Missionshusene i den forhenværende Sæby Kommune
Af Jørgen Clausager
Missionshuset ”Betania” i Ørtoft
Matr.nr. 4b af Lille Ørtoft By, Volstrup Sogn, Ørtoftvej 105-107.
Missionshuset ”Betania” er opført i 1898 og indviet den 30. september dette år af pastor Peter Ilsøe, Sæby. I det nye testamente er ”Betania” navnet på den by, hvor Lazarus, Marta og Maria boede. – Huset ligger for sig selv, et stykke syd for Ørtoft By, og var i mange år, indtil 1929, det eneste egentlige missionshus i det store Volstrup Sogn, som blev præget af Indre Mission i mindre grad end nabosognene Sæby og Albæk, til hvis kirker og præster Indre Missions Venner i Volstrup Sogn i udstrakt grad søgte indtil midten af 1930’erne. – Tillige fandtes i 1920’erne og -30’erne en kreds af ”De gamle Stiers Indre Mission” i Volstrup Sogn, under ledelse af lærer Harald Stensig, Knæverhede Skole; denne kreds samledes i Stensigs hjem indtil hans død i 1946.
Missionshuset formodes nedlagt omkr. 1994, da der ikke længere annonceres møder i det. Det anvendes i dag som lagerlokale.