 2024
Vejdirektoratets pulje lyder på 12,2 mio. kroner og Frederikshavn Kommune får 612.000 kroner af puljen, som alle skal bruges på de seks ladestationer.

Ladestationerne vil stå klar inden udgangen af 2024. Frederikshavn Kommune står for drift og vedligehold af stationerne.

De enkelte ladestationer vil bestå af flere ladeskabe med stik, hvor batterier kan låses inde eller batteriet på cyklen kan tilsluttes.

Red.

Travl uge sammen med De Frivillige

0

Beboerne på Østervrå Ældrecenter var to gange i uge 24 inviteret på ture arrangeret af husets frivillige, og det var begge dage oplevelser til hele følelsesregistret – først med musikfestival i Sindal og så en dejlig lidt forblæst tur ud i det blå. 

Sindal Musikfestival var målet for en gruppe beboere tirsdag i uge 24, og humøret var både højt og meget forventningsfuldt med udsigt til at skulle møde nogle af de kendte stemmer fra Dansktoppen helt tæt på.  

Live-musik er noget helt særligt, og selskabet fra Østervrå fik til fulde indfriet deres forventninger. Jørgen og Co var første band på scenen, og de blev efterfulgt af en dejlig frokost med tarteletter, øl og vand. Næste programpunkt var Inge Marie, men hun havde bestemt forandret sig en del, for i stedet fik publikum Kim & Hallo, som hurtigt fik sat gang i hele teltet med deres gode musik og engagerede optræden. Populært var det, at Kim gik ned blandt publikum og sang, også for Henny, hvilket hun slet ikke havde noget imod. De musikalske oplevelser toppede med Kisser og Søren, inden bussen returnerede til Østervrå. 

Skønne minder
To dage senere havde De Frivillige arrangeret en bustur rundt i det vendsysselske landskab, som for alvor fik de gode historier om barne- og voksenlivet til at boble frem hos deltagerne.  

Sol og blæst ledsagede selskabet, men heldigvis kunne alle sidde trygt inde i bussen og nyde det skønne sommerlandskab, mens bussen snoede sig ad de små sogneveje rundt i Vendsyssel. Lendum og Skærum blev passeret indtil bussen gjorde stop i Katsig Bakker, hvor den medbragte kaffe blev nydt i det skovrige område. 

Skov og bakker var der også på det næste stop i Tolne Skovpavillon, hvor en af deltagerne kunne fortælle, hvordan der blev danset og drukket lystigt til den lyse morgen i det lille forlystelsessted. Idylliske var der i Hørmested, hvor selskabet passerede herregården Høgholt, og gjorde stop for at nyde svanerne og deres svællinger i voldgraven. 

Nu gik turen længere mod sydøst til egnen omkring Hørbylund, hvor den tidligere ejer af gården Sønderskoven Erik Jensen rigtig var på hjemmebane. Erik kunne detaljeret fortælle om de forskellige ejendomme på egnen – Sdr. og Nr. Ørvad, Sveje-gårdene osv., og Erik kunne også fortælle om tidligere tiders cykelhandel, mejeriet og Brugsen, da bussen passerede gennem Hørbylund. 

– Det er altid spændende, når beboerne fortæller om deres liv og den egn, de har tilbragt deres barndom og voksenliv i, og for os frivillige er det en stor glæde, at se hvor stor betydning det har at gense de kendte steder, slutter Anna Grethe Holmenlund. 

ÅB