Lær at danse Les Lanciers

Sæby Folkedanserforening afholder traditionen tro, kursus i dansen les Lanciers. Lanciers er en gammel selskabsdans, som mange allerede kender fra gymnasiefester og andre festlige sammenkomster, også i kongehuset danses der lanciers.
Nu er der mulighed for at få den gamle dans lært helt fra bunden, eller få den genopfrisket hvis du allerede har lært den. Det er jo ikke hver dag den bliver danset, så måske trænger den til at blive støvet lidt af.
Kurset strækker sig over tre aftener, med levende musik af Bjarne Jensen. Instruktør Vita Ugilt sørger for grundig instruktion, så både begyndere og mere øvede vil være i stand til at danse dansen når kurset slutter.
Vi håber også at mange unge mennesker har lyst til at deltage i kurset, så de allerede nu begynder at forberede sig til at danse lanciers til sommerens gymnasiefester. Dans er god og sjov motion, med masser af socialt samvær. En rigtig god mulighed for at få rørt kroppen og ikke mindst lattermusklerne, lyder det fra Sæby Folkedanserforening.
Kurset afholdes på Sæbygårdskolen, Sæbygårdvej 34, Sæby tirsdag den 11. april 2023. Den 18. april og 25. april danses i Sæby Kulturhus, Manegen, hvor der den 25. april også bliver tid
til hygge omkring kaffebordet.