
I 37 år har Helle og Henrik Boalt Petersen drevet Østervrå Bageri. Nu overlader de nøglerne til næste generation, når Christina og Jonas Boalt Hjortholm officielt overtager bageriet den 1. november. Parret driver allerede Bageriet Håbet i Hjørring, som de i begyndelsen af 2022 overtog fra Jonas’ forældre. Med overtagelsen af Østervrå Bageri bliver de nu ansvarlige for to butikker – en opgave, de ser frem til med både glæde og respekt.
Butik skifter udseende
Før kunderne i Østervrå kan byde de nye ejere velkommen, får butikken en ansigtsløftning. Håndværkerne går i gang i uge 42, og i den periode holder butikken lukket. – Vi satser på at åbne så hurtigt som muligt, og vi glæder os til at vise kunderne en butik med nye rammer og flere muligheder, fortæller Jonas.
Nye tiltag
Christina og Jonas lægger vægt på håndværksmæssig kvalitet og vil videreføre de stærke traditioner, samtidig med at sortimentet udvides. – Vi har planer om at introducere flere nyheder, men vi holder også fast i nogle af de produkter, kunderne kender og elsker, siger Christina, som selv vil være en fast del af hverdagen i Østervrå. Blandt nyhederne er onlinebestilling, længere åbningstider – nu alle ugens dage – samt et ekstra kasseapparat, der skal gøre ekspeditionen hurtigere.
Kager til hverdag og fest
Kunderne kan se frem til et bredt udvalg af brød og kager, herunder konditorkager, bryllupskager i flere etager og specialkager til både fødselsdage, dåb og andre festlige lejligheder.
– Vi har stor passion for at udvikle nye kager og kombinerer gerne forskellige smage i vores festkager. Men vi holder også fast i klassikerne – eksempelvis vores hindbærsnitter, som folk kommer langvejs fra for at købe, fortæller Christina med et smil. Også et populært mandagstilbud på rugbrød, som i dag findes i Hjørring, kan meget vel blive en del af Østervrås nye hverdag.
To bagerier
At drive to bagerier parallelt er en stor opgave, men parret ser det som en spændende udfordring. – Vi er blevet taget så godt imod i Hjørring, og det håber vi også, kunderne i Østervrå vil gøre. Det bliver en udfordring at få logistikken på plads mellem de to butikker, men vi har troen på, at det kan lade sig gøre, siger Jonas, der netop er ved at færdiggøre sin uddannelse som bager.
Personalet i Østervrå fortsætter under de nye ejere, så kunderne stadig vil møde kendte ansigter bag disken.
Stafetten gives videre
For Helle og Henrik Boalt Petersen er det vemodigt, men også en lettelse, at en ny generation tager over.
– Det er dejligt, at de unge har lyst og mod på at føre vores arbejde videre. Vi glæder os til at kunne holde fri efter 37 år med Østervrå Bageri, lyder det fra de to ejere, der har sidste arbejdsdag lørdag den 11. oktober.
Og Christina og Jonas? De har mange drømme og ønsker til fremtiden – men dem vil de foreløbigt gerne holde lidt for sig selv.
Reception
Allerede dagen inden det officielle skifte er der mulighed for at sige både farvel og goddag. Den 31. oktober inviteres alle til reception med fadøl, pølser, hjemmebagte pølsebrød og særligt gode tilbud i butikken.
ÅB




