Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Lokalt bagerpar giver stafetten videre i Østervrå Bageri

I næsten 37 år har duften af nybagt brød, lune rundstykker og lækre kager været en fast del af bybilledet i Østervrå – men nu er tiden kommet til at give stafetten videre. Helle og Henrik Boalt Petersen har haft deres sidste arbejdsdag, og næste generation, Christina og Jonas Boalt Petersen, er i fuld gang med at nyindrette bagerbutikken.

Vi sidder i Helle og Henrik Boalt Petersens personalerum i Østervrå Bageri. Det er dagen før deres sidste arbejdsdag i et livsværk, som de har givet al deres energi og opmærksomhed i næsten 37 år. Heldigvis er næste generation klar til at tage over, så byens borgere fortsat kan nyde godt brød og kager fra det lokale bageri.

Der er ikke helt så ryddeligt i baglokalet, for Helle og Henrik er midt i oprydningen for at gøre plads til, at sønnen og svigerdatteren kan rykke ind. Det er en stor og følelsesladet proces at sige farvel til et livsværk, man har lagt hele sin sjæl og energi i. – Vi er trætte, kræfterne er brugt op, der er stor personalemangel i bagerfaget, og oveni kommer alle de krav, vi bliver mødt med fra myndighederne – senest den nye bogføringslov. Det magter vi simpelthen ikke mere, siger de ærligt.

Denne formiddag flyver vi ned ad mindernes allé, mens vi nyder en kop kaffe og Henriks lækre wienerbrød – for sidste gang. Det er snart 37 år siden, et ungt og energisk bagerpar overtog Østervrå Bageri og med stort engagement begyndte at vænne kunderne til at prøve nyt bagerbrød. – De var nu ikke så lette at overbevise – ja, jeg vil sige, de var noget konservative, husker Henrik med et stort grin. Men efterhånden fandt både kunderne og bageren fælles fodslag om butikkens sortiment.

Trods travlhed og lange arbejdsdage har parret aldrig været bange for at kaste sig ud i nye projekter. – Jeg forstår egentlig ikke, hvordan vi nåede det hele – og med to små børn oveni, undrer Helle sig. Ved siden af bageriet har de blandt andet drevet en café, haft kolonihave og sommerhus – alt sammen solgt i dag. Det helt store spring kom dog i 1997.

To nye bagerier
Østervrå Bageri var efterhånden gammelt, slidt og utidssvarende, så Helle og Henrik tog en stor beslutning – ikke kun for sig selv, men for hele byen. De købte den nedlagte genboejendom, Østervrå Kro, rev det gamle ned og byggede en flot ny ejendom med bageri, butik og privat bolig. – Det var egentlig vores plan, at Østervrå Bageri skulle være et springbræt til noget andet, afslører parret, men sådan gik det altså ikke, griner Henrik.

Tiden er fløjet af sted på hjørnet af Bredgade og Hjørringvej, men energien rakte videre. I 2014 købte de Bageri Haabet i Hjørring og så også her nye udviklingsmuligheder. Fem år senere købte de naboejendommen, sanerede det gamle bageri og huset ved siden af, og byggede et helt nyt, moderne bageri med butik.

Dette blev for tre år siden overtaget af sønnen Jonas og svigerdatteren Christina – og nu har de altså også fået nøglerne til bageriet i Østervrå. – Vi har ikke noget bevis for det, men vi tror, at vi måske er det eneste bagerpar i Danmark, der har nået at bygge to helt nye bagerier, siger Helle og Henrik med et smil.

37 gode år
– Vi har haft mange dygtige medarbejdere og nogle fantastiske kunder. Det er selvfølgelig vemodigt at skulle sige farvel, fortæller Helle, som de seneste dage har haft ekstra mange samtaler med kunder, der er kommet forbi med ros og anerkendelse for parrets indsats. – Vi håber, at den opbakning og anerkendelse, vi har fået, også vil blive givet videre til vores efterfølgere, siger Helle, der sammen med Henrik glæder sig over, at stafetten nu gives videre til næste generation. – Det er dejligt, at de unge har lyst og mod til at føre vores arbejde videre.

Fremtiden 
Hvad skal der så ske nu? – Jeg tror, vi skal ligge på sofaen, spise chips og se tv-serier, griner Helle. Men helt stille bliver der nok ikke. Trods træthed er det svært at forestille sig, at to så energiske mennesker vil sidde stille ret længe. – Jeg går til spinning to gange om ugen, afslører Henrik, mens Helle regner med, at de kommer til at bruge meget tid i sommerhuset i Nr. Lyngby – og naturligvis også med båden. – Jeg tror helt sikkert, vi vil bruge meget mere tid med vores børnebørn – ja, generelt på alt det, vi ikke har haft tid til i vores arbejdsliv, slutter Helle.

Goddag og farvel
Der bliver lejlighed til både at sige velkommen til Christina og Jonas og farvel og tak til Helle og Henrik ved en reception den 31. oktober.

ÅB

Populære artikler