
Østervrå Kirkes Voksenkor leverede endnu en smuk sang- og musikoplevelse med deres brede sangrepertoire af julesange, salmer og gospel. Publikum blev også sat på opgaver – både motorisk og vokalt. En virkelig dejlig aften, der sendte alle hjem i højt humør.
I en stemning af spændt forventning slog korleder Christina Thoft tonen an på kirkens flygel, umiddelbart efter lød de 23 kormedlemmers stemmers klart og tydeligt, mens de bevægede sig op ad kirkens midtergang til sangen ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt?”
Korlederen bød efterfølgende de godt 60-70 tilhører velkommen, og inviterede herefter til at synge ”Der er noget i luften”, for julen er også noget vi ofte forbinder med særlige dufte, lød det var korlederen. Der blev sunget til, og bagefter fik vi, publikum, ros for vores præstation, og et lille vink om, at der stadig er ledige pladser i koret.
Julen er også ofte den tid, hvor vi tænker på dem, der ikke er her længere. Her sang koret den stemningsfulde ”Skybrud”, som handler om dem vi mangler blandt os.
Koret gav herefter et nummer på engelsk, inden vi alle sammen sang ”Glade jul”, og den fik ekstra volumen, da kormedlemmerne gik ned blandt publikum og sang.
I rask tempo fulgte en fin sammensat buket af nyere sange og salmer, et par engelsksprogede, lidt gospel og så kom publikum for alvor på en prøve. – Jeg har lavet et ”Julemashup medley potpourri”, forklarede Christina, det vil sige, jeg har kogt en ”suppe” på flere kendte sange blandet godt sammen til en mashup. En rigtig sjov udfordring, for bedst som man havde fundet melodien, så skiftede vi over til noget nyt – i alt 11-12 forskellige sange og melodier.
Koret tog herefter over igen, inden publikum blev kastet ud i endnu en opgave – at steppe, klappe og synge samtidigt i en særlig gospeludgave af ”Et barn er født i Betlehem”. Det stiller krav til både motorik og timing, at få det hele til at spille sammen.
Aftenen sluttede lige så højtideligt, som den begyndte med stående fællessang af salmen ”Dejlig er jorden”, som næsten fik taget til at lette på Østervrå Kirke. Til slut gik koret syngende ud i våbenhuset, hvor de fortsatte deres sang, indtil vi alle var blevet sunget ud.
Velsyngende kor
”Østervrå Kirkes Voksenkor”, der i daglige tale går under kælenavnet ØV-koret, hvilket selvfølgelig slet ikke er retfærdigt for det velsyngende kor, øver hver onsdag i Østervrå Kirke. I spidsen for koret står den engagerede korleder Christina Thoft, der har flere års erfaring som korleder for både børn, unge og voksne.
ÅB




