KFUM spejderne i Østervrå fylder 80 år
Historien om en 80 årig, der stadig er i fuld vigør
Af: Preben Lund Nielsen
Skrevet af en som i taknemmelighed og med glæde ser tilbage på mange gode oplevelser i KFUM-spejderregi tilbage 70’erne og 80’erne.
I spejderhytten på Industrivej er der god gænge i spejderarbejdet, med gode og engagerede ledere under ledelse af gruppeleder Louise Jacobsen. Louise og Peter Jacobsen har i mange år båret med vedr. spejderarbejdet. Over 100 ledere har gennem tiden ydet en stor og betydningsfuld indsats. I det følgende opridses det historiske forløb i Østervrås KFUM- spejdere.
Begyndelsen
Det hele startede i England i 1907, af Lord Robert Baden Powel. Om hans barndom kan nævnes, at han pjækkede tit fra skole, han ville hellere ud i naturen. Efter at havde været i bl.a. Sydafrika som soldat, kom han hjem igen. Han syntes at børn og unge skulle opleve friluftsliv, og lære at omgås andre. Og hvad der var og er vigtigt: Det at vi alle kan bruges til noget. Og der skulle også være Kristendom indover. Det startede som et forsøg, med hans program: ”Scouting for Boys”. Det der den gang startede med 4 patruljer på hver 5 drenge på Brownsea Island ved London, er i dag vokset til 70 millioner spejdere i 172 lande.
I Danmark blev KFUM spejderne startet i 1910 som en underafdeling af det civile KFUM. Jens Grane der var leder i KFUM-idræt i København var ham der startede det hele. Han var med næsten til sin død som 81 årig i 1961. Spejderarbejdet var fra start af kun for drenge over 12 år. I starten var der 6 patruljer med i alt 50 spejdere, i dag er der ca. 27.000 KFUM-spejdere i Danmark.
I Østervrå blev KFUM- spejderne startet af lærer Taasti fra Søholt Skole (hans oldebarn er i dag leder), og købmand Erik M. Nielsen, Østervrå (hans barnebarn Michael og hans kone Karen har også i mange år været et stort aktiv for det lokale spejderarbejde). De havde endvidere daværende cykelhandler ”Nordjyden” og elektrikerlærling Poul Erik Andreasen (senere Elcompagniet) som medhjælpere. Det skete i 1944, der havde dog været optræk til opstart allerede i 1938 hvilket ikke lykkedes. Medlemstal i starten var der mellem 30 og 40 over 12 årige. Lærer Taastis kone startede KFUK Spejdere (De Grønne Pigespejdere), bl.a. var søstrene Knudsen aktive. Det gik vist ret hurtigt i stå igen, indtil KFUM-spejderne i Østervrå tog piger med i gruppen i start-halvfjerdserne.
Den første tid blev møderne holdt i private hjem, og i kælderen under plejehjemmet og Missionshuset var også så venlige at lægge lokaler til. Ret hurtig efter krigen fik man fat i en træbarak fra flyvestation Aalborg. Den blev sat på en grund foræret af Sofus Thomsen ”Øster Søndergård”, naboejendommen til spejderhytten. Økonomien var bl.a. tilvejebragt ved at afholde en basar på Østervrå Hotel, som gav et overskud på 5.200 kr., det var mange penge omkring 1950. Som en sidebemærkning, korpskontingentet sidst i årtiet var på 2,70 kr. pr. halvår, og spejderbladet Væbneren var steget til 90 øre pr. kvartal. I 1946 var første gang man fra Østervrå deltog på korpslejr, det var i Sønderborg. Det var 7. gang KFUM-spejderne i DK holdt korpslejr. Prisen var 25 kr.
1950’erne
Medlemstallet i dette årti varierede fra 20-35. Lederstaben (eller førerstaben som det kaldtes dengang) var bl.a. afdøde Børge Nielsen, Skjerne og afdøde tømrer/bedemand Villy Hejslet, som fortsatte godt ind i 60’erne. I slut 50’erne og godt 10 år frem var Finn Hejslet involveret. For at blive fører hos KFUM-spejderne skulle man godkendes af den lokale KFUM forenings formand. Endvidere skulle det også igennem divisionschefen. I 1950 deltog man i korpslejren i Fredericia, og 1955 i korpslejren på Bornholm, hvor der deltog ca. 7.000 på korpslejrene.
1960’erne
Korpslejren i 1960 foregik ved Moesgård Strand ved Aarhus. Det var en vandrelejr de første 4 dage, alle korpsets spejdere ankom til lejren gående med deres kærer, i silende regnvejr. 80 årige korpsstifter Jens Grane stod i regnvejret og bød samtlige 8.000 lejrdeltagere velkommen. I 1965 var korpslejren ved Trelleborg ved Slagelse, i allerhøjeste grad i regnvejrets tegn. I midt 60’erne var man flere gange på lejr sammen med spejderne fra Hørmested. En tidligere leder i Østervrå Nis Hejslet var blevet leder derhenne. I en årrække i 60’erne blev der holdt Sct. Hans i Vr. Vrængmose ved Tscherning Andersen, i samarbejde med YA, UA, KFUM-K og IM, og nogle gange med Torslev Blæseorkester. Pastor Lentz holdt tale, og han var også god for en historie, det kunne være en spøgelseshistorie. Op gennem årtiet var der også en patrulje i Thorshøj. I løbet af 1965 blev der stiftet en patrulje i Søheden v. Kirkholt, med deltagere fra Mylund til Jerslev. I øvrigt var 2 af disse (Frode Vittrup Madsen og Carsten Justesen) med til at starte Jerslev gruppe i 1971. Der blev bygget en patruljehytte ”Grønhytten”, som stadig eksisterer den dag i dag, og benyttes af en flok ”unge mænd”, som startede spejderkarrieren i 70’erne.
I 1966 startede ulvearbejdet (ca. 20 deltagere) i Østervrå, under ledelse af Villy Hejslets kone Ingrid. Ret hurtig kom Knud Erik Horshauge til som flokleder, og han holdt ved i flere årtier. Man havde i længere tid spekuleret i at udskifte træbarakken, hvorfor man i 1967 afholdt større spejderfest/-basar på Hotellet, over 3 dage. Der var tombola, lodseddelsalg, underholdning af forskellig art, cafeteria o.m.a. Overskud på ca. 13.000 kr.
70’erne
Korpslejr i 1970 var ved Holstebro. Der var mange nye aktiviteter, bl.a. gokartløb på ombyggede fræsere, elektronikarbejde. Nu var der også telefonbokse på lejren, så man kunne ringe hjem. I 1976 var der korpslejr ved Varde, hjemmefra havde man lavet et bræt til en vandmølle, som så blev samlet på lejren, endvidere havde man lavet en King-size ludoterning som skulle bruges til et løb. Som noget nyt var disse to lejre komplet fri for regn.
1972 var året hvor der blev åbnet for pigers deltagelse i KFUM-spejderarbejdet i Østervrå. I 1973 blev den længe ventede nye hytte indviet. Allerede i 1977 udvidedes den med en samlingssal på 70 kvm.
I 1978 var der distriktslejr ved Mossø i Himmerland, troppene gik til lejren med deres mere eller mindre fantasifulde kærrer, seniortroppen i Østervrå havde lavet en meget avanceret kærre med ”bålplads”, køkkenskabe, spisebord og bagageplads.
Fortsættes i næste uge