ØSTERVRÅ: For andet år i træk afholdt ØVI Fodbold den populære Match Day på Østervrå Stadion, hvor alle klubbens hold spillede deres turneringskampe på hjemmebane samme dag.
Fra de yngste U5-spillere til seniorholdene blev der gennem dagen afviklet i alt 43 kampe. Arrangementet krævede et omfattende planlægningsarbejde, men ifølge klubben forløb dagen præcis som håbet.
Mere end 600 mennesker lagde vejen forbi stadion i løbet af dagen, hvor der var liv og aktivitet fra morgen til aften. Udover fodbolden kunne de besøgende købe rundstykker, pølser, kage, snacks og drikkevarer, mens børnene også kunne boltre sig på hoppeborge og prøve kræfter med en oppustelig skydeskive mellem kampene.
Dagen blev rundet af med fællesspisning, hvor omkring 120 deltagere nød helstegt pattegris efter en dag fyldt med fodbold og samvær.
I ØVI Fodbold ser man tilbage på en vellykket dag, som samlede spillere, trænere, familier og tilskuere omkring klubben. Samtidig sender klubben en stor tak til de mange frivillige, som stod bag arrangementet.
– Uden de frivilliges indsats ville det ikke være muligt at gennemføre en dag af denne størrelse. De er med til at sikre, at alt fungerer fra start til slut, lyder det fra klubben.
SEB




