
Af: Preben Lund Nielsen
Fortsat fra sidste uge
Skrevet af en som i taknemmelighed og med glæde ser tilbage på mange gode oplevelser i KFUM-spejderregi tilbage 70’erne og 80’erne.
1980’erne
Fra 1980 blev der drevet selvstændig spejderarbejde i Thorshøj, men først i 1988 blev gruppen i Thorshøj officielt oprettet, indtil da under Østervrå. KFUM-spejderne i Danmark havde i dette årti et U-landsprojekt i Sierra Leone, der hvert år havde en 3 ugers arbejdslejr med dansk deltagelse, Jens William Larsen og Preben Lund Nielsen her fra Østervrå, deltog henholdsvis i 1982 og 1985. I dette årti var man bl.a. på korpslejr i Frederikshavn, om søndagen blev der bygget et fælles raftespisebord hvor alle lejrens 16.000 deltagere kunne spise deres frokost, bordet var 3,5 km langt. Op gennem 80’erne var der efterhånden mange seniorspejdere som under Jens William Larsens (nu Polyteknik) ledelse, havde mange spændende projekter i gang bl.a.: En meget avanceret kærre; en tømmerflåde med en bilmotor til sejlads på Limfjorden; sommerlejr på sejlbåden Jens Krogh til Wales. Det var også årtiet hvor Bæverarbejdet (6-8 årige) startede i 1988. Der var også et par sørgelige hændelser, i 1987 brændte den bageste del af hytten, væggene kunne bruges igen, og der blev bygget med mulighed for at bruge loftsetagen. Kort efter genindvielsen brændte så den forreste del af hytten, som blev genopbygget helt fra bunden. Begge var formentlig påsatte brande. D. 19. marts 1989 blev de nye lokaler indviet, nabogrupper, byens borgere og andre var indbudte, skoleinspektør Ole Jensen klippede snoren. Far og datter: Børge og Irene Nielsen leverede hornmusik til spejdersangen. Børge var aktiv i 1940’erne og 50’erne. Irene aktiv i 80’erne og 90’erne.
1990’erne
Årtiet bød på Korpslejr i Holbæk i 1990, med 20.000 deltagere, det blev en våd lejr. Og i Sønderborg i 1996, 50 år efter Østervrå første gang deltog i korpslejr også i Sønderborg. Pris i 1946: 25 kr. Pris 1996: godt 1.000 kr. I 1990 byggede lederne John Buchhave, Hans Gert Lauritsen og Finn Horshauge værkstedsbygningen bag spejderhytten, som et led i et lederkursusprojekt.
I 90’erne havde man i flere år en årlig familielejr for alle spejderbørn og deres forældre.
Det nye årtusinde
Her har bæver og ulve rigtig mange gange deltaget i den årlige MUS-lejr på Thorup Hede ved Dronninglund. Spejderne har deltaget i korpslejrene hvert 5. år, sidste gang i 2010 i Skive. Fra 2012 og hvert 5. år har der været fælles lejr med de andre spejderkorps, henholdsvis ved Holstebro, Sønderborg og Roskilde med deltagelse af op til 40.000 spejdere. Der var indlagt koncert med aktuelle navne, aktiviteter med IT/tlf., og besøg af Store Nørd og Sommer Suma-rum fra TV. Men også gængse spejderaktiviteter. Sommerlejre i øvrigt har spejder- og senior troppe tit deltaget i Åslejr på Thorup Hede, det er ikke hvert år de arrangeres. I en årrække i 00’erne og 10’erne blev der arrangeret vinterhike. Man mødtes fredag aften, startede med et løb på ca. 6 km med indlagte poster, og sluttede på overnatningsstedet.
Flere gange gik turen til Millerhytten ved Nejsum, og næste formiddag blev børnene hentet. I 2011 blev der indkøbt et mastesejl, (et lille cirkustelt), til brug som samlingstelt når man er på tur, efter velvillig tilskud fra bl.a: Y’s Men klubberne, friluftsrådet og menighedsrådet. I 2017 og 2018 blev hytten renoveret med nye lofter og gulve og energioptimeret.
Samarbejde
Igennem årene har KFUM-spejderne indgået i forskellige samarbejder lokalt. Der har været et godt samarbejde med Baptistspejderne, bl.a spejder for en dag, bylejr og i 1984 byggede man bro over den opgravede hovedgade, som en weekend-event.
Der har også gennem årene været samarbejde med det civile KFUM-K, Indre Mission og selvfølgelig også kirken, som spejderne tilhører. Sct. Hans blev i 50’erne og 60’erne holdt sammen med andre kirkelige foreninger i Vr. Vrængmose. Senere var det i byens anlæg i samarbejde med bl.a. borger-foreningen. Indenfor KFUM-spejderarbejdet har der også været mange samarbejder, både i nærområdet og længere væk. I midt 60’erne samarbejdede man med Hørmested om sommerlejre, deres leder Nis Hejslet var oprindelig fra Østervrå. I 82-84 havde man fælles sommerlejre med Solvang fra Amager. De havde 3 ledere; som i 70’erne og først i 80’erne var ledere her i Østervrå.
Lederne
Fødselaren var aldrig blevet 80, hvis ikke alle de frivillige/ledere bar med. Mange familier har været med i flere generationer, og har lagt mange timer i det. Mange ledere ”opfostret” i Østervrå, har efterfølgende (p.g.a. uddannelse eller arbejde), været ledere rundt om i landet lige fra København, Midtjylland til Nordlige Vendsyssel. Østervrås ledere har også sat spor i divisions-, distrikts-, og hovedbestyrelses sammenhæng. Og i diverse uddannelsesudvalg og musikudvalg. Nogen har også været med som guitarmusikere på Korpslejre m.m. Man kan sige det er en bevægelse der sætter spor.




