
Hele skolen summede af liv og hyggelig stemning torsdag aften til den årlige skolefest, som rigtig mange børn, forældre og bedsteforældre havde fundet vej til. Det velkendte koncept holder med lidt nye aktiviteter tilsat de kendte og traditionelle godt krydret med en kæmpe portion lækkerier.
Allerede ved ankomsten til skolen var det tydeligt, at der ville være godt med liv bag skolens mure – alle P-pladser inklusiv naboens var tæt besat. Fuldt oplyste vinduer lokkede til at gå ind og tage del i festen, og festligt det var det med et mylder af liv og aktiviteter rundt på hele skolen. Enkelte steder så livligt, at der opstod kø og små trafikpropper, som dog hurtigt blev afviklet, så gæsterne kunne komme videre i deres udforskning af de mange aktiviteter.
Elever og lærere havde igen fået skabt rigtig mange sjov og underholdende boder for alle, og ingen kom til at gå sultne fra festen, for der var rigeligt af lækkerier at vælge imellem. Det være sig lasagne, vafler, toasts, kager, og supplementer til det popcorn, slik, sodavand og meget mere.
Alle klasser havde lagt sig i selen for at skabe den bedste underholdning lige fra de ældste 9. klassers ”spøgelsestog” til de yngre årganges biograf med bl.a. Anne og Lotte. Mellem disse yderpunkter var der bl.a. tombola, skydetelt og en diskofest med virkelig heavy toner.
I 3. klassernes neglebar havde Christian også fået en opgave, han ikke var helt vild med, og han afslører, at der nok var noget han hellere ville. – Jeg kunne godt tænke mig at være over ved ”Spøgelsestoget”, og det er Christian nok ikke alene om. Flere af børnene ser nemlig frem til deres år i 9. klasse, hvor det er dem, der skal lave det prestigefyldte ”Spøgelsestog”.
Et er sikkert klippekortene blev svinget godt og grundigt sammen med et ukendt antal MobilePay-transaktioner, som lover godt for, at de fleste fik lidt ekstra midler at gøre godt med i klassekassen.
ÅB




