I god tid før åbningstid havde de første kunder stillet sig i kø på den røde løber foran Østervrå Genbrug, der åbnede sin julestue sidste mandag.
Det frivillige personale i Østervrå Genbrug er helt overvældet og blev næsten blæst omkuld til åbningen af den årlige julestue. – Vi har aldrig haft så mange kunder i butikken, fortæller Ingrid Sørensen.
Lige fra åbningstid – ja endda i god tid ingen, havde flere taget opstilling foran butiksdøren – ivrige efter at komme ind. – Der var ingen tvivl om, at mange havde været forbi vores vinduer i løbet af weekenden, for de gik målrettet efter helt bestemte ting, da vi åbnede døren, forklarer Ingrid.
Trængsel og hygge
Hele dagen var der en rigtig voldsom trængsel i den julepyntede butik på Hjørringvej 424 i Østervrå, og de frivillige havde travlt. Traditionen tro var næsten alle 30 damer mødt op til den særlig dag, og der var brug for alle hænder.
Udover mange fine genbrugsting og tøj havde forretningen i år fået en større parti julepynt indleveret, og det var helt sikkert også et godt trækplaster.
Åbningen byder også altid på kaffe og hjemmebagte boller og småkager, og det var heller ingen undtagelse i år. Der var stort set fyldt op ved bordene hele dagen, også i bagbutikken måtte der findes kaffekopper og stole frem, og der blev snakket og hygget overalt.
Rekord
Et nyt tiltag var også populært. Slå en sekser og få dine varer til en god pris. Det lykkedes for mange, men alligevel blev der sat omsætningsrekord, og selv om der var god handel, så har de stadig rigtig mange fine ting at byde på i Østervrå Genbrug. – Vi får jo løbende ting indleveret, så der altid er nyheder på hylderne, slutter Ingrid Sørensen.
ÅB




