Ny kirkemusiker i Torslev og Østervrå kirker

Glæden er stor i Thorshøj og Østervrå for den 1. april 2025 blev stillingen som kirkemusiker ved Torslev Kirke og Østervrå Kirke endelig besat og man kan glæde sig til at opleve en faglig dygtig og rutineret kirkemusiker som også har stor erfaring med børn og unge.
Kirkemusiker Karin Damgren Kjøller har i mange år virket som organist på Bornholm ved siden af et job som lærer i folkeskolen. Foruden sine musikalske kompetencer har Karin derfor med sig en solid pædagogisk uddannelse, som måske vil blive bragt i spil ved oprettelse af et nyt børnekor og andre tiltag for børn og unge i lokalområdet.
Selvom Bornholm er så langt væk, som man kan komme fra Vendsyssel inden for landets grænser, er det faktisk slet ikke så overraskende, at Karin har søgt en stilling her. Hun er nemlig vokset op i Østervrå og har lyst til at vende tilbage. ”Det er særlig glædeligt, at det et bysbarn, som vender hjem, og mange kender Karin fra dengang, hun boede i Østervrå, hvor hun også i dag har familie ”siger næstformand i menighedsrådet Michael Møller Nielsen, som er en del af ansættelsesudvalget.
Organistfunktionen er en krumtap ved en lang række af de kerneopgaver som kirken har
Alt fra søndagens gudstjenester, begravelser og bryllupper til planlægningen af det musikalske repertoire og inddragelse af børn, unge og voksne i kirkens musik er noget af det, som Karin får indflydelse på. Og så er organisten en af præstens allertætteste samarbejdspartnere.
Der har derfor været et stort fokus på at skabe en attraktiv stilling. ”Det er fantastisk dejligt for alle – både præsten, ansatte og menighedsrådet, at det er lykkes os at få ansat Karin. Vi kan også godt være stolte af, at det lykkes kun 4 måneder efter sammenlægningen af menighedsrådene i Torslev og Østervrå, hvor et af målene med sammenlægningen netop er, at kunne skabe en rigtig god arbejdsplads og gode jobs – og det ser ud til at lykkes”, siger formand for menighedsrådet, Lone Haugaard.
Ansættelsen er med en delt funktion, idet Karins timer er fordelt mellem Torslev-Østervrå og Sæby sogne. Hun vil derfor også kunne opleves ved gudstjenester mv. i Sæby.
Palmesøndag spiller Karin første gang
Karin indsættes ved gudstjenesten Palmesøndag den 13. april i Østervrå Kirke. Det bliver en meget festlig gudstjeneste, hvor også minikonfirmanderne holder afslutning. Efter gudstjenesten er menighedsrådet vært med lidt let at spise i kirken – en slags minireception i anledning af Karins indsættelse.
Red.