Ny kirkefolder præsenteret i Karup Kirke
Tirsdag aften var det blevet Karup Kirkes tur til at få præsenteret den nye kirkefolder om Understed og Karup Kirker. Vejret var med os, så vi startede udenfor kirken, hvor kirkeværge Niels Ove Vestergård bød velkommen. Herefter tog arkivar Jørgen P. Clausager over, og vi begyndte med en rundgang omkring kirkebygningen og beundrede de smukke granitkvadermure. Så gik turen ind i kirken, hvor der blev fortalt om korbuen og hvælvingerne, ligesom de enkelte inventardele blev gennemgået og kommenteret: alter, altertavle, altersølv, døbefont, prædikestol, krucifiks og orgel m.m.
Efter at de ca. 20 gæster tålmodigt havde påhørt denne historiefortælling blev de belønnet med kaffe og kage ude foran våbenhuset; og her fik de så endelig lov til at se folderen.
Menighedsrådsmedlemmerne Niels Ove Vestergård, Frits Christensen og Jesper Nielsen takkede for det gode samarbejde om at få folderen udgivet, ligesom der blev rettet en varm tak til graverne Katharina Gadensgaard i Understed og Solveig Jensen i Karup for deres venlige modtagelse af Jørgen Clausager og deres tålmodige svar på alle hans spørgsmål. Flere af gæsterne havde uddybende spørgsmål om og kommentarer til flere ting i kirken og folderen.
Vivi Dybdahl