Dette års modtager af revyens pris i forbindelse med Thorshøj Revyen blev ildsjælen Claus Koldbro Kristensen – alias Claus Morild:
Thors Hammer 2018
For 31/32. gang uddeler revyholdet Thors Hammer. Modtagerne har alle været personer, som har ydet noget udover, hvad man med rimelighed kan forvente. Vi føler os sikre på, at hæderen har resulteret i glæde og en sund portion stolthed hos modtagerne. At dette også vil være tilfældet for årets modtager, føler vi os overbeviste om.
I 2017 blev der offentliggjort en større undersøgelse, der beskæftigede sig med frivilligt arbejde i Danmark. En af konklusioner var, at danskerne arbejdede 342 mio. frivillige timer om året, svarende til 184.523 fuldtidsstillinger. I den fynske fodboldklub Tarup-Paarup ville det eksempelvis svare til, at alle frivillige skulle koste 4.5 mio. kr. i lønudgifter.
Årets prismodtager er netop en af disse frivillige. Hans kræfter er altid blevet lagt i fodbold, og i særdeleshed breddefodbold.
Han trådte ind i klubbens og foreningens liv en forårsdag for 15 år siden. Klar til at tage livtag med serie 6. Ret hurtigt stod det dog klart, at hans styrker nok var udenfor kridtstregerne. I de første år koncentrerede han sit arbejde omkring et enkelt hold, nemlig som holdleder for serie 6. I de senere år har han dog udvidet sit arbejde, så det nu omfatter begge klubbens hold. Da serie 4 pludselig stod uden træner, trådte han til og førte holdet igennem sæsonen.
Hans spillerkartotek er enormt, og der findes næppe den spiller, der ikke er blevet ringet op med spørgsmålet; ”Hvad skal du søndag?” ”Jeg kan ikke spille fodbold” ”Heldigt, for vi skal spille lørdag”. Hans kendskab og lommebog er endda så stor, at han udlåner egne spillere til modstanderne, bare for at der i det mindste bliver spillet fodbold. Bag den muntre historie ligger dog også den kendsgerning, at uden ham var der intet serie 6-hold, og alt for mange klubber kender konsekvenserne, når først ét hold lukker. Sideløbende var han på et tidspunkt ungdomstræner uden anden ambition, end at spillerne skulle opleve glæden ved spillet.
De senere år er han trådt ind i bestyrelsen, ligesom han også beskæftiger sig med fodboldpolitik, herunder især spørgsmålet om, hvordan man kan holde sammen på serie 6-rækkerne og undgå aflysninger. Og netop her er vi fremme ved den røde tråd i hans virke – omsorgen for breddefodbolden: det være sig klubbens serie 6-hold, modstandernes, det nationale plan eller helt simpelt 8-årige drenges glæde ved fodbolden.
Nu er så også hans kone en aktiv del af foreningslivet, senest ved resultatbordet til Spar V-Cup, og på den måde er det nu en hel familie, der bidrager til at opretholde et stærkt foreningsliv i Thorshøj.
I forbindelse med undersøgelsen af danskernes frivillighed, spurgte man også hvorfor. Svarene var blandede – 52 % gjorde det for personlig udvikling, 15 % for at få bedre jobmuligheder, og endelig angav 85 %, at det var lysten til at gøre en forskel for andre, der var drivkraften. Hvor årets prismodtager indplacerer ved kun han, men vi kan med sikkerhed sige, at han har gjort en forskel for andre.
Vi, i revytruppen, glæder os over at tildele Thors Hammer 2018 til Claus ”Morild” Kristensen.
I en tid, hvor mange gerne vil forbindes med succes og sejre, har du brugt tid og kræfter på en af allermest udfordrende dele af fodbold: serie 6 og bredden. Der kan ikke siges nok, om hvor vigtigt dit arbejde har været og er for klubben. Derfor siger vi dig nu tak og håber, du fortsat vil være aktiv mange år endnu, lyder det fra revytruppen.
ÅB




