Nordjylland har fået en ny butik for keramikere

I et tidligere smedeværksted ved Lyngså Strand har Lotte Langer og Steffen Sørensen åbnet butik og webshop for keramikere med et bredt udvalg af ler, glasurer og værktøj.
”Keramik er blevet en yderst populær hobby de senere år, og mellem Skagen og Silkeborg findes kun et enkelt udsalgssted for ler og glasur, så vi har brugt sommeren på at fylde lager og butik med et bredt sortiment af ler, glasurer og værktøj, der både kan bestilles på webshoppen og købes i butikken på Sønderklitvej 36”, fortæller parret.
Parret har haft butikken åben den sidste måned, og selv om det har været sommerferie, og alt andet end vejr til at sidde med ler og glasur, har parret været positivt overrasket over modtagelsen. ”Vi har haft kunder fra Hobro i syd til Skagen i nord, som er glade for at have en fysisk butik i rimelig køreafstand, hvor man kan hente lermasser, gipsforme, og hvad man ellers lige mangler”, fortæller de.
Sæsonen skydes i gang med en åbningsfejring den 16. og 17. august, hvor keramiker Hanne Lindtner Andersen vil vise tilblivelsen af utraditionelle værker på drejeskiven begge hele dage. Søndag sluttes fejringen med en musikalsk oplevelse med trioen FLOW i den tilhørende udstillingslade, hvor 16 kunsthåndværkere har udstillet hele sommeren.

