
De lokale arkivalier i Østervrå Lokalhistoriske Forening vokser stadig støt, og registreres flittigt i det lille foreningshus ved Torslev Skole. Økonomi er kommet i lidt mere smult vande, men der er stadig behov for at vende hver en øre, for at holde sammen på budgettet.
I modsætning til 2021 er likviditeten kommet på lidt mere fast grund i Østervrå Lokalhistoriske Forening, takket være lokale sponsorater i 2022 fra både erhvervslivet og private. – Stigende priser på både el og varme har sendt en ny udfordring ind over pengekassen, og de kommende årsopgørelser ses frem til med ekstra stor spænding, forklarede kasserer Olav Andersen. De stigende gebyrer fra pengeinstituttet er også en udfordring, som i det aflagte regnskab svarer til ca. 10% af foreningens kontingentindtægter, og gebyrerne stiger yderligere i 2023, så der skal stadig udvises stort mådehold med pengene.
Det betyder også, at foreningen har valgt ikke at kunne modtage betalinger via MobilePay, og i stedet gerne modtager kontingentbetaling via netbank. Kontingentet vil, efter forslag fra bestyrelsen, blive hævet til 125 kr. pr. år fra 2024, og det godkendte forsamlingen.
Foreningen modtager hen over året mange forskellige arkivalier, som bliver registreret i en lokalt oprettet base ”Reoloversigten”. Den hårdt pressede økonomi tillader nemlig heller ikke at være en del af Arkibas, som er en fælles registreringsbase, ejet af Sammenslutningen af Lokalarkiver. En registrering her giver alle mulighed for at søge det lokalhistoriske materiale på arkiv.dk. Det første skridt i den retning er tillige, at arkivet får etableret en internetforbindelse, men der spænder økonomien også ben.
Nye arkivalier
– Vi håber, at rigtig mange fortsat vil tænke på os, hvis de har gamle papirer, gårdmalerier, avisartikler, fotos og lign., som de gerne vil af med. Hvis man er i tvivl, så hjælper vi gerne med at vurdere, hvad der er arkivmateriale, fortalte formand Vivi Dybdahl i sin beretning. Vi får som sagt mange fine ting, og det, som vi ikke mener hører til i vores lokalarkiv, det sender vi hen det rigtige sted.
2022 har stået i idrætscentrets 50 års jubilæum. Her har arkivet været behjælpelig med billeder og historie, som er blevet anvendt i flere forskellige sammenhænge – også til forskellige udstillinger i foreningens udhængsskab i idrætscentret.
Arkivet har været inde over i forbindelse med renoveringen af to lysekroner i Østervrå Kirke, og har desuden medvirket i Slægtens Dag, som blev afholdt i Skagen. I november måned rundede forening 30 år, og det vel at mærke med den samme formand ved roret i alle årene. Dagen blev markeret med en uhøjtidelig reception, hvor mange kiggede forbi.
I 2023 deltager foreningen bl.a. i Slægtens Dag, i den kommende byfest i Østervrå, og der er også planlagt et fælles arrangement med Thorshøj Lokalhistoriske Forening.
Til bestyrelsen var der genvalg af: Karsten Nielsen, Jørgen P. Clausager og Vivi Dybdahl, som bekendtgjorde, at det ville blive hendes sidste periode som formand. Foreningen har 206 betalende medlemmer – men 1.200 følgere på deres Facebookside.
ÅB




