Ny viden og formidling af de danske møller!
Dansk Center for Møllehistorie har netop lanceret dets helt nye hjemmeside. Hjemmesiden har to formål: at formidle viden om forskningscentrets arbejde og at bidrage til at gøre danskerne mere opmærksomme på den fælles historie der er gemt i historien om vores møller.
”Det er håbet at hjemmesiden og det indbyggede møllekort kan være med til at formidle møllernes brede historie ud til almindelige danskere. Er du på ferie på Fyn? Jamen så skal det være helt naturligt at man kigger på møllekortet og ser hvad der er af spændende møller på egnen. Samtidig med den fine funktion med et kort over møllerne i Danmark, så skal siden formidle hvad Dansk Center for Møllehistorie gør af arbejde for at fremme interessen og forskningen i møllernes historie” udtaler fagkoordinator Lise Hansen.
Møllekortet er endnu ikke færdiggjort, men efterhånden som de historiske undersøgelser af møllerne og deres historie skrider frem, vil oplysningerne blive offentliggjort i møllekortet. Det er målet at møllekortet skal tilbyde kulturhistorisk viden om alle vind- og vandmøller i Danmark. Møllekortets indhold skal have et kvalitetsniveau, så det også kan anvendes af forskere.
Du kan finde hjemmesiden på www.møllehistorie.dk og læse mere om forskningscentrets arbejde, formål og tjekke det fantastiske og informative møllekort ud.