Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Lokalhistorie er godt stof

Østervrå Lokalhistoriske Forening er kommet på de social medier, og det har været en kæmpe succes, med mange sjove beretninger og helt nye fotos. 

I november 2019 fik formand Vivi Dybdahl den ide, at lokalhistorisk forening skulle have en Facebookgruppe. Det blev lynhurtigt en fast daglig beskæftigelse at svare på spørgsmål fra en hurtigt voksende skare af medlemmer. Dagligt bliver der lagt nye billeder op fra de lokale arkiver, og næsten med det samme er der kommentarer og erindringer knyttet til disse opslag. – Vi har fået mere ny viden, ukendte fotos og nye medlemmer af vores forening, fortalte formanden til den årlige generalforsamling.

Foreningen har været særdeles aktiv i løbet af 2019, som blev indledt med et foredrag af kommunens naturvejleder Bo Storm. To gange i løbet af året har foreningen stået for et undervisningsforløb i slægtsforskning via FOF. 

Anden del af byvandringen i Thorshøj blev gennemført i juni måned. Sideløbende med det har bestyrelsesmedlem Jørgen Clausager skrevet artikler til lokalavisen og digitaliseret flere udgaver af folketællingerne fra Torslev Sogn og Sæby Købstad. 

Foreningen deltog i ”Åbent landbrug” på Hørbylund Hovedgaard, hvor der blev talt med mange gæster. I oktober var der voldsom trængsel i arkivets hus på Brøndenvej, hvor efterårsferiens ”Blomsterløb” havde en post. I november gik turen til Manegen i Sæby for at deltage i Slægtens Dag – igen en dag med mange interessante samtaler. 

Nye ansigter

Desværre måtte foreningens kasserer Erik Wulff af helbredsmæssige grunde takke af efter et mangeårigt og engageret arbejde med regnskabet og ikke mindst slægtsforskning. Det blev også farvel til Carl Børge Hansen og Merete Nielsen – også de har lagt et stort stykke arbejde i foreningen. 

Ny kasserer er Olav Andersen, og nyvalgt til bestyrelsen blev Karsten Nielsen, mens der var genvalg til Niels Urth og suppleanterne Bjarne Jensen og Jens Bakland samt revisor Frits Pedersen. Foreningen har p.t. 128 medlemmer. 

Allerede den 2. marts holder foreningen et foredrag med Karen Nielsen, Brønderslev, som fortæller om Allerupdrenge. Den 29. marts er lokalhistorisk på plads med en stand på Østervrå Messen, og snart kommer der også ny udstilling i foreningens udhængsskab i Østervrå Idræts- og Kulturcenter.

ÅB

Populære artikler