Søndag den 17. september afholdes der menighedsmøde i Kulturhuset efter gudstjenesten i Østervrå Kirke. Alle inviteres af menighedsrådene i Torslev og Østervrå, der i fællesskab er værter ved en frokost i Kulturhuset.
Efter hyggeligt samvær vil hvert menighedsråd afgive beretning for det forgangne kirkeår og de fremmødte vil have mulighed for både at stille spørgsmål, som at komme med gode idéer til det fremtidige arbejde.
Mødet afsluttes i år med en inspirerende rejse i tid og sted, idet fokus vil blive rettet 500 år tilbage til dengang Luther indledte reformationen med sine 95 teser i Wittenberg. Rejselederen er ingen mindre end provst Thomas Reinholdt Rasmussen, som for et par år siden tiltrådte stillingen som provst i Hjørring Søndre Provsti. Thomas Reinholdt Rasmussen er ekspert i reformationen og Luther og derfor rutineret foredragsholder om emnet – så selvom historien er gammel, sørger han for, at den ikke også er støvet.
Derudover garanteres det, at vi havner sikkert i Østervrå anno 2017 igen, idet han vil vinkle rejsens 45 minutter således, at det bliver det nutidige kirkeliv og hvordan reformationen har betydning for os i dag, som vi får med os hjem fra mødet fortæller Lone Haugaard fra Østervrå menighedsråd.




