Home Blog Page 12

Karsten Holm leverede Giro 413 

0

SÆBY: Endnu et vellykket onsdagsarrangement i Manegen, hvor Sæby Pensionist- og Efterlønsklub havde inviteret sanger, foredragsholder- og i øvrigt uddannet som operasanger – Karsten Holm til at fortælle om radioprogrammet ”lytternes ønskekoncert på grammofon”, som så dagens lys i 1946. Programmet blev dog først i 50’erne omdøbt til ”Giro 413”. Det var et program, som klubbens medlemmer kunne huske helt tilbage til deres barndom og i særdeles kunne nikke genkendende til alle de Giro 413 træffere, som Karsten Holm fortolkede på formidabel vis.  Han sang blandt andet Gustav Winkler, Otto Brandenburg og John Mogensen klassikere.

Efter kaffepausen kom Karsten Holm på scenen igen med små ”smagsprøver” på hans øvrige musikalske foredrag, som han tog ud og underholdt med i pensionistforeninger og kirker.  Det var en fornøjelse uden lige at høre ham synge numre, som forbindes med  Elvis, Johnny Cash, Leonard Cohen o.s.v.

Det var en rigtig god eftermiddag og tiden fløj af sted og pludselig var det tid for at slutte arrangement. Det sidste nummer var  Kim Larsens ”Pianomand” og som ekstranummer valgte Karsten Holm at synge Elvis’ ”It’s now or never”.

Onsdag den 23. kommer ”Kåålfolk” og de vil underholde med irsk og dansk folkemusik.

FOKUS Vendsyssel byder på vitaminer til hjernen

0

Foredrag kan både underholde, udfordre og gøre publikum klogere. Det er tanken bag efterårets program hos FOKUS Vendsyssel, der inviterer til en række vidt forskellige foredrag rundt omkring i Vendsyssel.

VENDSYSSEL: Under overskriften ”Vitaminer til hjernen” slår aftenskolen et slag for det levende foredrag, hvor publikum møder mennesker med noget på hjerte – uden en skærm imellem.

Programmet spænder vidt og kommer omkring både sundhed, rumfart, ensomhed, eventyr, kærlighed og krimier.

Fra hjertet til verdensrummet
Onsdag den 7. oktober kan man i Kulturcenter Vendsyssel møde fysioterapeut, åndedrætsterapeut og sundhedscoach John Mortensen med foredraget Find ro i hjertet. Her sætter han fokus på, hvordan vejrtrækningen kan bruges til at styrke krop og sind i livet med og efter sygdom. Foredraget er kommet i stand efter ønske fra Hjerteforeningen i Hjørring.

Mandag den 19. oktober tager Rasmus Krath publikum med endnu længere væk på Hjørring Bibliotek. Her byder han på et lærerigt og underholdende rumfartsshow om menneskets eventyr uden for Jorden.

Samme sted kan Robin og Kirstine opleves mandag den 2. november med Ensomhedens DNA, hvor historier, musik, poesi og humor bruges til at fortælle om anderledeshed, længsel og følelsen af ikke helt at høre til.

Eventyr og kærlighed
Torsdag den 5. november, kommer kærligheden under behandling i Kulturhuset Manegen i Sæby, hvor psykolog Frej Prahl og Vibeke Fogh holder Kørekort til parforholdet. Her bliver der sat fokus på, hvordan man passer på kærligheden – og hvorfor det nogle gange kan være så svært. Arrangementet er ønsket af Hjerteforeningen i Sæby.

Krimiparret kommer til Østervrå
I Østervrå Idræts- og Kulturcenter kan publikum møde krimiforfatterparret Janni Pedersen og Kim Faber mandag d. 16. november

Parret udgav i foråret 2026 sjette bind i deres succesfulde krimiserie om Martin Juncker, og under foredraget Faber og Pedersen fortæller de om deres fælles forfatterskab.

De kommer blandt andet ind på, hvordan deres journalistiske erfaringer finder vej ind i bøgerne, hvordan de bevæger sig mellem virkelighed og fiktion – og hvordan man som ægtepar kan skrive en roman sammen uden at ende med at blive skilt.

Besøget er kommet i stand efter ønske fra foreninger og biblioteket i Østervrå.

Med efterårets program håber FOKUS Vendsyssel at få endnu flere til at vælge det levende foredrag og opleve folkeoplysningen sammen med andre.

SEB

Detektorfolk går på jagt efter Østvendsyssels historie

0

Små mønter, spænder og beslag kan være med til at fortælle store historier om fortiden. Det håber Nordjysk Detektorforening at finde spor efter, når foreningen holder sit store detektortræf med udgangspunkt i Lyngså.

LYNGSÅ: Når medlemmer af Nordjysk Detektorforening fra torsdag den 24. til søndag den 27. september går på markerne i Østvendsyssel med metaldetektorerne, er det ikke først og fremmest jagten på guld og sølv, der driver dem.

Målet er at finde og dokumentere de små spor efter tidligere generationer, som stadig gemmer sig i jorden.

Lyngså bliver udgangspunkt for årets store detektortræf, hvor deltagerne indlogerer sig og herfra begiver sig ud på udvalgte marker i området.

Træffet har fået historisk navn
Årets arrangement har fået navnet Detektor Træf Jarlslef. Navnet Jarlslef er fundet på et historisk oversigtskort, der viser nogle af de ældre inddelinger af Danmark. Kortet er knyttet til Johannes Steenstrups historiske værk Riget – Danmarks Historie og har inspireret foreningen til navnet på årets træf.

Små fund kan fortælle meget
For detektorfolkene er værdien af det, der kommer op af jorden, langt fra altid det vigtigste. En lille mønt, et spænde, et stykke beslag eller en anden tilsyneladende beskeden genstand kan være en vigtig brik i fortællingen om mennesker, handel og bebyggelse i området gennem århundreder. Derfor spiller registreringen af fundene en central rolle.

Relevante fund registreres i DIME – Detektorarkæologiens database – hvor oplysninger om blandt andet fundsted og genstand kan samles og bruges i det videre historiske og arkæologiske arbejde.

Når mange enkeltfund bliver registreret, kan de tilsammen være med til at tegne et større billede af Østvendsyssels historie.

Samarbejder med museet
Nordjysk Detektorforening lægger samtidig stor vægt på samarbejdet med Vendsyssel Historiske Museum. Dermed bliver fundene ikke alene spændende oplevelser for den enkelte detektorfører, men kan også bidrage til den faglige dokumentation af områdets historie.

Foreningen ser metaldetektoren som endnu en vej til at komme tæt på fortiden. Hvor historien blandt andet fortælles gennem gamle dokumenter, bygninger og arkæologiske udgravninger, kan metaldetektoren være med til at finde de små spor, som ellers fortsat ville ligge skjult under mulden.

De fire dage omkring Lyngså bliver samtidig en lejlighed for deltagerne til at mødes, udveksle erfaringer og studere de fund, der dukker op undervejs.

Og måske gemmer en af markerne på netop den lille genstand, der kan føje endnu en brik til fortællingen om Østvendsyssels fortid.

SEB

Tidløs elegance og uovertruffen pasform: Hvorfor eksklusive strømpebukser fuldender din garderobe

0

I enhver velassorteret og stilren kvindes garderobe findes der visse nøgleelementer, som løfter det samlede udtryk fra det helt hverdagsagtige til det kompromisløst elegante. Hvor opmærksomheden ofte primært rettes mod valg af kjole, nederdel, taske eller sko, er det i høj grad den rette benbeklædning, der skaber den smukke balance og det fuldendte helhedsindtryk. Billige strømpebukser af lav kvalitet kan hurtigt ødelægge et ellers gennemtænkt outfit ved at rulle i taljen, skabe uønskede folder ved anklerne eller revne efter få timers brug. Ved at investere i ikonisk kvalitet som Wolford strømpebukser får du en uovertruffen pasform, en silkeblød tekstur og en holdbarhed, der har gjort mærket til den foretrukne favorit blandt kvinder og modestylister verden over. Det er den usynlige luksus, der giver selvtillid, komfort og en perfekt silhuet hele dagen lang.

Håndværk og teknologisk præcision i særklasse
Forskellen på almindelige strømpebukser og et ægte luksusprodukt ligger i garnkvaliteter, strikkestrikningen og den avancerede produktionsteknologi bak overfladen. Wolford har i årtier været absolut førende inden for tekstil innovation og er kendt for udelukkende at benytte ekstraordinært fine, elastiske og slidstærke garner.

Hvert enkelt par fremstilles med fokus på krop tilpassede zoner, sømløse overgange og et bredt, komfortabelt taljebånd, der slutter blødt om mave og hofter uden at stramme, mærke eller rulle ned i løbet af dagen. Den unikke strikketeknik sikrer en fuldstændig ensartet og glat maske struktur uden striber eller ujævnheder, hvilket giver benene et utroligt smukt og velplejet udseende, uanset om du vælger en ultra-transparent, semi dækkende eller helt tæt kvalitet.

Vælg den rette denier og finish til enhver lejlighed
Strømpebukser findes i et væld af tykkelser målt i denier, samt forskellige finishes, der rækker fra helt matte overflader til silkeblank glans. Valget afhænger i høj grad af anledningen, årstiden, kropstemperaturen og dit personlige samlede outfit.

Til formelle forretningsmøder, sommerfester eller elegante aftenarrangementer er ultra tynde, transparente strømpebukser under 20 denier i en mat finish det ideelle valg, da de giver benene en ensartet nuance og et naturligt, smukt look. I efterårs- og vintermånederne er tættere, opaque strømpebukser over 40 denier fantastiske til at holde benene lune, samtidig med at de tilfører en stilren og grafisk kant til kjoler og kraftige nederdele. Dertil findes der specialiserede modeller med opstrammende shapewear-effekt, som støtter blidt og former maver, hofter og lår for et perfekt fald i tøjet.

Sådan forlænger du levetiden på dine luksus strømpebukser
Selvom luksus strømpebukser er fremstillet af utroligt stærke og fleksible fibre, er tynde tekstiler naturligt sarte over for skarpe genstande og ru overflader. Med et par enkle og gennemtænkte forholdsregler kan du dog forlænge dine strømpebuksers levetid betragteligt og få glæde af dem igen og igen.

Før du tager strømpebukserne på, er det en god idé at fjerne ringe, armbånd og passe på skarpe negle eller ru hud på hænderne. Tag altid fat om strømpebukserne med bløde hænder og rul dem forsigtigt op langs benet fra tåen. Ved vask bør strømpebukser altid lægges i en skånsom vaskepose og vaskes på et skåne- eller finvask program ved maksimalt 30 grader med et mildt vaskemiddel uden blegemiddel. Undgå altid tørretumbler, da varmen nedbryder de fine elastinfibre. Ved korrekt pleje er luksus strømpebukser en holdbar og skøn investering i din personlige stil.

Bredgade 140, 9830 Tårs – NY PRIS!

0

Virkelig flot nymalet byhus med skøn lukket have og garage.

KAN OVERTAGES MED MEGET KORT VARSEL.

Huset er opbygget i 1928 og rummer masser af sjæl og charme og alt er løbende total renoveret og der er brugt kvalitets materialer overalt og renoveringen er foretaget med hensyn til den oprindelige stil.
Bland andet kan nævnes: Nymalet, nyt sort tagstens tag fra 2008, mahognivinduer med sprosser, nye VVS og elinstallationer og der er lavet separat kloakering og huset er facaderenovert og fremstår virkelig flot.

Udenfor er der en stor sydvendt terrasse, med godt læ for vinden, samt en overdækning med plads til at tørre tøj, samt et hyggeligt havehus, der forlænger udesæsonen.

Der er gode parkeringsforhold ved huset med to indkørsler – den ene lige ind til en isoleret garage med el-port hobbyværksted, og redskabsskur for enden af garagen – den anden ved den modsatte side af huset.

Fakta om boligen:
Kontantpris: 750.000 kr.
Ejerudgift pr. md. 1.170 kr.
Bolig kld: 113/10 m²
Grund: 395 m²
Energimærke: C
Opført år: 1928

Økonomisk overblik
Kontantpris 750.000 kr.
Ejerudgift pr. md. 1.170 kr.
Udbetaling 40.000 kr.
Brutto ekskl. ejerudgift 4.307 kr.
Netto ekskl. ejerudgift 3.418 kr.

https://www.estate.dk/villa/9830/bredgade/n240263/n2402630000241

Tirsdagstræf med en meget stærk personlig fortælling

0

Juridisk specialkonsulent Mahtab Jalili-Trudslev er gæst i Østervrå Frikirkes kommende Tirsdagstræf den 22. oktober, hvor hun med foredraget ”Fra Iran til Danmark” vil fortæller om ”integration” og sit nuværende virke, og hvordan hendes liv har været som flygtning i Danmark.

ØSTERVRÅ: Hun var blot 3 år gammel, da hun kom til Danmark som iransk flygtning, men den lille pige voksede sig stor og bevidst om livets mange nuancer – mange af dem baseret på egne oplevelser og erfaring som fremmed i et andet land. Mahtab fortæller om, hvordan det er at blive integreret i Danmark, og hvad hun beskæftiger sig med i dag, samt sit liv som flygtning i Danmark.

Mahtab er uddannet jurist 2013, som en af de eneste jurister i Danmark, der laver opsøgende arbejde og yder juridisk rådgivning. I mange år har hun kæmpet for menneskerettigheder, hvilket hun måske også vil komme ind på i sit meget personlige oplæg, der bl.a. vil have nøgleord som integration, humor og uddannelse.

Sidste års planlagte foredrag med Mahtab blev aflyst på grund af sygdom, men nu er hun klar til at komme og fortælle sin meget stærke og personlige fortælling.

Alle er velkomne til foredraget i Østervrå Frikirke, Hjørringvej 435, hvor der er gratis adgang og mulighed for at købe kaffe og kage i pausen.

ÅB

Hærvejsbroen ved Østervrå skal indvies

0

Fredag den 18. september bliver der sat officielt punktum for arbejdet med den nye Hærvejsbro ved Østervrå, når Østervrå Borgerforening inviterer til officiel åbning.

ØSTERVRÅ: Deltagerne mødes ved Østervrå Idræts- & Kulturcenter, hvorfra man går samlet den cirka 750 meter lange tur til Hærvejsbroen.

Ved broen vil Mette Hardam, formand for Distriktsrådet, stå for den officielle åbningstale.

Der bliver også mulighed for at høre mere om selve brobyggeriet. KeKa Byg, der har stået for opførelsen, vil fortælle om arbejdet og tilblivelsen af den nye bro.

I forbindelse med projektet er der desuden opsat nye naturtavler i området. Henrik Falden vil fortælle om tavlerne og den natur, besøgende kan opleve langs åen. Naturtavlerne er produceret lokalt hos Østvendsyssel Folkeblad.

Efter den officielle åbning fortsætter arrangementet med en guidet tur langs åen.

Det er Østervrå Borgerforening, der står bag arrangementet.

SEB

Ukraine og en ændret verdensorden i fokus

0

Krigen i Ukraine og dens konsekvenser for den globale verdensorden er omdrejningspunktet, når Ove Urup Madsen onsdag den 23. september gæster Sæbyegnens Kirkehøjskole i Mariehuset. Han har selv oplevet krigen på tæt hold gennem sit arbejde for EU i Ukraine.

SÆBY: Ove Urup Madsen vil under foredraget fortælle om den aktuelle situation i Ukraine og samtidig trække de historiske linjer, der kan være med til at sætte krigen i perspektiv. Det gælder blandt andet ukrainernes kamp for fred, frihed og retten til selv at vælge landets fremtid.

Han har et indgående kendskab til landet og har blandt andet været leder af EU’s kontor i millionbyen Kharkiv tæt på den russiske grænse. Da Rusland indledte invasionen den 24. februar 2022, spillede han en rolle i evakueringen af EU-kontoret i byen.

Ved kirkehøjskoleaftenen fortæller han om sine oplevelser og om den krig, som siden har sat Ukraine under et voldsomt pres. Samtidig vil han komme ind på, hvordan krigen har været med til at forandre den globale verdensorden.

Ove Urup Madsen har tidligere gæstet Sæby med beretninger fra Ukraine. I 2024 fortalte han blandt andet om hverdagen under de russiske bombardementer og om, hvordan befolkningen forsøgte at opretholde en hverdag efter mere end to års krig.

Kirkehøjskoleaftenen finder sted onsdag den 23. september i Mariehuset i Sæby og omfatter både foredrag, spisning og mulighed for samtale og spørgsmål.

Red.

Vendsyssel Elite Badminton trækker sig fra ligaen

0

Efter tre danske mesterskaber og mere end 20 år i Badmintonligaen bliver sæsonen 2026/2027 den sidste for Vendsyssel Elite Badminton. Beslutningen skyldes manglende energi i ledelsen, fortæller formand Jacob Juhl.

Vendsyssel Elite Badminton siger farvel til Badmintonligaen efter sæsonen 2026/2027. Det har bestyrelsen besluttet sammen med de tre moderklubber, Frederikshavn Badminton Klub, Skagen Badmintonklub og Hjørring Badminton Klub.

Dermed slutter en æra for det nordjyske holdfællesskab, der har været en fast del af ligaen siden 2006. De seneste ti år har VEB hver sæson været blandt de tre bedste i grundspillet, og i 2022, 2023 og 2025 blev det til DM-guld.

– Vi har været på den mest fantastiske rejse, som ingen i deres vildeste fantasi forestillede sig, da Frederikshavn og Skagen i 2002 besluttede at lave holdfællesskabet VEB. Det gør ondt i hjertet at trække sig fra Badmintonligaen, men vi ønsker at stoppe på toppen, og derfor bliver sæsonen 2026/2027 den sidste med VEB i Badmintonligaen, fortæller formand Jacob Juhl.

Ledelsen mangler energi
Ifølge formanden står VEB solidt både sportsligt og økonomisk. Årsagen til beslutningen skal i stedet findes i det arbejde, der ligger bag driften af ligaholdet.

– Både sportsligt og økonomisk står vi på et solidt fundament. Det er vi stolte over. Hvorfor stopper vi så? Fordi VEB’s ledelse ikke længere har den nødvendige energi, og moderklubberne har rigeligt at gøre i Frederikshavn, Skagen og Hjørring. Vi har forsøgt andre løsningsmodeller, men uden held, siger Jacob Juhl.

Han retter samtidig kritik mod Badminton Danmark, som efter hans opfattelse mangler ambitioner og engagement i udviklingen af Badmintonligaen.

– Det er et kæmpe arbejde at drive et ligahold på det niveau, som vi har valgt at gøre, og derfor frustrerer det os, at Badminton Danmark mangler ambitioner og engagement, når det handler om Badmintonligaen. Senest har vi set et oplæg fra Badminton Danmark, hvor antallet af verdensstjerner i Badmintonligaen ligefrem skulle reduceres, oplyser han.

Vil slutte som tophold
Sponsorer, spillere og frivillige er blevet orienteret om beslutningen i denne uge. Ambitionen er fortsat, at VEB skal være et tophold i sin sidste sæson.

Vendsyssel Elite Badminton indledte sæsonen tirsdag aften med en 8-1-sejr over Odense. Sæsonen bliver klubbens sidste i Badmintonligaen.

SEB

Cyklede for Afrika – gjorde stop i Tårs

0

For hver krone, der bliver samlet ind, cykler Mission Afrikas generalsekretær Daniel Toft Jakobsen én meter. Det har indtil videre betydet mange kilometer i benene – og omkring 250.000 kroner til Mission Afrikas arbejde i Afrika og Mellemøsten.

TÅRS: En af årets cykel­etaper gik gennem Vendsyssel. Turen startede i Hune og fortsatte via Børglum til Tårs, inden cyklerne igen blev sat i gang med kurs mod Østervrå.

I Tårs blev der gjort stop ved Mission Afrika Genbrug, hvor der blev tid til både en snak om turen og en velfortjent pause. Der blev drukket kaffe og budt på lækker kagemand, alt imens kunderne kiggede indenfor og gjorde en god handel.

Cykelturen er en del af Mission Afrikas indsamlingsinitiativ, hvor Daniel Toft Jakobsen omsætter de indsamlede kroner til kilometer på cyklen – én meter for hver indsamlet krone.

Der er indtil videre gennemført fire af fem etaper forskellige steder rundt om i Danmark, og der forventes yderligere en tur. Hvor den kommer til at gå, er endnu ikke endeligt afgjort, men Aarhus eller København er blandt mulighederne. Mission Afrika har hovedkontor i Aarhus.

Indtil videre har initiativet genereret omkring 250.000 kroner, som går til Mission Afrikas arbejde og samarbejdspartnere i Afrika og Mellemøsten.

Besøget i Tårs bød også på lidt ekstra spænding. Et gavekort på 500 kroner til køb i genbrugsbutikken skulle finde en ny ejer, og her blev Bodil den heldige vinder.

Efter kaffe, kagemand og hyggeligt samvær i Tårs gik turen igen videre på cykel mod Østervrå – og dermed blev der føjet endnu flere meter til den gode sag.

ESH